Jeg har en stor og (efterhånden) gammel plakat af sangerinden Bjørk i fuld figur. Jeg fandt den engang i en musikbutik i Århus, der er nu er lukket.

Jeg bladrede løs i et af disse store stativer, hvor plakaterne er sat op i plastic-rammer, så man kan se dem i fuld størrelse.

Her dukkede hun mellem farvestrålende band-plakater med Guns N’ Roses og New Kids On The Block.

Bjørk-plakaten derimod var sort-hvid og havde en magisk halvfjerdser stemning. Det var kærlighed ved første blik.

Billedet udtrykker i alt sin enkelt- og nøgenhed alt det bedste og vigtigste … styrke, ærlighed, sårbarhed, kvindelighed, nydelse, glæde ved livet, kontakt til naturen…

Jeg har haft den med mig rundt alle de steder, jeg har boet. Nogle steder ophængt, andre steder har den været rullet sammen og aldrig nået at finde sig til rette, før den og jeg atter rykkede teltpælene op. Meget symbolsk har den fået nogle ordentlige skrammer de sidste par år. Et lillle hul, en lille bule, folder, et par ridser..

De sidste store skrammer fik den, da den blev brutalt smidt ned i kælderen af min daværende kæreste i den lejlighed, vi boede i. (Han syntes lige, han ville rydde op, og at den lå og fyldte. Jeg havde endnu ikke fundet den rette plads til den i vores… hmmm….. fælles hjem)

Den store plakat var nærmest krøllet sammen, da jeg ved et tilfælde fandt den, og jeg brugte dage på at rette den ud, ved hjælp at tunge bøger placeret på hjørnerne, på midten, over det hele på den udstrakte, nøgne kvindekrop på stuegulvet.

I går tog jeg den gamle dame under armen og gik ned i rammebutikken på den anden side af gaden, hvor jeg bor.

Vi tog nøje mål af hende, butiksindehaveren og jeg. På grund af de mange skrammer, kan det ikke lade sig gøre at “klæbe hende op” (på pap, skum eller deslige) var hans bedømmelse. Jeg fik et tilbud med hjem i lommen. 1.500 kr vil det koste mig at sætte hende i glas og ramme.

Jeg tror, jeg gør det. Hun er det værd!

Skrevet af en anonym gæsteskribent

“Jeg har altid haft gigantiske problemer med at skulle tale for forsamlinger. Man kan godt kalde det taleskræk - medmindre der findes et ord, som beskriver en værre tilstand.

Det har stået på lige fra folkeskolen til den dag i dag. Jeg har gennem årene lært at fortælle mig selv, at det er OK, at jeg sniger mig uden om de offentlige taler, og at mit liv nok skal blive aldeles fremragende alligevel. Men jeg har opdaget, at jeg desværre har levet på en løgn.

For sandheden er, at alle mennesker fortjener at kunne udtrykke sig frit - i alle sammenhænge. Det er uretfærdigt, at nogen ikke kan udtrykke sig foran forsamlinger, for alle mennesker indeholder idéer, holdninger, drømme og alt muligt andet godt, som fortjener at blive hørt - og desuden er det jo netop i forsamlingerne, at man for alvor kan føre nogle ting ud i livet og ændre verden.

Så i 2008 besluttede jeg mig for at kaste mig ud i en masse frivilligt socialt arbejde. Dels fordi jeg elsker at hjælpe andre mennesker, dels fordi det er godt til cv’et - og dels fordi jeg så måske kunne finde nogle situationer, hvor jeg kunne kaste mig direkte ud på det dybe vand, og tale for forsamlinger.

Det lykkedes at finde disse udfordringer, og selvom jeg har lagt navn til mange mindre overbevisende taler, så har jeg stille og roligt udviklet mig. Gennem øvelsen.

Jeg følte dog ikke for alvor, at jeg fik øvelse nok, så derfor fik jeg idéen til at stifte foreningen, 1-2-3 TAL!. Formålet er at løse menneskers problemer med at tale for forsamlinger ved at give mulighed for øvelse. Med denne forening kunne jeg altså dels få øvet mig selv og dels give andre mennesker mulighed for at øve sig.

