”Du er for forfængelig til at tage en cykelhjelm på, men du vil gerne ligne en keglekriger fra Muppet Show?” Ja for fanden! Kæresten kigger undrende på mit vinter-cykel outfit, der består af en varm hue og et spraglet halstørklæde bundet om munden og næsen (hvornår opfindes næsehuer?)

Indrømmet, sexet er det sidste, man kan anklage mig for at være, når jeg cykler rundt i frostgrader.

Men jeg kan alligevel ikke nænne at lave Nyrup-finten. Det er nu ikke fordi, at jeg nogensinde har set cykelstien som et scorested, hvor man ligesom lidt kækt kunne falde i snak og kysse eller udveksle numre ved næste lyskryds. Det virker bare for grænseoverskridende selv at skulle trække i en.

Mine forældre gav mig engang en cykel under betingelsen, at jeg bar cykelhjelm. Stædigt takkede jeg nej. Jeg ville hellere gå, indtil jeg selv havde skrabet penge sammen til en cykel uden tilbehør. Australien er også et forfængeligt og frihedssøgende folkefærd, der har oplevet næsten en halvering i antal af cyklister efter lovkravet om at bære cykelhjelm.

Hvor kommer denne hjelm-fobi fra? 7 år af mit liv har jeg personligt tilbragt med en hjelm på hovedet. En ridehjelm. Og ikke sådan en smart lille sag, men en kæmpe version med ørebeskyttere, der fik mit hoved til at fylde det samme som hele overkroppen. Jeg kunne aldrig drømme om at ride uden en hjelm, også selvom styrt foregik i savsmuld eller på skovbunden, hvorimod et langt ar pryder panden som souvenir fra et hjelmfrit cykelstyrt.

Min canadiske veninde spurgte engang: ”Why do the Danes dress up to go bike riding?” Det gør vi nu heller ikke, vi lader bare være med at ændre vores påklædning for at cykle, da det er lige så naturligt for os som at gå, pille næse og tage bussen.

Men måske er det faktisk en god idé at cykle med frit flagrende hår? Ifølge en engelsk trafikforsker kører bilister nemlig ni centimeter tættere på folk med cykelhjelm, mens de holder ekstra afstand til kvinder! Alligevel mener Cyklistforbundet, at seks ud af ti hovedskader kan undgås, hvis alle spænder hjelmen.

Man siger, at hjernen er den eneste software, der ikke kan erstattes. En veninde har kronisk hjernerystelse efter en ulykke for 6 år siden. Hun kan ikke læse eller skrive uden at blive dårlig, og hendes personlige historie burde være nok til, at keglekrigeren her fik hovedbeskyttelse, men måske man først bliver påpasselig efter skade, eller når man får børn og skal være et (uskønt) forbillede?

Hul i hovedet. Ja måske. Men hånden på eget hoved … bruger du cykelhjelm?

Urban Klumme

Læs også: Ikke færre uheld med hjelm

”Er du klar over, at din pladsbestilling er til en familiekupé?” Manden ved skranken ser ud som om, at han lige har spurgt, hvorfor jeg har valgt at begå selvmord med en håndgranat. Hans udtryk giver mig sug i maven, der ikke skyldtes tiltrækning, men frygten for det fremmede.

Som en slags antropolog på feltarbejde har jeg kun flygtigt bevæget mig ind på ukendt område i Intercity-tog, da jeg studerede i Odense. Jeg risikerede tinnitus og er blevet beriget med rosiner i nakken, når jeg hastede igennem familieområdet i håb om at finde ét toilet uden strint på brættet. Indrømmet, jeg har det med familiekupeer som med de tidligere rygekupeer, hvor man trak vejret dybt, før man stormede frygtsomt igennem.

Forældre befinder sig lidt i samme kategori som hundeejere. Der er tale om sådan nogle typer, der har mistet dømmekraften og mener, at det er ok, at Samuel eller Samson overskrider fremmede menneskers grænser igennem larm eller nærkontakt med snuder.

