Jeg har prøvet at skrive om noget andet end dig i dag, men du indtager stædigt ethvert komma og enhver tanke. Så må jeg jo bare bryde klummeformen, men det er jo også i din stil – at blæse på alle reglerne.

I mandags stod solen aldrig rigtig op. Det virkede naturstridigt at begive sig ud i verden. Det var mørkt på alle måder, og vejreksperter meldte, at denne november kan blive den mørkeste måned med de færreste solskinstimer nogensinde. Jeg tror på dem.

På vej til arbejde synes jeg, at jeg så dig. En ung mand løb over gaden i hurtige ryk. På din måde. Ansigtet var skjult under en grå hættetrøje. Men det var selvfølgelig ikke dig. Du var ved at sige farvel.

”Man dør ikke, fordi man er syg, men fordi man lever”, skrev Seneca. Og du levede intenst. Første gang jeg mødte dig, vidste jeg ikke, at du ville påvirke mit liv på så mange måder. At du altid ville sige din ærlige mening ligeud. At du ville skubbe mig frem. At du ville være der for mig, når ingen andre var.

Samme mørke dag du blev taget fra os, drak vi, der kendte dig, gravøl sammen, tynget ned af en sorg, som gjorde fysisk ondt i hele kroppen. Først stod vi bare der skrøbelige, stille, forskrækkede og ensomme i det rum, hvor dit skrivebord virkede så tomt.

Det var som om, at vi ventede på dig. Og så dukkede du op igennem de historier, vi snublende begyndte at dele: Om hvor dårlig en taber du var, og hvordan dine humørsvingninger og tramp kunne påvirke et helt lokale. Din sindssyge sarkasme og selvironi. Så grinte vi, til vi græd.

Folk, der aldrig havde krammet før, stod pludselig tæt. Voksne mænd, dine venner, måtte støtte sig til hinanden for at hænge sammen og stå oprejst. Du citerede gerne Pippi: ”Dén, der er vældig stærk, skal også være vældig rar”. Du var rar og så utrolig stærk. Nu er det vores tur til at være stærke.

Jeg fik ikke skrevet om dig i mindebogen til dine børn, fordi der var så mange, der ville give dig ord med på vejen, men denne klumme er til dig du skønne mand, der gav verdens mest fantastiske knogleknusende og ‘mavepustende’ bjørneknus og til alle jer, der har prøvet at miste en elsket person.

Anne Linnet synger ”Jeg ved, at al min sidste tid skal leves, jeg ved, at tiden tæller hjertets slag, at alt, det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag.” Jeg håber, at hun har ret, og at lyset vender tilbage.

Altid elsket, altid savnet, aldrig glemt.

“Han så tankefuld ud, analyserende og ikke udpræget venlig. Hun vidste instinktivt, at han ikke ville være en venlig elsker. Det stod at læse i hans øjne, de mørke, dybe øjne. Han var helt sikkert en mand, som det var bedst at undgå at blive personligt involveret med.

Han ville overvælde en så hurtigt og fuldstændigt, at der ikke ville være nogen vej tilbage. Hun var nødt til at minde sig selv om, at hun foretrak afslappede forhold. Men så begyndte hendes hjerte at galopere alt for hurtigt.”

Et sted i USA sidder en sort kvinde dybt begravet i en bog. Hun mærker sommerfuglene i maven og lægger slet ikke mærke til, at hendes mand er begyndt at snorke foran tv´et med en øl i hånden.

Et sted i Rødovre bladrer Bettina i den samme roman. Hun har fået farve i kinderne og har lyst til at skrige til hovedpersonerne, at de skal give efter for deres lyster. Guderne ved, at hun ikke har gjort det længe med Niels-Peter…

Forfatterinden, Nora Roberts, sælger hele 21 bøger i minuttet. Hun tjener penge på uopfyldte længsler og drømme. Kvinder fra hele verden suger de lidenskabelige og romantiske ord til sig, som udsigten til candyfloss i en ellers paté-farvet hverdag.

Det er hendes og Hollywoods skyld, at vi længes efter den altopslugende kærlighed. Det er også deres skyld, at nogle kvinder tror, at mænd skal reddes. At vi opnår kærlighed på den måde.

Konklusionen er altid den samme: Efter utallige prøvelser erklærer hovedpersonerne hinanden evig kærlighed og knalder sig til afkom.

Jeg bliver så utrolig træt og får kvalme på mit køns vegne. Sådanne historiemagere fortjener en bøde.

Hvorfor lapper vi overhovedet den slags i os? Måske fordi vi gerne vil have, at vores partner aldrig har elsket nogen før os, og så hjælper det jo, hvis man udser sig et følelsesmæssigt afstumpet eksemplar.

