Bloggerier og identitet
torsdag, 2. august 2007Jeg skal i P1´s “Kaffeklubben” i morgen (sendes tirsdag), og det skal ikke så meget handle om min blog som om identitet og bloggerier. Jeg bliver briefet, men går og tænker, så mit hjernerystede hovede knager (avvvv). Det kommer sikkert til at handle om noget helt andet, men opvarmer lige med nogle tanker. Og så tænkte jeg, hvorfor ikke skrive lidt her og høre om jeres erfaringer?
Identitet er jo et kæmpe stort emne, men spændende. Jeg blev i telefonen spurgt, om det virkelig var hele sandheden/personen, man fik serveret i bloggen og bogen. Alle journalister har spurgt mig om det. Og som blogger er svaret indlysende, men lad os nu lege med og kigge på vores blogge.
Er det hele sandheden? Kender man personen bag din blog, hvis man følger dig et år? For mig er svaret: Ja og nej. Jeg har oplevet, at de mennesker, jeg har mødt gennem bloggen, er nogle, jeg kender, uden at kende. Jeg ved, hvad de går og tumler med, og hvad der optager dem mest ligenu. Vi springer gerne over, hvor gærdet er højest.
Da jeg første gang var på cafe med Ronja, sagde hun: “Du behøver altså ikke at spise, hvis det gør dig ubehageligt tilpas!” Hun vidste, at jeg havde spise-issues. Omvendt kan nogle ting komme bag på en ved mødet IRL, som på enhver blinddate. En brusende latter fx.
Hvis man er personlig blogger, kan man blive overrasket over vedkommendes politiske overbevisning, som mærkeligt nok ikke altid skinner igennem. Jeg har haft et fuldeskænderi men en blogger, der har været fantastisk for mig. Vi har sendt hinanden opmuntrende pakker, når vi har været kede af det. Men en aften diskuterede vi politik, og det var lidt et chok, at vi lå så langt fra hinanden.
Jeg har også oplevet med udgivelsen, at to bekendte gav sig til kende (min blog var jo super privat og anonym. Jeg turde ikke engang at være med i blog-undersøgelsen, fordi man skulle opgive postnummer). De havde fulgt Spacemermaid i Urban - men ikke vidst, at det var mig!
Den ene læser var tidligere kollega. Den anden er min fætters ven og murer. Ham ser jeg en gang om året til min fætters fødselsdag. De kendte mig mest fra arbejde eller som familiemedlem. Så selvfølgelig er den private mig anderledes.
Betyder det, at man giver et forkert billede af mig selv? Iklæder vi os ord, som egentlig bare er en konstruktion? Eller er vores opfattelse af os selv anderledes end andres?
Hvis du er anonym blogger, går du sikkert rundt og er bange for at blive afsløret. Men måske behøver du ikke at være så bange. Måske kunne din onkel læse et af dine indlæg uden at vide, at det var dig! Medmindre, du havde skrevet om en familiesituation selvfølgelig. Jeg synes, det er et privilegie, at man kommer så tæt på så mange mennesker gennem blogs. Ser sider som ikke alle ser.
Min x-kæreste læste min Urbanblog og skulle møde en anden blogger. Han sagde til hende: “Space er præcis, som hun skriver!” Det undrede mig lidt, men jeg tog det som et kompliment. Da jeg fortalte ham, at jeg bloggede, fik jeg nemlig kastet en bunke af fordomme i hovedet. Han fulgte nogle amerikanske blogs, der var så vilde, at de måtte være fiktive.
Jeg sagde, at jeg ikke gik ind for fiktion i blogs, men at mange havde spurgt mig, om mine historier nu også kunne være sande. Da en fyr betvivlede et af mine indlæg om x´en, læste jeg det for ham, og han sagde, at det var fordi, jeg havde beskrevet situationen på sådan en sjov måde, at det virkede uægte.