Der er blevet afholdt seks møder, hvor medlemmer deltager og holder tale. Jeg tror på, at rigtig, rigtig mange mennesker har det, ligesom jeg har det nu. Jeg bliver stadigvæk meget nervøs, når jeg skal tale for forsamlinger, og i bund og grund skyldes det nok, at jeg endnu ikke har fået øvet mig nok til at overbevise mig selv om, at det nok skal gå.

Så håber jeg bare, at jeg kan nå at få øvet mig nok, inden der kommer nogle skæbnesvangre taler, for eksempel jobsamtale, tale på arbejdspladsen, bryllupstale, og lignende.”

- Und Florian und Mathilda und und und…

Af Ditte Steensballe, Berlin

Jeg sidder med udsigt til TV-tårnet og Karl-Marx Allee under himlen over Berlin. September-skyerne driver, kastanjerne falder og de sidste hvepse forsøger at overleve den snigende kulde. Det er biologi, keine Hexerei, så sandt som jeg hedder Ditte. Og Doris.

I hvert fald synger jeg nogle sange under sidstnævnte navn. Her er ikke tale om skizofreni. Doris er en konstruktion, men ikke kunstig. Hun er sammensuriet af historier fundet på vejen. Tilsat fri fantasi. Hun er Kærlighedsagent 006 med motto´et:

Fyld dit verdensrum/med elskov ad libitum.

Jeg besøger den danske filosof og forfatter, bosiddende i Kreuzberg, Peter Tudvad, og forærer ham en Doris cd. Efter gennemlytning skriver han:

Hallo Doris!

Godt, der ikke er så mange danskere i Kreuzberg, for så kunne de høre alle de rablerier, jeg uvilkårligt går og småsynger for mig selv. “Kussen er klar, kussen er klar” etc. Det er noget værre noget! Nå, dermed også sagt, at din cd jo har melodiøs og ørehængende velklang, så man netop ikke kan slippe sangene (det er ligesom, når man er kommet for skade at se Leni Riefenstahls “Triumph des Willens” og så bagefter går rundt og fløjter “Die Strassen frei” - altså uden anden sammenlignning).

Die Liebe ist wie das Farbefernsehen
På Sommerhaus Kaffebar i Prenzlauerberg får jeg ørerne op for baggrundsmusikken. Bandet Mathilda:

Die Liebe ist wie das Farbfernsehen/bei Dir und bei mir zu Haus/grösstenteils peinlich und schwer zu verstehen/doch es sieht viel besser aus.

Cd´en står til salg på den bagels bugnende bardesk og hedder ”M wie Mord.” ”Mange smukke ord begynder med M: Märchen, Mathilda & Mord, for eksempel,” står der i booklet´en.

Mathilda transporterer Berlins energi i sin musik. Det rå og hjertelige, det tragiske og komiske. Die Band spielt mit allen Stillmitteln der Popmusik – Rumba, Swing, Jazz, Soul, Rock, Elektronik und doch ist es immer chanson. Alles, was das Herz und Ohr begehrt.

Sommerhaus´ bestyrerinde Gabriela er ven med sangskriver og tekstforfatter Florian Bald fra Mathilda. Han kommer ofte på kaffebaren, siger hun, og om jeg ikke vil møde ham. Hun har set, at jeg sidder og skriver i min sorte notesbog. Spørger om jeg er journalist. Jeg fortæller lidt om, hvad jeg skriver.

Og så skriver jeg på en lap. Min e-mail adresse, som Gabriela vil aflevere til Florian Bald, næste gang han drikker kaffe på Sommerhaus.

Superstar Synkron Sprecher
Florian er hurtig på tasterne. Og dødtræt, da vi mødes. Han har spillet med Mathilda i Hamburg aftenen før, kommer lige fra toget. Koncerten gik fint, men hotellet var elendigt. Han lukkede ikke et øje, fortæller han.

”Tag det ikke personligt, at mine øjne er fuldstændig sammenknebne,” siger Florian, der bor lige om hjørnet her i Prenzlauerberg; bydelen med de mange smukt i standsatte huse med specialbutikker, cafeer, kæmpemæssige legepladser og i det hele taget plads. Og relativt roligt tempo. Det forekommer mig, at ingen rigtig stressser her.