Måske fordi vi alle et eller andet sted drømmer om en kærlighed, der er så vild og voldsom, at vi ikke kan andet end at overgive os og lade vasketøj være vasketøj. Og indtil da kan vi jo passende se en dvd til, så vi ved, hvad vi skal forvente, når lynet slår ned, eller manden vågner op til dåd.

Skader eller gavner Hollywood-romantik dit syn på kærlighed?

“Du skal være mundskænk, for du er lettest at undvære,” driller min faster og rækker min far et stykke jordbærtærte med mazarinbund. Hun er dog ikke klar over, hvad hun har sat i gang…

Efter første bid tager han sig til halsen og falder rallende ned ad stolen. Snart erklærer han dog, at desserten smager skønt, bortset fra at bunden er lidt hård, hvilket viser sig at være en underdrivelse…

De ældre i selskabet har svært ved at tygge igennem, og der er ligesom gået hul på høflighedsbylden: “Undskyld, kan du række mig saven?” lyder det fnisende fra bordenden, mens en anden skubber hunden væk med ordene:

“Nej, du må ikke tigge, du knækker bare dine tænder eller får en slem hjernerystelse, hvis jeg taber en krumme.”

Alle griner.

Også bagermesterinden – om end anstrengt.

Da jeg (som ofte før) drømmer med åbne øjne og går frontalt ind i glasbordet, får jeg kommentarer om min elegante, panter-agtige måde at bevæge mig på, og da min kusine taler om sin frygtede eksamen i økonomi, spøges der med, at hun da kan så meget andet.

Vi fastholdes i roller, og vi spiller dem gerne.

Dét er kærlighed. Vi kan kun tale sådan, fordi vi i grunden elsker og respekterer hinanden.

Det fortæller vi os selv. Hvis kritik bliver sagt med et smil, så har man værsgo at grine … af sig selv.

Ordsproget ’Den, man elsker, tugter man’, frigør os til at være dumme svin!
For af og til er der nemlig en brod af alvor i det sagte, der stikker og generer længe efter, at latteren forstummer.

Den kærlige mobning binder dog også folk sammen, fordi det er svært at sige store ting i konflikt- og følelsesforskrækkede Danmark.

Når en kollega tørt konstaterer, at det er som at besøge Zoologisk Have at arbejde sammen med mig (fordi jeg ubevidst laver dyriske lyde, når teknikken driller), så ved jeg for eksempel, at det er en måde at sige, at hun holder af mig og mine særheder på. Og når jeg med falsk omsorg i stemmen spørger, om hun græder, da hun nynner, så bekræfter jeg, at følelserne er gengældt.

Men hvor ville det være befriende, hvis vi en gang imellem lod mazarinbund være mazarinbund og blot sagde tak, og jeg holder af dig, præcis som du er!

Tugter du den, du elsker?

Følger du med i Paradise Hotel eller Facebook-episoder? Det sidste er langt mere spændende, hvis du hungrer efter virkelighedens dramaer.

I dag spørger man ikke, hvordan en ny flamme ser ud, men hvordan vedkommendes navn staves, og om han eller hun er på vennelisten. Så skal man nok selv undersøge nærmere.

På Facebook kan du følge med i, hvordan en kærlighedshungrende er single torsdag, i et forhold lørdag, der så er kompliceret mandag og afsluttet onsdag. En cyklus der gentager sig.

Her kan du også se, hvorvidt et forhold er åbent eller utilfredsstillende, men brug endelig ikke en ‘kompliceret’-status som et springbræt til at bekende, at du altid har syntes, at den anden part, der i øvrigt tog på dig under bordet til julefrokosten, er en idiot. De finder måske sammen igen.

At et forhold er ‘kompliceret’ kan betyde:

1) Jeg er optaget, men på udkig efter noget bedre.

2) Hun er gået fra mig, men jeg håber stadig, at hun kommer til (eller fra) fornuft.

3) Min kæreste dansede for tæt med hende den voluminøse til halbal og skal have en virtuel advarsel.

4) Jeg har brug for ammunition.

Hånden på hjertet eller musen: Alle forhold er komplicerede i perioder, men det behøver verden da ikke at vide! Det virker grænseoverskridende, selv for en følelsesblotter, når Anders Jensen linker til Betina Balle og offentliggør, at deres forhold er tvivlsomt. Bare et klik væk vidner laminerede episoder fra hans digitale fotoalbum om, at det bestemt ikke var kompliceret på de matchende luftmadrasser sidste sommer.

Det er lige som at være til middag et sted, hvor et skænderi endnu ikke er blevet afrundet med forsoningssex. Spydighederne passeres mere træfsikkert rundt om bordet end saltet, og hver gang værten åbner munden, søger værtindens øjne den falmede stuk. Man forsøger forgæves at drukne den dårlige stemning i bearnaise og at rose den højlydt, selv om den smager af indebrændt vrede krydret med bitterhed.

