Madlavning er for pensionister
Min kusine og jeg tager ofte hjem til vores bedsteforældre for at blive forkælet og udveksle historier. De har stået i køkkenet hele dagen, stearinlysene brænder, og der er altid skruet op for hyggen. ”Bare anden ikke er for tør”, lyder det bekymret, da det første dampende stykke fjerkræ er på vej mod munden. Men alt er lige, som det skal være, og det er én stor kærlighedserklæring.
Jeg går derfra med opknappede bukser og ondt i grinemusklerne, velvidende at det kræver en forunderlig forandring, hvis jeg vil give samme oplevelse videre til mine børnebørn en dag.
Hos mig bliver æbleskiver gerne varmet på brødristeren, og jeg føler mig som en strålende kok, når jeg ikke skærer mig på dåserne. Derudover klarede jeg mig fint et halvt år uden køleskab. Det store måltid indtager jeg på arbejdspladsen, og aftensmad er enten en hurtig smoothie, en færdiglavet salat eller går ud på at fjerne emballage og varme ovnen til 220 grader.
Fremtidens forbrugere bliver ikke mindre kræsne, men ønsker løsninger, der er så nemme, at de helst kommer ind ad døren og hopper op på bordet af sig selv. Tiden er ikke indrettet til, at vi laver mad hver dag. Coop oplever en stigning i efterspørgslen af måltidsløsninger, der kan laves på 20 minutter. Træning, arbejde og børn fylder så meget, at vi spiser flere færdigretter og mindre hjemmelavet mad.
Vi er en generation, der enten bliver Urtekram-fanatikere eller ikke vil betale ekstra for gode råvarer og har svært ved at tilberede en and. I hele Europa er danskerne dem, der bruger mindst af vores indkomst og tid på mad. Vi kommer udelukkende til at leve af importerede varer om 10-15 år, fordi Danmark ikke kan producere fødevarer, der er billige nok til vores lave standard, lyder advarslerne.
Personligt savner jeg ikke duften af fiskefrikadeller i mine gardiner, men alt det, der følger med. Når maden er krydret med omsorg, fortjener indtagelsen opmærksomhed.
Jeg har boet alene i mange år og tygger helst i takt med Jes Dorphs ordudgydelser foran tv. Den eneste menneskelige kontakt under måltidet er med FaceBook-vennerne, og det er lidt trist, når man er opvokset med god mad, hjemmebag og en times daglig snak ved spisebordet.
Nu er jeg begyndt at spise sammen med min kæreste og overvejer at købe et forklæde (til ham). Madlavning er vel ikke bare for pensionister? Nogle gange ligger lykken i en overkogt kartoffel.
Urban Klumme
20. november 2009 kl. 17:22
Madlavning er so last year støt din lokale grill
20. november 2009 kl. 17:34
Skøn klumme, og jeg kunne ikke være mere enig! Samværet omkring et middagsbord er noget særligt, og det er videnskabeligt bevist at samvær, forståelse og respekt bliver forøget, hvis man spiser sammen (både med folk man kender og ikke kender). Mine forældre insisterede altid på, at vi spiste sammen hver aften, og jeg syntes sommetider det var træls at jeg ikke måtte spise på mit værelse eller foran Tv’et - i dag er jeg dem virkelig taknemmelig!
Og så bliver jeg bare nødt til at skamrose den sidste sætning i klummen. Dén er virkelig genial!
20. november 2009 kl. 19:08
Dejlig klumme!
Hvor er det sørgeligt at familierne har fået så travlt. Hvornår hygger de sig sammen? Hvornår taler de om hvad de har oplevet den dag?
Selv voksede jeg op med en mor som lavede aftensmad hver dag, boller i karry blev lavet fra bunden og hun hev selv indmaden ud af kyllingen. Hun bagte selv og lavede andre skønne ting i køkkenet. Vi spiste sammen omkring spisebordet, der var ikke noget med at have fjernsynet kørende samtidig. Det var en skøn tid og jeg vil altid have det med i rygsækken.
Min store drøm er at give og gøre det samme til/for mine børn. Ikke noget mikro-mad, med mindre et eller andet går helt galt, snak omkring bordet, hjemmelavet æbletærte og store-bagedag sammen med ungerne.
Måske kan det kun lade sig gøre fordi vi er så privilligerede, at jeg kan være fuldtids mor. Måske sidder der nogle læsere og ryster på hovedet og tænker “hvor gammeldags”. Og det er det også, men det er jo sjovt nok de gode gamle dage vi savner og glædes over. Så hvorfor ikke føre de gode gamle dage ind i 2009? Vores børn og børnebørn vil elske det og mindes med glæde og med et smil om læben.
