Bogudvikling: Kender du en udgivelsesegnet blog?
mandag, 2. juli 2007Af Suzette Larsen
Som I måske ved, var det Bogudvikling, der tog initiativ til at få udgivet Spacemermaids blog på Politikens Forlag. Det har givet os blod på tanden til at opdyrke dette felt. Derfor er jeg på udkig efter bloggertalenter. Jeg læser rundt omkring på blogs. Men jeg kan umulig overskue dem alle.
Jeg leder efter:
Skrivetalent.
Noget, der er skrevet, fordi man ikke kan lade være. Fordi man har behov for det. Det skal ikke være skrevet med en udgivelse i tankerne. Er det det, mister det hurtigt sin autenticitet, som netop er dét, der bl.a. kendetegner gode blogs – i mine øjne.
Det må gerne kredse om et særligt tema, som en bestemt gruppe af mennesker kan forholde sig til: fx rygestop, dét at miste en nærtstående, mobning på arbejdspladsen, at blive eller være mor/far, at blive gift/skilt, at blive fyret, at være pårørende til en alkoholiker, at kæmpe for et eller andet, integration, om at være bedstemor, at være teenager. Som sagt: kun eksempler.
Det kan være, at dine egne tekster er oplagte. Men det kan også være, at du har læst en rigtig god blog, som du tror, mange flere vil have glæde af at læse som bog.
Giv mig et hint pr. mail.: Suzette@bogudvikling.dk
Jeg vil ikke give feedback på teksterne, men blot vurdere, om vi er interesserede i at forfølge ideen om en udgivelse. Såfremt vi ikke er det, får du besked via mail.
Ønsker du en decideret feedback, vil jeg henvise til vores ydelse: Manuskriptsparring og feedback, som du kan læse om på vores hjemmeside: Bogudvikling under ’Ydelser til forfattere’.