Men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Nogle gange ser man, hvad man har brug for at se. Florian er en yderst sympatisk herre i begyndelsen af 30 érne. Han fortæller, at han udover at være kaptajn i Mathilda, det vil sige komponist, tekstforfatter og guitarist, skriver ”kurzkrimis.” De indtales på lydbånd. Konceptet er, at Florian skriver fire historier , der hver i sær tager to timer at lytte til, alt i alt otte timers krimikonsum.

Som bonus info får jeg at vide, at chefen på Lauscher Lounge, der udgiver disse kurzkrimis, er en af Tysklands mest brugte synkron-sprechers. Han har indtalt Emil fra Lønneberg som otte-årig og er nu ”Superstar Synkron Sprecher”. Tænk, at kunne titulere sig således. Florian forærer mig Mathildas første cd: Supersexy Rational. Titelen refererer til nummeret Philosophenkongress:

Zwei Philosofen waren verliebt in sich selbst und auch ineinander… Sie trafen sich beide auf einem Kongress über Vernunft und Moral…

Kald det knep eller knald
Oh, fornuft og følelse, disse verdensomspændende emner, der kan drive én alle mulige steder hen. Mathilda er i bund og grund anderledes end Doris, men der er interessefællesskaber. Ville egentlig kvittere med en Doris cd, men den er en så særdeles sprogforankret sag, at det ville kræve, at tyskeren tog et danskkursus, der lærte ham mere end at spørge om vej og andre verdensomspændende emner.

Og dog. Jeg fortæller lidt om cd´en, på tysk natürlich, og opfordrer Florian til at se musikvideoen. ”Men jeg får bare min ven Lasse til at oversætte teksterne på cd´en,” siger han. Jeg sender ham en, når jeg kommer til København. De udgiver en ny cd januar 2009. En af sangene hedder i øvrigt Nur ein Pferd.

Hjemme igen sidder jeg med en dansk-tysk ordbog og forsøger at finde en passende tysk titel til ”Kald det knep eller knald”-sangen. Mine tyske rim-kundskaber rækker beklageligvis ikke langt, men her er i det mindste et hurtigt forsøg til de to første linier i omkvædet:

Kom, mach liebe mit Mir/Nihm die kleider ab mit mir
Stück nach stück/Es geht um glück

Og helt med vilje, og ret sjusket, tjecker jeg ikke, om grammatiken er korrekt. Nu står det der bare. Rent fonetisk velfungerende. Rytmisk ligeså. Lad det blive ved det.

De andres liv
I Berliner Illustrierte Zeitung, søndag, står under overskriften ”Zahlen”, at 63% af alle tyske kvinder snakker med blomster, at Stalin var 1,62 cm høj og at en guldfisks hukommelse strækker sig til tre sekunder. Slutteligt informeres der om, at 0,3% af de mennesker, der kan rokke med ørerne, kun kan rokke med det ene øre. Jawohl. Der er noget særligt over udenlandske aviser.

Mange ord er ikke lige til at forstå. Man læser langsommere. Og der sidder Zelda & F. Scott Fitzgerald på et kornet S/H foto under overskriften Legenden der Liebe. Selvsagt først noget man bliver, når man er død. Der er så meget man bliver, når man er død. Nogle andres historie. En fortælling. Mange fortællinger.

Det optager mig, hvordan vores livshistorier er bevægelige At fortælle historier er en måde at forstå sig selv, sine omgivelser og relationerne til verden. Man holder vist en særlig fortælling i gang, en fortælling der giver en forestilling om, hvordan man er blevet, som man er, og hvorfra man kommer. Historierne bringer i bedste fald klarhed over vores liv, sammenhæng i kaos.

Passerer den store boghandel på Karl-Marx Allee fra den vidunderlige film De andres liv, der handler om Stasi regimets overvågningssamfund og samtidig er en en filosofisk fortælling om den gode vilje.

