Sig goddag til 16-årige Space
søndag, 28. september 2008Ja, jeg fatter ingenting!
Tog til Sats for første gang i lang tid (dyr dovenskab) - fast besluttet på at tage deres alderstest. Jeg regnede med et resultat, der langt oversteg min faktiske alder på 31 år. Fordi jeg er for travl og ikke får rørt mig.
Så det var med angst, at jeg tog strømperne af og stillede mig på en vægt med elektroder, der åbenbart sender signaler gennem kroppen for at afkode ens krops tilstand. Jeg regnede med at få diagnosen “Tyndfed” eller “Utrænet” men endte på “Slank og trænet” og “Metabolic age: 16″.
Jeg har ikke haft tid eller overskud til at dyrke motion meget længe, og kan ikke nå fra arbejde til kl. 17-timen, hvor min yndlings mandlige instruktør er (en humørbombe). Jeg er for usmidig og utålmodig til at dyrke yoga, hader timen “stram op” og er heller ikke pjattet med styrketræning. Spinning er tortur, og jeg har prøvet det en gang og kan ikke forestille mig at gøre det frivilligt igen.
Til gengæld cykler jeg på arbejde. Punktum. Og cykler hjem. Punktum. Og danser gerne i en brandert. Ikke altid punktum. Jeg spiser ikke så meget slik, som jeg gjorde for to år siden, hvor jeg var sukkerafhængig. Nu spiser jeg bare glade mængder af mørk chokolade og hvid nougat hver uge.
Testen kræver, at man skriver ens alder og højde. Så måler den vægt, fat mass, muscle mass, total body water, bone mass, BMI, metabolic age og visceral fat rating.
Jeg fik at vide, at den bedste træning for mig ville være styrketræning (nej tak) og så skal jeg spise proteiner for at styrke musklerne. Hende, der målte mig, sagde, at der ikke var noget galt med maskinen, da jeg nægtede at tro på resultatet. Der havde lige været en, der tog testen, og var 10 år over sin faktuelle alder.
Sådanne tests er blevet populære i fitnesscentre. Og jeg kan godt se, at de ikke tjener penge, hvis alle er i fantastisk kropsform og intet har at forbedre, men jeg er alligevel skeptisk. At jeg skulle være i besiddelse af et 15 år yngre hylster virker vildt.
Nu har jeg også talt med en læge, der siger, at det er lidt misvisende. For at virkelig måle ens krops tilstand skal man supplere med hvilepuls, kondital, blodtryk, kolesteroltal og mål omkring livet.
Men tag endelig sådan en test! Enten får du et chok, som sætter dig igang, eller også en positiv (og en smule demotiverende) overraskelse. Jeg gik derfra smilende og sov med info-bonnen, som jeg overvejer at hænge op i glas og ramme. Og så driller jeg min kæreste med, at han har hapset en teenager. At responsen var “Det vidste jeg da godt, første gang jeg festede med dig” er måske mindre flatterende…
Ps. Sådan en test koster cirka 200 kroner for to styks, der tages med 10 ugers interval.