Og jeg er ret sikker på, at de voksne også vil trække på smilebåndet.
God weekend.
22. november 2009 kl. 11:10
Flame - ja, det skal gøre ondt, før det gør godt. Jeg kan også huske aftener, hvor jeg virkelig mest havde lyst til at spise inde på værelset/foran tv og bare lade op. Men nej, det skete aldrig. Der var en madkultur i mit barndomshjem og sådan blev det. Og selv nu, hvor min bror og jeg er flyttet hjemmefra, holder de det stadig.
I dag er jeg vildt glad for det og savner det.
Måske vi bliver de “onde forældre”, der bænker vores børn til bordet en dag 
Jamen jeg tror virkelig,a t lykken kan ligge i overkogt kartoffel. Knus
22. november 2009 kl. 11:15
Miss Winnie - det er da cool, at du kan være fuldtidsmor. Det er min veninde også blevet, som er flyttet til London for at være sammen med sin mand. Jeg er sikker på, at I kan give jeres børn en fantastisk barndom med masser kærlighed, god mad og tid.
Selv kunne jeg ikke være hjemmegående, og min frustration ville gå ud over evt. afkom, men jeg ville ALDRIG ALDRIG dømme folk, hvis lykke opnåes på en anden måde end jeg.
Jeg ved også, at jeg til den tid ville få dårlig samvittighed, fordi jeg ikke ville kunne leve helt op til den standart, jeg fik serveret i barndommen
Og min mor arbejdede endda fuldtid fra jeg var 3 måneder gammel (dengang i 70´erne havde man jo ikke samme barsels rettigheder som nu).
Men jeg har besluttet mig for at oppe mig på det punkt!
Kram til dig
22. november 2009 kl. 11:16
Morfar - smukt slogan - er du sponsoreret
22. november 2009 kl. 15:35
Jeg ved ikke, hvad der gør det. Min kære mor klarede at være medhjælpende hustru, holde et hus på næsten 500 kvm og lave mad til hele familien HVER dag! Hun havde så ingen tid til sig selv, hobbies m.m., så det er nok mangel på ofrelse for familien der er sagen her. Jeg vil mene, når min mor kunne nå det kan alle. Det er mere et spørgsmål om vilje. Efter min mening bør sund og hjemmelavet mad være højeste prioritet, når man er en familie.
Når man er sig selv, er historien noget lidt andet, men selvfølgelig også der. Jeg bor selv, og laver også mad til mig selv. At man ikke kan lave mad, kan da være en undskyldning, men ting kan læres, og det behøver jo ikke være madlavning på højt plan. Jeg synes det med færdigmad er et skråplan uanset. Der er stor tilfredsstillelse i at fremstille et sundt og velsmagende måltid - I skulle prøve det
23. november 2009 kl. 08:23
Kom til at grine, fordi din klumme bar mine tanker hen på en oplevelse jeg havde den anden dag.
Jeg går på VUC, og nogle af eleverne er et godt stykke under min prægtige alder, rent faktisk er det på alder med min ældste søn, men pyt vi har det helt rart sammen.
Jeg fortæller så at jeg skal hjem og lave høns i asparges, du ved i tarteletter.
Åhhh siger en, det smager bare så godt, køber du beauvais eller X ( kan ikke huske navnet )
Nej svare jeg, jeg koger selv en høne, og plukker kødet af…
Ved ikke helt hvad hun tænkte, eller om hun troede på mig, hun sad med store stirrende øjne længe efter
Men ja, lykken kan være en overkogt kartoffel, du har helt ret !
I dag hvor det ene af mine børn er flyttet hjemmefra, bibber der også nogle gange en sms ind, “moaaaarrr, skal du ikke snart lave bla bla ” en eller anden ret, han pludselig savner, og JOW !!! det skal jeg da helt sikkert lave så, en af måderne at vise min kærlighed på til ham
Vi har boet alene i mange år, mine børn og jeg, og de er blevet bænket til bordet, jeg har forlangt vi spiste sammen, og nu hvor de flyver fra reden, er det så heldigvis en af de ting de savner, skønt
Rent faktisk kunne jeg kun spejle et æg, da jeg flyttede hjemmefra…har altid lovet mig selv, at mine børn skulle være bedre beredt, men må indrømme at de ikke er ret meget bedre…fordi jeg altid selv har nydt at lave maden til dem, har ikke været meget for at overlade komfuret til dem…dumt ser jeg nu, men mon ikke også de lærer det .
Og så er jeg iøvrigt helt vildt imponeret over at du har klaret dig uden køleskab !