Men boghandelen er der ikke mere. Kun kulisserne er tilbage. Ikke nogle bøger. De er flyttet til andre lokaler. Alligevel er det rørende at stå og skue rammerne, hvor den formidable og nu desværre afdøde skuespiller, Ulrich Mühe, leverer sin i filmen sidste replik. Om bogen han køber, da boghandleren spørger ”er det en gave?” ”Nej, den er til mig.” De, der har set filmen, ved hvorfor den replik er så særligt god.

De, der ikke har set filmen: Se den!

Doris & Boris
Førnævnte Peter Tudvad har foreslået Doris at møde hans ven Boris, der residerer i Schøneberg. Doris og Boris mødes på Ilse H. Café i Winsstrasse til en kop kaffe og en kiks. Boris forærer Doris et ex. af sit magasin: Magasinet Menneske, udgivet på Forlaget Fahrenheit. Magasinet har underteksten ”Tegninger, kronikdigte og romanspøgelser.”

I dette nummer er der analt tema. Doris finder Boris´ magasin interessant og glæder sig meget til at læse det. Doris & Boris taler om, hvorvidt man i lille DK er frigjorte. Og om vor barndoms smølfer.

Vi er begge de glade ejere af Astro-smølf, hvis hovede befinder sig inde i en gevaldig, men dog gennemsigtig, boble. Boris har stadig samtlige af sine smølfer. Jeg er oprigtigt talt en kende misundelig. Boris-smølfen har en hjemmeside, der i særdeleshed er værd at kaste et blik på:

Klør Konge

Lassa und Mathilda
Sidder med udsigt til TV-tårnet og Karl-Marx Allee. Mødte tilfældigt Florian på gaden i dag. Han havde set og hørt Doris på myspace. Han sagde: ”Sehr gut, sehr lustig, Ich will dänish lernen!” Så tog han afsted til ”probelokale” i Kreuzberg.

Jeg lytter til Mathilda. Florian sagde, han havde en ven, der hedder Lasse. Det slår mig, at der måske findes et band i Berlin, der hedder Lassa. I så fald ville jeg sporenstrengs parre parterne og opfordre til en dobbeltkoncert ved navn: Lassa und Mathilda. Og så ville Fyn er fin blive til Berlin ist fin. Og det er lige hvad Berlin er. Berlin er fin. Og for en tid min. Og din. Og alles. Berlin ist alles!

Og med disse ord skal der her fra lyde Herzliche Grüsse, auf Wiedersehen og tjüss.

Om en uge kommer der et gæsteindlæg her på bloggen af forfatterinden Ditte Steenballe direkte fra Berlin. Det er skrevet af hende, men hendes alterego - sangerinden Doris er også med på sidelinjen.

Jeg glæder mig meget.

af parterapeut og forfatter Martin Østergaard. Om tilblivelsen og tankerne om Flere veje til mandens hjerte, der udkommer fredag den 29. august.

Jeg sidder og venter på min nye bog. Jeg har skrevet på den i 4 år og måske endda mere, og nu er den trykt så langt oppe i Sverige, at de taler finsk. Og den er kommet tilbage til Danmark og ligger på lager nede i Køge sammen med millioner af andre bøger. Og lige om lidt kommer der 1000 eksemplarer af bogen med Danske Fragtmænd.

Jeg ville bare have købt 50 eksemplarer til salg gennem mit website og til foredrag, men kunne ikke få et godt tilbud medmindre, jeg købte 1000! Jeg synes, jeg fornemmede et fesent grin i den anden ende, da jeg fik beskeden. Og så tænkte jeg efter en eftermiddags overvejelser: “Fuck det, jeg bruger sgu alt, hvad jeg ejer og har og køber 1000 eksemplarer af min egen bog. Der skal ske noget vildt ind imellem.”

Og så spurgte jeg forsigtigt min kæreste, hvad hun sagde til, at jeg overvejede at bruge alle mine penge på at købe 1000 eksemplarer af min egen bog. “Nej, hvor godt” sagde hun begejstret og smilede over hele femøren. Sådan skal det være. Og så følte jeg mig som den største og svedigste vinder i verden.