Og her kommer jeg til at tænke på Woody Allans film Melinda & Melinda. Her skændes to filminstruktører om, hvorvidt komedien eller tragedien er den bedste genre. Og så ser man en historie fra to forskellige vinkler. Den humoristiske og den sørgelige.
Og er det ikke lidt sådan med vores blogs? Afhængigt af humør og indstilling kan man få tragisk situation til at virke komisk (hjernerystelse eller glemt paraply), selvom man ikke grinte, da det skete. Og man kan få morsom situation til at virke tragisk. Lyver man så? Er det så hele sandheden?
Skaber vi vores identitet ud fra de ord, vi iklæder os på vores blog? Og er vi bevidste om visse forvrængninger? Jeg er af hjertet stadig en anonym blogger, så jeg kamuflerer folk og bruger ikke deres virkelige navne. Vil helst ikke have at folk er bange for, hvad jeg skriver. For det er jo min version (Er omvendt heller ikke så vild med at blive dikteret, hvad jeg bør skrive af bekendte).
Jeg har oplevet at have en masse (fantastiske) soldater bag mig på godt og ondt (de er ofte hårdere end jeg). Hvis jeg bliver gjort ondt af en kæreste, en anmelder eller en kopist, så kan jeg uden at være det bevidst starte en slåskamp. Når jeg selv bøjer af og bare bliver ked af det, så er der andre, der tager boksehandskerne på. Kan huske ved kopi-sagen, at en anden blogger, mistænkte mig for selv at have iscenesat kopisten, fordi jeg tog det for pænt! Jeg var for udmattet til at tage den kamp, men det var der andre, der gjorde (Tak Safira).
Ens blogidentitet er vel også præget af det sprog, man bruger. Jeg har altid brugt et let, brudstykkeagtigt sprog. “Stakato-kvinden” blev jeg engang kaldt på Fyldepennen. Det er ikke fordi, at jeg normalt taler eller skriver på den måde, men jeg synes, det passer til mediet.
Det sjove ved at læse min gamle blog igennem er, at der sker en udvikling, hvor jeg mere og mere får mit eget sprog istedet for at skrive mig ind i en tradition. Tror jeg lige havde læst Nynne, da jeg begyndte at blogge. Og det prægede mit blog-sprog i 2004 og lidt af 2005. (Det var fuldstændig ubevidst, at jeg brugte den jargon - da jeg helst vil være Spacemermaid).
Man tager også sit fokus som blog. Jeg valgte at fokusere på mit følelsesliv fremfor arbejdsliv, selvom det fyldte ligeså meget. Følte mærkeligt nok at det var mere privat at skrive om arbejdspladser end sex. Det gjorde mig nervøs, da Spacemermaid skulle udgives, fordi at man kun så en side af mig. Ville jeg nu blive bedømt til at være uintelligent og mandefikseret?
Ved at springe ud var jeg også nervøs for, at folk ville blive skuffede over mig som person. Folk havde tegnet skønne rumhavfruer og haft deres eget billede af skribenten. Pludselig skulle der et ansigt på, som jeg jo havde det dejligt med ikke at have. En læser skrev til mig, at han ikke ville se mig på tv, da det ville være som at se filmen efter at have læst bogen.
Det var verdens fedeste bemærkning. For i virkeligheden er det lige meget, hvem personen er i virkeligheden, hvis en blog fungerer. Man kan hedde Lisa Nielsen, have flyvsk rødt hår og stå i Netto. Det vigtige er, at vi forstå Lisa. Hendes tanker om kunderne og håbene for fremtiden. Det er oplevelserne og tankerne, som folk kan identificere sig med eller rase over, der er af betydning. Historierne. Vi bliver vores eget brand.
Hvad er identitet for dig og din blog? Iklæder du dig med vilje særlige ord? Hvordan vil du gerne opfattes? Har du evt prøvet at blive helt fejlfortolket? (Jeg fik en mail af en mand med vedhæftet nøgenfoto - argh).