I juleferien skulle jeg så selv være en del af dette uhyrlige menageri. Min kæreste har børn, og der er tale om fantastiske og livlige eksemplarer af slagsen. Desværre fik vi fejlagtigt pladsbilletter i en standardkupé den ene vej!

Børnene opførte sig dog eksemplarisk (når man ser bort fra et enkelt indbyrdes mordforsøg). Der var lege, munter snak og grin. Min bog og computer lå urørt i tasken, for aldrig har en togtur igennem landet gået så hurtigt. Det var som at observere en meget spændende film begået af små nisser, der bød op til dans.

Måske var det derfor, at det ramte mig som en knytnæve uden indledende kampmanøvrer, da jeg mærkede bebrejdende ’Få styr på jeres børn’-blikke. Jeg så forvirret fra dem til mine dejlige medpassagerer, der sad ved vinduet og havde travlt med at tælle kirker og heste. Ja, de var engagerede og har sopran-stemmer, men hvordan kunne deres grin og eksistens dog forstyrre andre i en sådan grad? Det var en øjenåbner.

Næste gang lille Ida falsk synger ”Jeg ved en lærkerede” otte gange i træk, så lover jeg at smile overbærende. Hvem ved, måske man endda kan tillade sig et uventet grineflip, for der findes faktisk intet morsommere end små mennesker, hvis man lytter godt efter.

En bekendts barn udbrød f.eks. efter have hørt om finanskrisens konsekvenser: “Hvem er egentlig ham Kong Kurs?” mens en anden spurgte: ”Lesbiske – er det sådan en slags hun-bøsser?”

December er stoppet til randen med æbler og svesker, hovedpinepiller, snaps og sylte, men mest af alt med følelser. Julen er familiens og hjerternes fest og rummer både kærlighed og dens syge fætter – savn og ensomhed.
Ingen måned er så hudløs som denne, og brok kilder gerne i halsen. Derfor gælder det om at mindes det gode, når energien er taget på tidlig juleferie.

Det er jul…

• Når kollegaen proklamerer, at der er kvajebajer til alle, der kommer hjem fra julefrokost uden chlamydia!

• Når far brokker sig over det skæve og høje grantræ for så at hente en sav og skære løs i toppen, til det med stjernen på ligner en snemand uden hals, men mor siger, at det er blevet meget flottere nu.

• Når veninden uset propper ens taske fuld af pebernødder (der efterlader krummer i læbepomaden) fordi hun ved, at man har brug for opmuntring.

• Når der er lavet frugtsalat uden flødeskum for at passe på onkels blodtryk, og han erklærer, at hvis han nogensinde skal drukne, så skal det være i grønlangkål.

• Når fætter presses med til julegudstjeneste og forundret hvisker: ”Hvis Gud eksisterer, hvorfor er der så ikke trådløst internet i kirken?”

• Når man fletter julehjerter til ”Last Christmas”, og sidemanden ufrivilligt komisk synger: ”Ass of a lover with a foreigners heart - a man under the cover, but you tore Mie apart.”

• Når kæresten holder en længere tale om, hvorfor gås er finere end and, og familien passioneret diskuterer (som var det et vigtigt punkt på Klimatopmødet), hvorvidt kirsebærsovsen skal være varm eller kold, og om gaverne i pakkeleg skal pakkes ud før eller efter, uret ringer.

• Når Luciabruden går sin karakteristiske stødgang med ild i håret.

• Når farmor betænksomt spytter sin mandel diskret ned i sin søns portion risalamande, og han udbryder ”Fy for helvede!”

• Når farfar får en julegave og alle, der roser den, mødes af spørgsmålet: ”Vil du have den?”

Forleden sad jeg overfor to mænd på vej hjem fra en julefrokost i toget. Nordmanden var allerede ”fuldesyg”, som vores nordiske naboer kalder det, når tømmermændene rammer. Responsen lød: ”ALLE er julesyge i december.”