Jeg har faktisk allerede fået 1 enkelt eksemplar af bogen, som har ligget på mit bord i 3 dage nu. Jeg kan slet ikke rigtig forholde mig til den. Den ser fin ud, og alle, der har set den, siger: “Nej, hvor ser den lækker ud. Den skal nok sælge godt. Hold da op, hvor er den flot. Og så bladrer de i den og bliver ved med at rose den.” Og så spørger de, hvad jeg selv synes, og jeg siger, at jeg synes, at den er rigtig flot. Og mener det. Jeg har bare hele tiden lyst til at sige “men”.

Måske fordi jeg stadig er skide bange for, at bogen vil vende ryggen til mig og vise sig at være et flop og slet ikke sælge efter 4 års blod, sved og tårer. Jeg er bange for min egen bog. Som om den ikke er min, men har sit eget liv. Og ikke bryder sig om, at jeg kigger for meget i den. For hvad nu hvis jeg fandt en stavefejl. Eller noget der var byttet om på. Eller, eller, eller.

Og så frygter jeg spørgsmålet: “Hvad er så forskellen på din ny bog og Vejen til mandens hjerte, som du skrev for 10 år siden?” For hvad er forskellen? Kærligheden er jo stadig den samme. Folks problemer er stadig de samme. Men jeg har ændret mig. Jeg er blevet klogere, mere rund, mere skarp, mere indsigtsfuld, mere afslappet og humoristisk, når jeg laver parterapi. Og når jeg taler om mænd og kvinder.

Min ubændige ambition er at skrive om mænd og kvinder og gøre det interessant og overraskende - også for mig selv. Og ikke mindst gøre det let og humoristisk uden at tage det seriøse og brodden ud!

Hold da op hvor er det svært at gøre det luftigt lækkert og kantet hårdtslående på samme tid. Hold da op, hvor har jeg skrevet meget om. 25 forord er det blevet til. Og det endte med, at der blev skrevet et helt nyt få dage, før bogen skulle gå i trykken.

Og så er der kommet en masse nyt om, hvor nemt mænd og kvinder misforstår hinanden. Og der er skemaer, hvor man kan se, hvad kvinden tror, manden siger, når han siger noget helt andet. Og hvad manden i stedet skulle have sagt. Og omvendt. Og en hel del om de mange mænd, som er delefædre på den dedikerede måde, og som udgør en dejlig, men alligevel voldsom udfordring for de kvinder, der skal være kærester med dem.

Min yndlingspassage i bogen er en sammenligning af den moderne mand og tegnefilm-figuren Buzz Lightyear fra Toy Story filmene. Han som tror, at han er en helt unik helt, men opdager, at han er et stykke masseproduceret legetøj - og hans arbejde med at samle sig selv op og komme videre som en vinder efter den opdagelse.

I den første bog havde jeg megen fokus på, at hvis kvinden ikke fik, hvad hun gerne ville have, måtte hun sørge for at få det sagt til manden på en venlig og konkret måde. Evt. ved at skrive det. Og i den ny bog er jeg meget på linie med dette, men alligevel anbefaler jeg også kvinderne ikke at gå i årevis og arbejde på at forbedre forholdet.

Hvis der ikke rigtig sker noget i løbet af et år til to, så kan det ofte være bedre - og trænge mere effektivt igennem - at forlade manden… om ikke andet holde en pause fra forholdet, indtil han bliver sig selv igen og vender tilbage til nogle af de tidligere, positive dyder, som man har savnet længe.

Jeg er blevet bedre til at hjælpe kvinder med at få det, de gerne vil, hurtigere, med det resultat at det også hurtigere smitter positivt af på manden. Og på kvaliteten af kærligheden.

Al den der småneurotiske bekymring for, om det skal gå godt med bogen, handler sikkert bare om, at jeg ikke tror, at jeg er god nok og derfor skal præstere noget særligt og have ros for det - for bagefter at kunne le op i angstens åbne ansigt. Lavt selvværd burde jo få en til at holde lav profil. Men nej, jeg skal helt op og gå på line over sårbarhedens vandfald.

Det bedste er faktisk, når nogen skriver og siger, at de kan genkende sig selv i bogen og har tudet i stride strømme, fordi der gik hul på en angst for at miste og for at fejle i kærlighed. Så slapper jeg 120% af. Og tænker “Yes, så er vi ikke alene. Så er vi sammen om at støtte hinanden i at gå længere ind i den dejlige, varme kærlighed og alt den frygt, den slags kan fremkalde.

