Jeg er pisse ligeglad med Paul Potts
lørdag, 8. september 2007Nu er det nok!!!
En telefonsælger, der ligner et forvokset barn med hang til Bangers and mash, er pludselig kendt i hele Europa, fordi han kan hyle på den rigtige måde.
Han vandt berømmelse gennem “Britain´s got talent” konkurrence. Dommerne måbede, da denne tvivlsomme skabning begyndte at synge opera og manede tårer frem på stenansigter gennem uheldigt tandsæt.
Så startede mediehysteriet. En bekendt sendte links rundt efter hans sejr med, at denne mand var fantastisk - hør og se ham på nettet. Bla bla bla. Det kom fra en person, der hader sådan noget som Stjerne for en Aften.
Hvorfor går folk i massepsykose over, at en “almindelig” mand har skjulte talenter? Hvorfor var der 10.000 fremmødte på Rådhuspladsen, da han skulle synge?
Fordi han kunne være en af folket. Fordi det rører os dybt, når sejre springer ud af det uventede. Fordi vi i Janteland helst skal være så ydmyge og ligne ingenting for at gøre glæde, når vi åbner munden. “Se den slår en prut”. Så lad dog manden.
Jeg gider bare ikke høre mere om den sag 