Men måske julesyge ikke er det værste, man kan have? Glædelig jul!

Urban klumme

Forskræk den du elsker

Hvad er du bange for? Jeg er personligt overbevist om, at enhver hund er ude på at æde mig - også små pudler og gravhunde! Og selv om min frygt måske virker irrationel, så er den dybtfølt.

Forleden sad jeg alene i lejligheden i egne tanker, da jeg pludselig hørte en hund gø fra hvad, der lød som køkkenet. Jeg stivnede, og alle celler i min krop frøs. Nakkehårene fik rejsning, og jeg overvejede at hoppe ud af vinduet (fra 4. sal), men kunne ikke røre mig.

Køteren bjæffede igen, og så lykkedes det mig at styrte imod hoveddøren for at tage flugten. Dér på den anden side med fingeren i dørsprækken sad min kæreste på hug med et snedigt udtryk i ansigtet. Han havde simpelthen skræmt livet af mig for sjov ved at gø som en hund! Tårerne sprang frem og så begyndte jeg at råbe, for hele min krop sitrede stadig af skræk.

Næste dag tog jeg hævn ved at springe frem fra bag en dør og råbe ”BØH”. Og hvor er det en fryd at gøre andre bange. Da jeg gemte mig for ham og lå der krummet sammen i 3 minutters spænding og ventede på det helt rigtige tidspunkt, fnes jeg konstant og huskede alle de gange, hvor min bror har været udsat for lignende overraskelsesangreb.

Har du ikke også gjort samme manøvre, da mælketænderne befolkede din mund? Der ligger kærlighed bag torturen, og du skal slet ikke have det dårligt over at give dine nærmeste små chok, faktisk er vi med til at holde hinanden i live på den måde ved at skærpe vores sanser! Frygt er en stærk og primitiv menneskelig følelse. Det fortæller os, at der er fare, og det var vigtigt for at holde vores forgængere i live.

Når vi bliver konfronteret med fare, reagerer vores kroppe med at svede, mens hjertet danser jitterbug og opøver et adrenalin kick. Kroppen gør sig simpelthen klar til at kæmpe eller at flygte. I psykologien taler man om et ”fight, flight, freeze”-mønster. Først kæmper du, hvis du ikke kan klare situationen, så flygter du, og hvis du ikke har nogen steder at flygte hen, så fryser du. Denne biokemiske reaktion er uundværlig for at kunne håndtere pressede situationer.

Så lov mig at forskrække én, du holder af i dag – bare fordi det er jul. Det gør så godt.

Urban klumme

**Ps. I fik den sande version af, hvordan jeg forskrækkede i sidste indlæg. Var bare bange for, at det virkede urealistisk i klummen. Life is stranger than fiction

Min kusine og jeg tager ofte hjem til vores bedsteforældre for at blive forkælet og udveksle historier. De har stået i køkkenet hele dagen, stearinlysene brænder, og der er altid skruet op for hyggen. ”Bare anden ikke er for tør”, lyder det bekymret, da det første dampende stykke fjerkræ er på vej mod munden. Men alt er lige, som det skal være, og det er én stor kærlighedserklæring.

Jeg går derfra med opknappede bukser og ondt i grinemusklerne, velvidende at det kræver en forunderlig forandring, hvis jeg vil give samme oplevelse videre til mine børnebørn en dag.

Hos mig bliver æbleskiver gerne varmet på brødristeren, og jeg føler mig som en strålende kok, når jeg ikke skærer mig på dåserne. Derudover klarede jeg mig fint et halvt år uden køleskab. Det store måltid indtager jeg på arbejdspladsen, og aftensmad er enten en hurtig smoothie, en færdiglavet salat eller går ud på at fjerne emballage og varme ovnen til 220 grader.

