Den dag solen ikke stod op
Jeg har prøvet at skrive om noget andet end dig i dag, men du indtager stædigt ethvert komma og enhver tanke. Så må jeg jo bare bryde klummeformen, men det er jo også i din stil – at blæse på alle reglerne.
I mandags stod solen aldrig rigtig op. Det virkede naturstridigt at begive sig ud i verden. Det var mørkt på alle måder, og vejreksperter meldte, at denne november kan blive den mørkeste måned med de færreste solskinstimer nogensinde. Jeg tror på dem.
På vej til arbejde synes jeg, at jeg så dig. En ung mand løb over gaden i hurtige ryk. På din måde. Ansigtet var skjult under en grå hættetrøje. Men det var selvfølgelig ikke dig. Du var ved at sige farvel.
”Man dør ikke, fordi man er syg, men fordi man lever”, skrev Seneca. Og du levede intenst. Første gang jeg mødte dig, vidste jeg ikke, at du ville påvirke mit liv på så mange måder. At du altid ville sige din ærlige mening ligeud. At du ville skubbe mig frem. At du ville være der for mig, når ingen andre var.
Samme mørke dag du blev taget fra os, drak vi, der kendte dig, gravøl sammen, tynget ned af en sorg, som gjorde fysisk ondt i hele kroppen. Først stod vi bare der skrøbelige, stille, forskrækkede og ensomme i det rum, hvor dit skrivebord virkede så tomt.
Det var som om, at vi ventede på dig. Og så dukkede du op igennem de historier, vi snublende begyndte at dele: Om hvor dårlig en taber du var, og hvordan dine humørsvingninger og tramp kunne påvirke et helt lokale. Din sindssyge sarkasme og selvironi. Så grinte vi, til vi græd.
Folk, der aldrig havde krammet før, stod pludselig tæt. Voksne mænd, dine venner, måtte støtte sig til hinanden for at hænge sammen og stå oprejst. Du citerede gerne Pippi: ”Dén, der er vældig stærk, skal også være vældig rar”. Du var rar og så utrolig stærk. Nu er det vores tur til at være stærke.
Jeg fik ikke skrevet om dig i mindebogen til dine børn, fordi der var så mange, der ville give dig ord med på vejen, men denne klumme er til dig du skønne mand, der gav verdens mest fantastiske knogleknusende og ‘mavepustende’ bjørneknus og til alle jer, der har prøvet at miste en elsket person.
Anne Linnet synger ”Jeg ved, at al min sidste tid skal leves, jeg ved, at tiden tæller hjertets slag, at alt, det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag.” Jeg håber, at hun har ret, og at lyset vender tilbage.
Altid elsket, altid savnet, aldrig glemt.
27. november 2009 kl. 08:58
Søde Space, hvem har du mistet?
27. november 2009 kl. 09:00
Åh, helt igennem fantastiske ord.
Som sat sammen giver så meget mening og alligevel ikke.
For det er så uretfærdigt at nogen skal herfra, alt for tidligt.
27. november 2009 kl. 09:15
Rieke - en kær ven
Heidi - ja det er ubegribeligt forfærdeligt
27. november 2009 kl. 14:58
Kære Space,
Det gør mig så ondt at læse, at du har mistet din kære.
Med dyb medfølelse, og et stort knus,
Miss Winnie
27. november 2009 kl. 15:49
Smukt skrevet… Meget smukt…
28. november 2009 kl. 00:22
Rigtig fint skrevet! Det er altid svært at sige farvel. Kan du trods alt have en god weekend.
28. november 2009 kl. 02:30
Jeg forstår. Gennemlever selv sorgen over at have mistet én nær i øjeblikket. Der er ikke ord, der slår til i sådanne situationer. Men jeg kan anbefale ‘Sig farvel’ af Julia Lahme, som gav mig en form for hjertero. I hvert fald for en stund.
28. november 2009 kl. 13:47
For nu at citere: “Death is only the beginning”.
Ved ikke om det kan bringe dig lidt trøst.
29. november 2009 kl. 12:30
Søde du. Så smukt skrevet. Håber du kommer igennem det på en eller anden måde. Tid er antispam-ordet, og så burde man jo næsten sige, at tiden æger alle sår, men desværre passer det jo ikke altid.
Kærlige tanker herfra!
7. december 2009 kl. 08:29
Tak for jeres kommentarer. Det gør så pokkers ondt