Familiekupeer og andre krigszoner
”Er du klar over, at din pladsbestilling er til en familiekupé?” Manden ved skranken ser ud som om, at han lige har spurgt, hvorfor jeg har valgt at begå selvmord med en håndgranat. Hans udtryk giver mig sug i maven, der ikke skyldtes tiltrækning, men frygten for det fremmede.
Som en slags antropolog på feltarbejde har jeg kun flygtigt bevæget mig ind på ukendt område i Intercity-tog, da jeg studerede i Odense. Jeg risikerede tinnitus og er blevet beriget med rosiner i nakken, når jeg hastede igennem familieområdet i håb om at finde ét toilet uden strint på brættet. Indrømmet, jeg har det med familiekupeer som med de tidligere rygekupeer, hvor man trak vejret dybt, før man stormede frygtsomt igennem.
Forældre befinder sig lidt i samme kategori som hundeejere. Der er tale om sådan nogle typer, der har mistet dømmekraften og mener, at det er ok, at Samuel eller Samson overskrider fremmede menneskers grænser igennem larm eller nærkontakt med snuder.
I juleferien skulle jeg så selv være en del af dette uhyrlige menageri. Min kæreste har børn, og der er tale om fantastiske og livlige eksemplarer af slagsen. Desværre fik vi fejlagtigt pladsbilletter i en standardkupé den ene vej!
Børnene opførte sig dog eksemplarisk (når man ser bort fra et enkelt indbyrdes mordforsøg). Der var lege, munter snak og grin. Min bog og computer lå urørt i tasken, for aldrig har en togtur igennem landet gået så hurtigt. Det var som at observere en meget spændende film begået af små nisser, der bød op til dans.
Måske var det derfor, at det ramte mig som en knytnæve uden indledende kampmanøvrer, da jeg mærkede bebrejdende ’Få styr på jeres børn’-blikke. Jeg så forvirret fra dem til mine dejlige medpassagerer, der sad ved vinduet og havde travlt med at tælle kirker og heste. Ja, de var engagerede og har sopran-stemmer, men hvordan kunne deres grin og eksistens dog forstyrre andre i en sådan grad? Det var en øjenåbner.
Næste gang lille Ida falsk synger ”Jeg ved en lærkerede” otte gange i træk, så lover jeg at smile overbærende. Hvem ved, måske man endda kan tillade sig et uventet grineflip, for der findes faktisk intet morsommere end små mennesker, hvis man lytter godt efter.
En bekendts barn udbrød f.eks. efter have hørt om finanskrisens konsekvenser: “Hvem er egentlig ham Kong Kurs?” mens en anden spurgte: ”Lesbiske – er det sådan en slags hun-bøsser?”
8. januar 2010 kl. 20:25
Åh, jeg kender det der. Og jeg har enda selv børn, 2 af slagsen…
Men Mine er selvfølgelig supersøde og meget velopdragne….(jeg mener det faktisk, og jeg er helt sikkert ikke blind over for møgunger)
I et kort øjeblik tror jeg faktisk også jeg ville vælge familiekupeen fra, selv med børn, mine unger skal ikke smittes med møjungegenet…
Og ja børn skal have lov at være børn og når man først selv har et ar stykker inde på livet om det er eget afkom eller tiløber, betyder intet så længe man elsker dem.
heidi
9. januar 2010 kl. 11:39
Lad os ansigte fakta.
Andre folks børn er grimme, larmende monstre og ens eget afkom er englebørn. Det afhænger af øjnene der ser
9. januar 2010 kl. 13:16
Ja det er vel sådan det er. Men hvad så når man bliver kæreste med en som har børn?
9. januar 2010 kl. 17:51
Heidi - hvis man er vild med sin kæreste, så bliver de taget ind som en del af vedkommende. Det er selvfølgelig ikke ens egne børn, men jeg tror på, at de kan komme så tæt på, som de lader en
9. januar 2010 kl. 18:34
Det er jeg godt klar over, det var bare Morfar der fik det til at lyde som om at man ikke ser ens egne børns fejl/mangler. Og sådan er det jo ikke.
Og hvis man ikke faldt for den nye kærestes børn, ja så holder det forhåbentligt ikke i længden.
Det var egentligt blot ment som et spørgsmål? for jeg kender ikke noget til den problematik.
Spørgsmålet er vel egentligt også om ungerne kan lide fars/mors nye kærlighed. og her må det være betydelige lettere hvis børnene er små.
Jeg tror godt nok at et par teenager kunne ryste de fleste…
Men måske det var et emne at skrive om?
heidi