Fremtidens forbrugere bliver ikke mindre kræsne, men ønsker løsninger, der er så nemme, at de helst kommer ind ad døren og hopper op på bordet af sig selv. Tiden er ikke indrettet til, at vi laver mad hver dag. Coop oplever en stigning i efterspørgslen af måltidsløsninger, der kan laves på 20 minutter. Træning, arbejde og børn fylder så meget, at vi spiser flere færdigretter og mindre hjemmelavet mad.

Vi er en generation, der enten bliver Urtekram-fanatikere eller ikke vil betale ekstra for gode råvarer og har svært ved at tilberede en and. I hele Europa er danskerne dem, der bruger mindst af vores indkomst og tid på mad. Vi kommer udelukkende til at leve af importerede varer om 10-15 år, fordi Danmark ikke kan producere fødevarer, der er billige nok til vores lave standard, lyder advarslerne.

Personligt savner jeg ikke duften af fiskefrikadeller i mine gardiner, men alt det, der følger med. Når maden er krydret med omsorg, fortjener indtagelsen opmærksomhed.

Jeg har boet alene i mange år og tygger helst i takt med Jes Dorphs ordudgydelser foran tv. Den eneste menneskelige kontakt under måltidet er med FaceBook-vennerne, og det er lidt trist, når man er opvokset med god mad, hjemmebag og en times daglig snak ved spisebordet.

Nu er jeg begyndt at spise sammen med min kæreste og overvejer at købe et forklæde (til ham). Madlavning er vel ikke bare for pensionister? Nogle gange ligger lykken i en overkogt kartoffel.

Urban Klumme

Der er noget galt i Danmark. Der er noget fælles, der er forsvundet…

”Husk at stille uret en time tilbage” var meldingen, før vi gik over til vintertid. Meget misvisende og forældet ordre! Jeg har ikke ejet et decideret ur siden 90´erne, og mobiler og computere indstiller jo sig selv, så jeg var kommet for sent til en fødselsdag, hvis jeg havde adlydt.

Frøken Klokken modtog engang over 20.000 opkald i døgnet af forvirrede danskere og var altid klar med sine høje a´er, der automatisk fik os til at bukke og drømme om småkager og muselstel. Hvis du i dag trykker 0055, får du bare en ”drop det”-hyletone og skal i stedet huske et 8-cifret telefonnummer. Nu giver tjenesten underskud.

Der er også sket noget andet uhyggeligt med tiden. I det offentlige rum kan du stadig se klokkeværk større end Anni Fønsbys fortrin på stationer og gadehjørner, men ikke alt er, som det skal være. Viserne stritter nemlig sjældent rigtigt.

Rammen til uret ved Dronning Louises bro lyser fint op, men sidst jeg cyklede forbi, så var neon-viserne forsvundet. Det var simpelthen blevet et ur uden tid! Irma-hønen ved siden af lagde stadig æg på utrættelig vis og udgør Københavns ældste lys-reklame, men viserne havde kapituleret. Uret ved Nørreport Station går også gerne forkert, og sådan kunne jeg blive ved.

Uden Frøken Klokken er vi overladt til os selv. Tiden er ikke løbet fra os, den er bare opdelt i individuelle intervaller og forskellige sprints.
Bybusserne har lært det. Hvis du for eksempel venter på en bus 5a på Nørrebro (forhåbentlig uden skudhuller), så er der en elektronisk maskine, der tæller ned i minutter til næste bus. Dét giver mening – frem for tidsplaner!

Det samme gælder digitalt tv. Vi vælger selv hvornår, vi vil se Forbrydelsen imellem yogaen og aftenkaffen, og tillæg som Tv-Dage bliver nok uden tidspunkter i fremtiden. Vi vil tilrettelægge vores hverdag fleksibelt og passe udsendelser ind i vores eget og familiens liv og ikke være afhængige af at se dem på et bestemt tidspunkt.
Os der bruger Outlook eller mobiler som kalendere får påmindelser før aftaler, så vi ikke behøver at tjekke tiden. Når vi skal mødes med bekendte, klarer vi den fælles koordinering over sms´er indtil sidste minut.

