“Man kan godt dø af det”
onsdag, 13. maj 2009Jeg er helt vild med den her youtube video!
Arkiv for kategorien ‘Kultur’
Man skal huske at grine…
tirsdag, 12. maj 2009Jeg har fundet ud af, at jeg leger for lidt. Jeg er alvorlig for meget af tiden og tænker på arbejde…
Så nu har jeg lovet mig selv, at jeg lade mig underholde og blive inspireret mindst en gang om ugen. Og jeg taler ikke om tv.
I aftes tog jeg og en veninde til Magstræde, hvor der var standup. Der var nogle helt nye på scenen, og nogle mere garvede - blandt andet min klumme-kollega Sanne Søndergaard (jeg kan anbefale hendes ungdomsbog “Kære Dødsbog“).
Der var grin, man kunne mærke i maven, og så dem personen på scenen ikke kunne fremkalde, men forgæves søgte med onani- eller dværge-historier.
Hvor må det være angstprovokerende at stå der på en scene og så fyre en joke af, hvor ingen griner… Stor respekt til alle, der giver sig i kast med sådan noget. Det må være som at blive flået levende, når det går galt.
Jeg skal lige vænne mig til standup. Men en rigtig god aften.
Andre ting, jeg gerne vil opleve/kan anbefale:
Historiefortæller aften (især Gravers Graversen er suveræn og kan få mig til at tude af grin pg.a. af hans underspillede måde at fortælle historier på)
Dannys Joint (Claus Høxbroe inviterer meget forskellige forfattere/musikere, og det er altid en fantastisk ord-fest og helt nede på jorden, lige som jeg bedst kan lide det)
Late Night lørdag - Nørrebro teater (Et gøglershow uden lige under Jonatan Spang)
Nå - nu vil jeg ignorere de mange ulæste mails og gå ´tidligt´ i seng.
I morgen skal jeg til min farfars fødselsdag efter arbejde, så der skal spares på krudtet 
Om Charlie Hotel Oscar Kilo
søndag, 5. april 2009Nu har jeg læst Charlie Hotel Oscar Kilo færdig. Og den kan klart anbefales!
Camilla Stockmann skriver smukt og poetisk om et familiemedlem, der går bort. Og om sin søn i et indlæg, hvor hun skriver om ham i du-form, til mine tårer trillede. Den ironiske distance er erstattet af en sårbarhed, der kommer af at blive mor, og det går rent ind hos mig. Jeg blev nærmest skruk!
Hun skriver også mere om hendes far, barndom og familiebaggrund, fordi hun nu selv skal til at have ansvaret for et barn. Man forstår virkelig, hvorfor hun af og til har virket hård - at det bare er en facade. Og så kan hun altså noget med det sprog.
Maise Njor oplever, at hendes mand går fra hende og ikke ved, om der er nogen kærlighed tilbage. Man kan mærke hendes store dilemma om at skrive videre om det, da han har bedt hende om at lade være. Hun holder da også pause i næsten to måneder, hvor det kun er Camilla, der skriver.
Det er lidt synd, men jeg forstår det hundrede procent, det kan have store konsekvener at skrive så hudløst om det svære (det er også derfor, at jeg ikke ved, om jeg kan udgive min blook nummer tre).
Når hun skriver om smerten, så tager hun skylden på sig og kalder sig endda en lille fed egoist. Hun skriver med stor respekt for sin mand, og udleverer ham ikke i mine øjne. Tværtimod bedyrer hun sin store kærlighed. Hvis hun føler vrede mod andre end sig selv, som ofte er en del af et brud, så holder hun den for sig selv og skriften - måske for hendes børns skyld og chancen for at finde sammen igen.
Det gør lidt ondt at læse om Maises selvbebrejdelser. I en klumme skrev hun engang, at når en fyr gik fra hende, så plejede hun altid at tænke “Det er fordi, jeg er fed og grim”. Det kommer hun på sin vis også til her og hamstrer Imedeen tabletter for et yngre look.
Men det er også menneskeligt og meget kvindeligt.
Alt i alt synes jeg, at det er en meget modig bog. Og det fragment, de har valgt at vise denne gang, er mere alsidigt end “Michael Laudrups tænder”, selvom det af og til er mindre sprogligt formfuldendt, fordi det er skrevet i følelsernes vold. Men det er kun et plus, og den kan læses i et hug, hvor jeg måtte tage den første bog i bidder.
Maise skriver ikke på et tidspunkt, fordi hun ikke kan løfte hænderne af bare smerte, og hun undskylder det med, at hun ikke havde energi til at være sjov.
