Cykelhjelm? Nej tak
”Du er for forfængelig til at tage en cykelhjelm på, men du vil gerne ligne en keglekriger fra Muppet Show?” Ja for fanden! Kæresten kigger undrende på mit vinter-cykel outfit, der består af en varm hue og et spraglet halstørklæde bundet om munden og næsen (hvornår opfindes næsehuer?)
Indrømmet, sexet er det sidste, man kan anklage mig for at være, når jeg cykler rundt i frostgrader.
Men jeg kan alligevel ikke nænne at lave Nyrup-finten. Det er nu ikke fordi, at jeg nogensinde har set cykelstien som et scorested, hvor man ligesom lidt kækt kunne falde i snak og kysse eller udveksle numre ved næste lyskryds. Det virker bare for grænseoverskridende selv at skulle trække i en.
Mine forældre gav mig engang en cykel under betingelsen, at jeg bar cykelhjelm. Stædigt takkede jeg nej. Jeg ville hellere gå, indtil jeg selv havde skrabet penge sammen til en cykel uden tilbehør. Australien er også et forfængeligt og frihedssøgende folkefærd, der har oplevet næsten en halvering i antal af cyklister efter lovkravet om at bære cykelhjelm.
Hvor kommer denne hjelm-fobi fra? 7 år af mit liv har jeg personligt tilbragt med en hjelm på hovedet. En ridehjelm. Og ikke sådan en smart lille sag, men en kæmpe version med ørebeskyttere, der fik mit hoved til at fylde det samme som hele overkroppen. Jeg kunne aldrig drømme om at ride uden en hjelm, også selvom styrt foregik i savsmuld eller på skovbunden, hvorimod et langt ar pryder panden som souvenir fra et hjelmfrit cykelstyrt.
Min canadiske veninde spurgte engang: ”Why do the Danes dress up to go bike riding?” Det gør vi nu heller ikke, vi lader bare være med at ændre vores påklædning for at cykle, da det er lige så naturligt for os som at gå, pille næse og tage bussen.
Men måske er det faktisk en god idé at cykle med frit flagrende hår? Ifølge en engelsk trafikforsker kører bilister nemlig ni centimeter tættere på folk med cykelhjelm, mens de holder ekstra afstand til kvinder! Alligevel mener Cyklistforbundet, at seks ud af ti hovedskader kan undgås, hvis alle spænder hjelmen.
Man siger, at hjernen er den eneste software, der ikke kan erstattes. En veninde har kronisk hjernerystelse efter en ulykke for 6 år siden. Hun kan ikke læse eller skrive uden at blive dårlig, og hendes personlige historie burde være nok til, at keglekrigeren her fik hovedbeskyttelse, men måske man først bliver påpasselig efter skade, eller når man får børn og skal være et (uskønt) forbillede?
Hul i hovedet. Ja måske. Men hånden på eget hoved … bruger du cykelhjelm?
Urban Klumme
15. januar 2010 kl. 12:15
Ja det gør jeg faktisk.
Ja det vil sige før jeg fik børn brugte jeg kun hjelm når manden og jeg var på cykelferie, dvs. ikke når jeg cyklede gennem århus midtby i myldretiden men når jeg lallede afsted på de skønne landeveje på fyn!
Idag cykler jeg MEGET lidt, men altid med hjelm. Det samme gør mine børn
heidi
17. januar 2010 kl. 19:13
Ja, det gør jeg!
Det kan godt være, jeg ikke er stangsmart - men det er sgu heller ikke specielt sexet at have åbent kraniebrud.
Jeg er en SUPERrutineret og meget habil cyklist, men hold nu op hvor er der mange kegler, som ikke kan køre bil (og cykel) derude. Jeg er nu tre gange blevet påkørt af biler, der hovsa! lige overså mig (selvom de SKULLE have holdt tilbage) og ja, jeg HAR prøvet den med at tage fra med hovedet i et styrt, fordi det simpelthen gik så stærkt, at der ikke var tid til velovervejet rullefald.
Så nej, jeg kunne ikke drømme om at cykle uden hjelm længere (der var en gang, hvor jeg også mente at udseendet var vigtigere, men det er slut nu). Min hjerne er mit allerdyrebareste eje - og jeg er simpelthen ikke så forfængelig, at jeg vil sætte den på spil for at kunne lade lokkerne blæse i vinden.
8. februar 2010 kl. 21:39
Space - du skønne kvinde.
Du har fået en award - håber du er frisk (og har tid):
http://volapyk.urbanblog.dk/2010/02/08/kreativ-blogger-x-2/
8. februar 2010 kl. 21:48
Ser ikke altid pænt ud med virker når det går galt:-)