Jeg har selv lige modtaget en forespørgsel om at blive Facebook-kærester i form af et rødt hjerte fra manden, der er i mit liv, men mine fingre vil ikke helt lystre, for hvad hvis vi bliver komplicerede, skal det så også offentliggøres?

Hvad synes du om Facebooks broadcasting af kærligheden? Har du selv gjort det?

Urban klumme

“Det kan du ikke være bekendt over for mor!” Min fars ansigt er i så alvorlige folder, at tankerne straks drager på lynvisit til Israel. Jeg har dog ikke bragt nogens liv i fare – mindst af alt min mors.

Hans bebrejdende blik skyldes, at hun fylder 60 år under stor festivitas, mens jeg har valgt at skåle uden om procenterne. Min januar skal være sund, solid og sober som en bank, selv Fogh ville turde poste penge i.

Taget i betragtning af at jeg væltede på dansegulvet under sidste runde familiefødselsdag – og tog jukeboksen med – troede jeg, at de ville være lettede. Men nej.

“Kan du ikke bare drikke med måde?” spørger fødselaren bedende. Det er umuligt. Sagen er, at min krop ikke kan tåle alkohol, men mangler en stopklods. Jeg kan hæve glasset midt i en alvorlig samtale om globalisering, hvorpå det næste, jeg registrerer, er, at stå på en parkeringsplads og kysse bordherren med de lange øjenvipper.

Efter de 30 år kravler man rundt en uge efter indtaget, og det holder bare op med at være charmerende at skulle på cykeljagt, tage den forkerte jakke med hjem (den var også sort) eller få spærret sit dankort.

Da jeg i vandret tilstand lovede mig selv en alkoholfri start på 2009 nytårsmorgen, troede jeg, at det var egne drifter, jeg skulle kæmpe imod. I stedet er udfordringen at forsvare sig over for familie og vennekreds ved arrangementer.

Vi danskere har travlt med at fortælle hinanden, at vi SAGTENS kan have det sjovt uden alkohol, men i virkeligheden skal du helst være syg, religiøs eller gravid for at gennemføre en så pervers øvelse.

En veninde har aldrig været fuld. I byen er folk bange for at opføre sig ’dumt’ i hendes selskab, og mænd har sagt, at de ikke kan forestille sig en kæreste, de ikke kan nyde rødvin med. Mystisk – det må da være at foretrække frem for en, de ikke kan nyde rødvin med, fordi hun drikker det hele …

Høj promille får en vild tvilling op i mig. Hun er bestemt ikke kedelig, men alle andre tillægsord kan bruges. Nu er det slut. Jeg ser frem til, at sorte huller bare er steder i universet, hvorfra lyset ikke kan undslippe.

Du skal være velkommen til at følge mit eksempel, selv om vi egentlig ikke kan være det bekendt. Og ellers skal jeg nok fortælle dig, hvor vi satte vores cykler.

Urban klumme

Når jeg kommer hjem fra arbejde, skal jeg have skrevet til Urban. Jeg lader jer vælge emnet som beskrevet i sidste klumme. Indtil nu er der to bud: Indretning eller Gerda. Har I andre, så kom endelig med dem.

Jeg er positivt overrasket over så mange følelsesladede reaktioner, der var på indlægget om lapdance. Kunne jeg skrive en klumme om det? Omkring begivenheden og folks forskellige grænser? Eller hur?

Jeg tør næsten ikke lade Gerda få en hel klumme. Hun har det med at fokusere på det værste. Men jeg skal nok skrive den en dag.

Og mht. indretning så er det ikke meget bedre. Det er ikke noget jeg mestrer, har viden om eller føler lidenskab for. (Det kunne selvfølgelig være en klumme i sig selv i disse indretnings-hysteri dage).

Urban holder ikke ferie endnu. Måtte skrive en klumme lyn-børge. Den er derefter. Stakkels Facebook, som det gik ud over igen

Kvinder undervurderes på samtlige områder her i tilværelsen. Nu bør vi anerkendes for vores imponerende produktion af miljørigtig energi!

Flere vindmøller pilles ned, end der sættes op, hvilket betød et minus på 10.000 kilowatt sidste år. Men Energistyrelsen mangler et vigtigt element i regnskabet: Kvinderne!!!

Vi er på få minutter i stand til at generere strøm nok til at overgå en hel vindmøllepark. Og selvom vi måske løber løbsk, som Vestas vindmøller i stormvejr, så går vi sjældent i stykker.

Min arbejdsgiver skriver i en mail: ”Hvornår kan jeg ringe? Vi skal drøfte noget.” Straks indstilles den imponerende maskine. Kroppen forvandles til et hylster for en så kraftfuld strømstyrke, at det næsten er umuligt at være i den.