Men livet er ikke altid sjovt. Og det behøver skriften heller ikke at være.
Maise og Camilla klæder hinanden og skriver fantastisk. Tusind tak for den mailkorrespondance, som jeg håber, at de nærmeste respekterer, at I har udgivet.
Charlie Hotel Oscar Kilo
torsdag, 2. april 2009Hov - jeg kom lige til at lægge en klumme op en dag for tidligt
Jeg sidder og læser Maise Njor og Camilla Stockmanns nye bog og mailkorrespondance “Charlie Hotel Oscar Kilo”. Det kan anbefales, men sikke en svær titel at huske…
Jeg skriver om den, når jeg er færdig… indtil nu er den endnu bedre end etteren “Michael Laudrups tænder”, og jeg har både grinet og grædt - men mest det sidste!
Jeg boycotter Sommer, hvis…
fredag, 21. november 2008Anna tager Adam tilbage igen.
Det skrev en Facebook-veninde til mig i dag. Og det er egentlig en fed indstilling. Hvorfor ville jeg bare boycotte Sommer, hvis Adam var sin gravide kæreste utro?
Jeg må hellere tænde det fjernsyn på søndag igen med den nye boycot-deadline, der blev foræret
Et meget uhyggeligt dyr
lørdag, 18. oktober 2008Måske tænkes der på uhyggelige ting!
(Link tyvstjålet fra en vens Facebook-update)
Hvorfor jeg holder af bloggere
søndag, 21. september 2008Nu hvor jeg udgiver en blog-roman igen, og at bloggeriet har været et springbræt til at blive klummeskribent og forfatter, så har det rykket sig fra at være en ventil til at blive “arbejde”. I dag skriver jeg ikke længere så privat offentligt, som jeg gjorde dengang.
Det er også sjældent, at jeg overhovedet udgiver et indlæg som igår. Nu kan en arbejdsgiver læse med, hvis jeg er stresset, eller har tømmermænd, - og en kæreste eller veninde, hvis vi har problemer, som jeg prøver at skrive mig ud af for at kunne håndtere. Og et forlag hvis jeg frygter anmeldere og at få sparket.
Men jeg er her stadig for fællesskabets skyld og bliver mindet om, hvorfor jeg delte mit inderste med andre på nettet. For jeg holder rigtig meget af mine med-bloggere. Jeg bliver ked af det, når I ikke har det godt.
Når dejlige Anne om Anne ikke falder til i studiegruppen, eller når Moccapigens far har fået en blodprop, så påvirker det mig.
Og omvendt bliver jeg så glad, når Ronja (på en lukket blog) skriver om at købe hus med en dejlig mand efter en skilsmisse og svær tid som alenemor. Det er også dejligt at læse, at Benita har fundet sig selv igen ved at have skiftet studie, og at Anastacia tog chancen og flyttede til Australien, da hun forelskede sig.
Jeg vil bare gerne dedikere dette indlæg til alle jer, der deler jeres liv og tanker med andre mennesker og til alle dem, der kommenterer på blogge. Jeg synes egentlig, at det er stort. Og det giver mig rigtig meget.
Har man et problematisk forhold til Facebook når…
søndag, 14. september 2008Man bliver sur på en person, der ikke har skrevet til en, mens man sidder i samme stue som vedkommende?
The StoryTelling Academy
torsdag, 21. august 2008Har du historiefortæller i maven, halsen eller næsen? Tillad mig at gøre reklame for Carsten Islingtons nye historiefortælleruddannelse, som jeg selv ville gå på, hvis jeg ikke selv var gæstelærer der (gys og gisp). Jeg ved jo, at bloggere er garvede historiefortællere.
Andre undervisere:
Thomas Breinholt
Mogens Rukov
Line Knutzon
Gravers Graversen
Milla Kær
Lotte Svendsen
Henrik Strube
Jens Larsen
Joan Ørting
Carsten Islington
Vigga Bro
Niels Fonseca
Gert Pedersen
Det bliver sjovt og spændende - uddannelsen ligger i weekenden og udfordrer den indre fortæller! Hvis man ikke bor på Sjælland, så kommer Carsten også rundt i landet og giver fifs på mini-kurser, som man både kan bruge skriftligt, og når man vil fange mundtligt!
Er beæret over at komme i så flot selskab - og må så leve med, at jeg skulle fotograferes med en yndlingsblomst og endte med at se præcis så skummel ud, som jeg følte mig