Om 6-5-4-3 sekunder har du læst denne klumme. Hvordan holder du styr på tiden, og har du også stødt på steder, hvor offentlige ure ikke virker?

Urban klumme

”Det er sgu da dig, der skriver i URBAN og hader mænd! Hvad har vi gjort dig?” En mand pegede anklagende på mig med en ristet hotdog ved Hovedbanegården for et år siden. De ristede løg forlod ophidset pølsebrødet og blev mødt af sultne duer. Jeg tænkte, at han måtte have forvekslet mig med en anden og mumlede, at jeg var ved at komme for sent til et tog (fucking mand).

Igår genlæste jeg så mine gamle skriverier og må indrømme en hvis vrede imod hankønnet, når jeg for eksempel anbefaler at give sure smileys til ekskærester eller anklager mænd for at være mere dovne på arbejdspladser.

Så denne klumme er dedikeret til dig i skovmandsskjorten, der ramte plet, for jeg har nok været lidt træt… af mænd. Ikke fordi I har gjort mig noget (som jeg ikke selv har bedt om) men jeg har enten slået mig eller er blevet opslugt af tvivl i forhold, og så er det da lettere at beskylde jeres køn for hjerterodet end selv at tage ansvar. Undskyld mænd!

Livet er meget lettere uden en partner, for så kan man sætte folk i bokse og filosofere distanceret over kønsforskelle. På den måde undgår man også at blive sårbar.

Hvis jeg i stedet for spydighederne skulle til at indrømme overfor mig selv, at jeg drømte om at møde et menneske, som jeg kunne elske og som elskede mig tilbage, så ville det føles gammeldags og taberagtigt. Man skal da ikke reddes af et andet menneske - men først og fremmest elske sig selv, og hvad skal man i øvrigt med tosomhed, når man har vennerne, familien og et fantastisk arbejde?

Men nu har jeg altså mødt en mand, der gør noget ved mit lykkebarometer, som jeg aldrig ville kunne opnå på et kursus om at lokalisere min indre gudinde.
Jeg vågnede før ham forleden og betragtede ham betaget, imens jeg bare tænkte – dig elsker jeg. Og ud fløj vreden, som aldrig var et mandehad men akkumulerede skuffelser og en frygt for at give slip på alle forbehold og parader.

Vi mennesker har måske forandret os igennem generationer, men der altså én ting, som aldrig rigtig ændrer sig, og det er det dér med kærlighed og evnen til at elske og smide
hjertekrykkerne, når det føles rigtigt. Soundtrack: As Time Goes By.

Og det var historien om mandehaderen, der kom til at elske en mand.

Urban klumme

Engang var det pinligt at have en spiseforstyrrelse. Det var et tegn på, at man var fucked up indeni, når man enten prøvede at dulme smerten igennem et madorgie eller forsøgte at genvinde kontrol ved at faste. Men den nye trendy spiseforstyrrelse ortoreksi er det næsten sejt at lide af.

Indrømmet, ingen af de traditionelle tilstande er særligt sexede: Bulimi er næsten en hån imod Finanskrisen, fordi de ramte kommer til at signalere overflod, imens et møde med de anoreksiplagede er som at se døden i øjnene. Nu ved jeg godt, som tidligere spiseforstyrret, at tilstanden ikke er noget, man vælger, men jeg ville alligevel hellere være hoppet på modebølgen. Så kunne jeg have været rig nu!

De sygeligt sunde blåbær-spisere behøver nemlig ikke at kæmpe med skam og skyld – de giver det bare videre til andre. De mest systematiske tjener millioner på at udgive bøger om deres livsstil og tips til at forbedre krop, levealder og helbred. De strutter umiddelbart af sundhed og bliver forbilleder for os andre.