Det er noget tid siden, at jeg har haft gæsteindlæg herinde. Det vil jeg nu lave lidt om på. Parterapeut og forfatter Martin Østergaard er på vej med en ny bog, der hedder “Flere veje til mandens hjerte”.

Jeg har en stor respekt for ham, fordi han altid siger sin mening (selvom jeg ikke altid deler den), brænder for sit arbejde og går op i de projekter, han medvirker i. Jeg har i sin tid blandt andet talt med ham om konsekvensen af at udgive noget personligt, fordi han har udgivet bogen “4 måneder i himlen og 5 i helvede”, der handler om et forhold, der kørte af sporet.

Det er lidt sjovt, at “Vejen til mandens hjerte”, som blev en bestseller, egentlig var en idé, som Suzette Larsen (som har skabt Bogudvikling og kontaktede mig mht. udgivelse) foreslog, fordi hun lagde mærke til, hvordan kvinder altid lyttede til Martin, når han talte om mænds tankegang og følelser

Personligt ser jeg frem til at læse hans bog, men jeg synes også, at det er dejligt, at han havde lyst til at skrive til bloggen omkring processen, og hvordan man har det op til en udgivelse, for jeg står jo selv lidt i samme situation, og det er både fantastisk og frygteligt, når man ikke ved, hvordan det vil blive modtaget, og man har lagt meget energi og hjerteblod i det.

Jeg håber, han bliver taget godt imod.

“Jeg er en anden, altså er jeg”

- Orhan Pamuk

For tiden har jeres gæsteblogger flået teltpløkkerne op og er flyttet til et andet land for et halvt år. I byen, hvor jeg har mit midlertidige domicil, kender jeg ingen, og der kan gå dage, uden at jeg taler dansk.

Mennesker, jeg møder, kender knap nok Danmark, og der er ingen, der kan udtale mit navn. Og når der ikke er et eneste menneske, der kender en, hvad er så mere perfekt end at blive en anden?

I mit nye liv er jeg løsrevet fra alle gamle vaner, der mere eller mindre med med ens velsignelse er styrende for vores hverdag. Her er jeg foruden alle de roller vi udfylder til dagligt for at passe ind i vores sociale liv; ja, jeg er kort sagt blevet en anden.

Forleden tog jeg en dyb indånding og meldte mig ind i et motionscenter - en handling, jeg ikke i min vildeste fantasi, havde forestillet mig jeg ville (om jeg så kommer til at bruge det, vil tiden vise).

Jeg går på barer og kaster mig hovedkulds ud i samtaler med mennesker, med hvem jeg knap nok kan kommunikere. Jeg har stykket en helt ny omgangskreds sammen af folk, som tilfældigheder har kastet mig i armene på, og som ikke kender mig og omvendt.

Hver morgen kan jeg med kirugisk præcision skære min person til, så jeg bliver, hvad jeg har lyst til. Hvis jeg vil, kan jeg leje smagsløse actionfilm eller gabende kedelige franske stumfilm.

Jeg kan blive den flittige student, jeg altid gerne har ville være, den dedikerede skribent og den trofaste kæreste, der skriver lange romantiske breve hjem, gennemvædet med savn og søde ord. Jeg kan droppe dårlige vaner og tillægge mig ligeså mange nye, som jeg har lyst til.

For hver dag der går, finder jeg mere og mere ud af, hvordan jeg altid har været. Grebet af lysten til at skrive styrtede jeg for et øjeblik siden ind på et arabisk tehus og bad om blyant og papir.

I duften af vandpibe og eksotisk te, udførte jeg den mig helt fremmede handling, at skrive i et indlæg i et hug, og jeg har aldrig følt mig mere som mig selv.

K.

… eller brudstykker af en hmmm…..nists bekendelser.

Dette er historien om en række af mærkelige begivenheder, der hændte for mig, K, siden jeg begyndte mit liv som universitetsstuderende.

Dagen efter jeg indsendte min ansøgning om optagelse på Litteraturvidenskab, begyndte processen mod mig. Den kom ikke som den store overraskelse – sådan nogle ting mærker man komme. I månederne op til, havde jeg mærket en forandring hos folk, jeg havde røbet mine fremtidsplaner for.