Gnisterne fyger rundt og producerer det, som konfliktmægler Ingrid Ann Watson kalder katastrofetanker. Tænker: Kiggede chefen ikke også lidt mærkeligt på mig? Jeg kom vist til at kritisere noget. Han synes nok, at jeg er uduelig og arrogant. Jeg bliver fyret!

Prøver at få strømniveauet ned ved at analysere mailen, men det sætter bare ekstra fut i maskineriet. Der er ingen smiley! Der plejer ALTID at være en smiley. Ligger der egentlig et herberg i nærheden? Midt i jobindex.dk ringer min veninde. ”Jeg har mistet mit eksistensgrundlag”, klynker jeg. Hun råder mig til at slå ”drøfte” op i ordbogen. Det hjælper ikke.

Der er nu så meget strøm, at her lugter brændt. Frygtet opkald besvares med bedemandsstemme. Forstår det ikke rigtigt, da jeg tilbydes mere ansvar og bedre hyre. Hvad med fyresedlen?

Det er lettere at styre andres strømproduktion, end at kontrollere ens egen. Veninden er begyndt at se en mand. Det betyder en hvirvelvind af sms´er indenfor en time:

”Han har ikke ringet. Jeg nægter at kontakte ham.”
”Så let slipper han ikke. Har skrevet til ham!”
”Intet svar. Han vil mig tydeligvis ikke.”
”Jeg gider da heller ikke ham. Idiot!”

Da det viser sig, at manden bare spillede fodbold, indstilles strømmen. Indtil næste gang.

Tina Dickow synger i ”Cruel to the sensitive kind”, at mænd aldrig opdager den krig, vi gennemlever indeni. Lad os kalde det et vedvarende energiprojekt - med fare for støjgener.

Overvejer at meditere ved optræk til selvsving, men vi skylder på en måde miljøet at fortsætte. Det kunne føre til et gennembrud indenfor alternativ energi.

Nå, må smutte - mobilen ringer. Ukendt nummer. FUCK! Er det mon min bankrådgiver? Har han lukket kontoen uden varsel? Eller er det URBANS redaktør. Er det slut med klummeskrivning? Hvad gør jeg så med den her?

Hvis du skulle give en smiley til din ekskæreste, hvilken én skulle det så være?

Fødevarestyrelsen har netop indført en ny type smiley til fødevare-virksomheder, der er særligt gode til at overholde reglerne. Fire glade smileys i træk udløser en elite-smiley. Men det er ikke alle, der smiler. Uddelingen af sure smileys skulle gerne forebygge madforgiftninger og give forbrugere mulighed for undgå uhygiejniske fødevarer.

Kunne vi ikke udbrede denne metode til andre områder her i tilværelsen? Hvad med at betragte din kommende kæreste som en bøf? Vil du ikke gerne vide lidt om indholdets tilstand, før du sætter tænderne i den? Alle har ret til en advarsel ved overhængende fare for et knust hjerte.

Vi har derfor behov for Partnerstyrelsen! Lad os indføre en delegation, der tager på kontrolbesøg. Singler er i princippet offentlige instanser - til fri afbenyttelse. Vi har alle et medansvar for, hvordan disse forvaltes.

Fremover bør smileys være lovkrav på netdatingprofiler og tilgængelige på hjemmesiden www.undgaa-hjertesorg.dk. Forslag til inddelinger:

-e - Fire ekskærester i træk betegner denne person som et dejligt menneske. Svigermors drøm.

- Ingen anmærkninger. Alt i orden ifølge den seneste nedlagte. 


- Indskærpelser givet. Forbedringer påkræves, men det er svært at komme med direkte anklager.

:-I - Påbud eller forbud. Vedkommende holdt ikke sine løfter, slog op over sms eller ville ikke holde i hånd foran andre.

- Bøde, politianmeldelse og godkendelse frataget. Garanteret tårer, følelsesmæssige blå mærker og hårtab.

Nu er det ikke sådan, at uegnet kærestemateriale vil blive stemplet for altid eller bortvist fra kærlighedslivet. Der vil altid være elskende, som går efter gnist og brand. Partnerstyrelsen gør blot opmærksom på selvrisikoen.

Ønsker du et let liv med en partner, der respekterer dig og er ærlig - så forfør eliten. Bliver det for mondænt, så prøv en knudesmiley. Er du redder-typen, kan du gå direkte efter en sur smiley.

Men hvad ville der egentlig stå i din seneste kontrolrapport, og er det fair, at din fremtid besluttes af din fortid? Tilsynet vil nok ikke tildele undertegnede en elite-smiley. På en måde skal man også passe på med at opdyrke et overvågningssamfund og putte alt i kasser. En persons mareridt kan jo være en andens drøm.

Håber jeg …