Det farlige ved ortoreksi er, at sygdommen er svær at gennemskue, og de frelste trækker deres umenneskelige program ned over os andre. Det kan være din fitness-instruktør, der træner 3 timer hver dag eller ham, der har rosiner og mandler med, når I andre guffer kiksekage, holder sig til spelt-mel og har en flaske hørfrøolie og proteinpulver med på arbejde.

Besættelsen af kost og motion går ud over deres sociale liv og fylder langsomt alt. Min veninde lider af ortoreksi og holder selv alle sociale arrangementer, så hun kan bevare kontrollen. En ikke-økologisk kylling ville ødelægge en god aften. Nu kæmper hun for at skære ned på sine krav, men det er svært – især i et samfund, der længe har været besat af sundhed, fordi så mange er blevet betaget af pølsevogne.

Ligesom ved de andre spiseforstyrrelser så handler mad og motion ikke om nydelse for de sygeligt sunde. Bevares, græskarsuppen kan da være helt fantastisk, men mest fordi den indeholder c-vitaminer og antioxidanter, og turen til fitness var da skøn, fordi pulsen kom op.

Måske Urban burde udgive et tillæg med titlen ”En livsnyders bekendelser – forkæl dig selv med det forbudte”. Nogle gange kan sundhed altså være at spise lørdagsslik, at blive i sengen en hel dag med den man elsker eller at smøre sig ind i en fantastisk-duftende creme MED parabener.
.

I dag taler vi åbent om sex, og om hvem vi (tanke) stemmer på. Alder og vægt er heller ikke længere så hemmelige efter dokumentarer som By på Skrump og modebegrebet kropsalder. Men der er stadig noget, som vi simpelthen IKKE lufter i detaljer: Vores økonomi! Det ville være sygt.

”Hvad tjener du?” er et sindssygt intimt spørgsmål, og et svar foregår med så dæmpet stemmeføring, som gjaldt det Forsvarsministeriets sidste velbevarede og uoversatte hemmelighed. Selv min mor kiggede sig over skulderen to gange, før hun betroede mig sin indkomst og rådighedsbeløb.

Men det er egentlig synd, at det er føles så farligt at tale om penge. Hvis vi var bedre til at dele tips eller spørge til lønchecken, var vi nok også bedre til at bede om hjælp og kræve vores ret, når det for eksempel kom til den frygtede lønforhandling eller snak med bankrådgiveren.

En anden grund til at vi ikke taler om vores økonomi er nok, at vi er en del, der har fortrængt, at penge findes. Forleden brokkede jeg mig højlydt over, at blive spist af med en svensk seddel. Jeg havde simpelthen aldrig set de ”nye” danske 50 kroner sedler, da der kan gå måneder i mellem, at jeg har kontanter i pungen. Mine regninger trækkes automatisk over PBS, og kontanter er nogle, jeg fik i lommepenge engang, hvor min største bekymring var rokketænder. Alt foregår over dankort og netbank i det kontantløse samfund.

Jeg tjekker højst min konto for at sikre mig, at den ikke er i minus. Hvis den er det, så lever jeg af havregrød og dåsebønner resten af måneden uden at vide, hvordan kontoen endte på Finn Nørbygaard-niveau. Indtil forleden - jeg er nemlig gået kontant denne måned. Mit dankort samler støv hjemme, og det har godt nok forandret et par ting.

Nu er jeg en af de der damer (jo damer), der står med en ”pottemåne” ved kassen og leder efter mønter, og det tager tid, for jeg har aldrig haft det at tælle som en spidskompetence og kan ikke se forskel på de skide 1- og 2-kroner. Men det positive er, at jeg er blevet utrolig nærig. Før købte jeg næsten dagligt færdiglavet mad efter en lang arbejdsdag, nu klynger jeg mig til mine sedler og mønter og brænder gryder af i stedet for.

Taler du om løn med andre, og ved du, hvad du bruger penge på hver måned?