Det var som om deres blikke forandrede sig, når de kiggede på mig – i deres øjne så man en blanding af medlidenhed og dyb, dyb mistro. Som om man var uhelbredelig syg, og de ville hjælpe en, før det var for sent.

Men processen gik først rigtig i gang, da jeg for første gang satte mine ben på København Universitets Midlertidige afdeling Amager.

På anklagebænken finder vi K (og et hav af andre under fejluddannelser). I rollen som anklager er ens nærmeste og resten af samfundet. Processen er så djævelsk planlagt, at man ikke får brev om, hvornår man skal til afhøring; de kan komme overalt.

Et ganske almindeligt middagsselskab med familien kan pludselig transformeres til en retshøring. Under desserten kan et velmenende familiemedlem lægge skeen fra sig, se op med BLIKKET og indlede høringen:

”Men hvad kan man egentlig blive til med sådan en uddannelse?”

Samtalen forstummer omkring bordet, og alle ansigter vender sig mod K. Afventende. Med BLIKKET i øjnene.

Uforberedt på den pludselige afhøring, får man fremstammet nogle standardgloser og kommunikation og formidlingskompetencer, og at der både findes undervisningssektoren og forlagsbranchen, men forsvarsskriftet bliver overdøvet af næste klyngebombe af spørgsmål:

”Er der ikke noget med enormt høj arbejdsløshed?”
”Ville det ikke være bedre, om du læste økonomi ligesom din bror?”

Før jeg får fremstammet et svar på tiltale om, at arbejdsløsheden ikke er særlig meget større end hos andre erhvervsgrupper, og at økonomi ville blive min død, er interessen gået fra spørgsmål over til humoristiske bemærkninger om humanister på støtten eller at man altid kan få arbejde som avisbud. Folket mod K. 1-0. Thi kendes for ret!

Jeg kan huske en eftermiddag, hvor jeg sad i kantinen på Uni med en håndfuld studiekammerater, og snakken faldt på emnet studiejob. Som studerende får man tudet ørene fulde af, at et godt studiejob er den sikreste vej til et arbejde efter specialet, så det er et emne, der optager os alle sammen.

Mellem os sagt, så har jeg været svineheldig: Jeg har fundet et studierelevant job som vil vække misundelse hos enhver vildfaren humanist. Vi snakker networking, egen telefon og en vej til arbejdsmarkedet brolagt med guld.

Samtalen faldt på mit arbejde, og en ven spurgte, hvordan det var. Jeg kiggede op fra min kaffekop og så 4-5 par øjne kigge forventningsfuldt på mig.

Jeg følte mig som en forræder, der har overlevet en skibskatastrofe ved at stille mig på skuldrene af kvinder og børn. Let stammende slyngede jeg ud, at det ikke var noget særligt (løgner!) og bestemt ikke var spor interessant ( 2 x løgner!). Inden jeg vidste af det, sad vi alle sammen og lo af vores kollektive elendighed.

Først da den sidste sjat kaffe var drukket, gik det op for mig, at jeg lige havde deltaget i processen, men at jeg denne gang ikke bare var på anklagebænken. Denne gang var jeg både anklager, anklagede og dommer. Skyldsmentaliteten har efterhånden boret sig dybt ind i mig.

Jeg begynder at tro på anklageskriftet, og hvis processen ikke snart får en ende, vil jeg snart ikke engang have mig selv til at forsvare mit valg at studie og levevej.

K. mod K. 1-0.

Thi kendes for ret!

Jeg tror, at vi i vores kultur lærer, at smerte hører til den store kærlighed. Jeg ved ikke, om det er derfor, at jeg har kæmpet og kæmpet og kæmpet. I mange år – for at få kærligheden til at lykkes.

Hvornår lykkes den? Når der er flere gode dage end dårlige? Eller når man har valgt for livet, og ved, at med ham her/ hende her vil man blive sammen med altid. Det siger sig selv, at det ved man jo aldrig. Der kan jo ske noget. Men jeg tror ikke på, at kærligheden til en anden blot holder op.

