“Krydsning mellem Bedstemor And og Abildstrøm”
søndag, 22. juli 2007Kunstnere kan hade eller elske anmeldere. De kan slagte en eller hæve en til skyerne. Personligt synes jeg, at koncert musikanmeldere kan noget helt særligt. De er nede på jorden og på en u-akademisk måde forholder de sig til de oplevelser, de får. Selvfølgelig er der de uheldige - Kan huske, at jeg læste en anmeldelse af en Sting-koncert, hvor anmelderen brugte halvdelen af anmeldelsen på at gøre det klart, at han ikke brød sig om Sting… siden The Police. Og så et par linjer om koncerten.
Men når musikanmeldelser er bedst, er man med til koncerten. Fordi ordene laver billeder. På en humoristisk og levende måde. Anmelderne er gode til ikke at putte sig selv i centrum, men at forholde sig til det, de oplever. Og man kan mærke, at de brænder. Jeg er fx helt vild med Janus Køster-Rasmussen, der anmelder for Berlingske. Selvom han kan være en hård negl, griner jeg mig gerne igennem hans beskrivelser. Han kan også blive begejstret ud over alle bredder.
Fredag skrev han om Lauren Hill koncerten under titlen “Kvinden, der mistede sig selv”. Han laver et historisk rids, fra da han oplevede hende i Jamaica i 1999, hvor han “nær havde tabt pina colada´én ned over sine klipklappere”, da hun gav sin fortolkning af Marleys “Turn your lights down low”. Nu er han ikke glad længere. Af sprogblomster (der ikke ville more musikeren) skriver han om koncerten i Vega i forhold til dengang:
“Som hun stod der på scenen i kropsnært sort tøj, mindede hun mig om en elegant edderkop, der dansede sin forførende tarantella for en verden af hypnotiserede fluer.”
“Tirsdag aften i Vega, otte år senere, fremstod hun mere som en krydsning mellem Bedstemor And og Jytte Abildstrøm i sit allermest spraglede hjørne. Da hun endelig kom på scenen (…) var hun iklædt en slags grøn badekåbe med guldglimmer, og hendes foroverbøjede bevægelser mindede om en gamlings.”
Det er ellers noget af en detour…
“(…) Scenariet blev ikke mere værdigt af at Hill, der forsøgte at give den som kosmisk bandleder-mama, overhovedet ikke havde tjek på sit orkester. I stedet småsnerrede hun konstant af musikerne og forsøgte at opildne dem med underligt penisionistagtige, koleriske armbevægelser og vidt udspilede øjne. Hun er, med andre ord, blevet godt og gammeldags sær, tilsyneladende omtrent på niveauet inden kattedame.”
Fra kosmisk bandleder-mama til kattedame. Avs.
Det er da lidt af et skrivetalent, at få læserne til at se verden gennem egne øjne. Selvom man lige røg ind i et ret utilfreds, skuffet og små-bittert hylster! 