Den holder op, fordi man ikke længere kan kommunikere. Fordi der er for mange sårede følelser, som man ikke formår at bearbejde eller forholde sig til. Eller fordi, man er så fucked-up inden i, at man selv karter rundt. Eller fordi, man tror at kærligheden kan udfylde ens eget store, gabende tomrum.

Min historie er måske lidt speciel, og dog alligevel helt almindelig, da jeg – som så mange andre – higer og søger. Har i lange og i fire perioder af mit liv været i parforhold. I mine 20’ere var jeg konstant splittet mellem to mænd. Nogle vil måske mene, at det er luksus. Men jeg følte det som at blive revet midt over.

Der var en periode, hvor jeg oprigtig mente, at et forhold til begge mænd ville være det ideelle. Så kunne de deles om mig og vi skulle bo sammen alle tre. Både kunstneren, med den følsomme og omsorgsfulde sjæl, og ham handleren, der kunne udrette for os. Og så mig, der ville få det bedste fra to verdener. Forstod ikke at ’handleren’ blot grinte ad mit forslag, men ’kunstneren’ tænkte faktisk over det. Han delte mig jo alligevel i perioder. Jeg brød med begge.

Så havde jeg et tre-årigt forhold til en meget yngre fyr. Det var et rigtig godt forhold. Jeg lærte, at kærlighed ingen alder har, og han lærte, at kærlighed kan gøre ondt. Og så mødte jeg Ham, troede jeg. Nu var det min tur til at få mit hjerte knust. Og først da han gik fra mig, begyndte jeg det lange og seje arbejde med at forstå mig selv og lære, at jeg aldrig nogensinde kan klaske kærligheden oven på en sjæl, der behøver at finde ro i sig selv. Dette havde jeg vidst i lang tid, men ikke følt. Nu kan jeg se, at dette var vendepunktet.

Efter nogle år med korte og mærkelige forhold, fandt jeg én, jeg kunne lide. Jeg var 33 år. Og nu, seks år efter, bor vi sammen, har en søn sammen og skal sørme også giftes til sommer.

Nogen gange tror jeg ikke på, at det er mig, der nu har fundet kærligheden, så det føles så godt. For det meste. Selvfølgelig har vi kriser og konflikter, og jeg sover da også under min egen dyne sommetider. Og nogen gange forbander jeg ham langt væk og er rigtig godt træt af, at han ikke sætter sin stol ind efter han har spist. Og vi har ind i mellem sex alt for lidt.

Men vores kriser kommer mere og mere sjældne, og de varer kortere og kortere. Og sørme om sex’en ikke bare bliver bedre og bedre. Det er så himmelsk at opleve, at jeg – ja Mig, der ’altid’ har kartet rundt, nu har fundet roen. Jeg leder ikke længere, jeg er ikke i tvivl og jeg er stort set glad for min kæreste hver eneste dag.

Jeg finder mere og mere ud af at et kærlighedsforhold ikke skal udfylde noget som helst tomrum indeni. Derfor bør livet handle om få det godt med sig selv. Det lyder så enkelt og så fortærsket. Men sådan er det, tror jeg. Ens partner er optimalt en, man kan følges med. Man kan holde hinanden i hånden, mens man har hver sit liv. Og så kan man dele nogle oplevelser og give og modtage ’øko’ (ømme knus og omsorg) en gang i mellem.

Nogle gange sker der det fantastiske at englene besøger os, og vi ser, hvor gudeskønne vi begge synes hinanden er. Men for det meste er parforholdet en ramme, som man fungerer godt i og som man kan lære noget igennem.

Men jeg har for fanden da også udstået min læretid. Jeg har søgt overalt, grædt og raset, været ved at miste livsmodet og fået knust mit hjerte flere gange. Og det underlige er, at nu hvor jeg endelig er faldet til ro ikke er så bange for at miste kærligheden mere. Ikke fordi, jeg ikke har noget at miste.

Men forestillingen om, at han kan gå fra mig, eller at jeg vil noget andet – tja, den skræmmer mig ikke så meget. Ved egentlig ikke rigtig hvorfor.

**Gæsteskribenten har valgt at være anonym**