Den dag solen ikke stod op
fredag, 27. november 2009Jeg har prøvet at skrive om noget andet end dig i dag, men du indtager stædigt ethvert komma og enhver tanke. Så må jeg jo bare bryde klummeformen, men det er jo også i din stil – at blæse på alle reglerne.
I mandags stod solen aldrig rigtig op. Det virkede naturstridigt at begive sig ud i verden. Det var mørkt på alle måder, og vejreksperter meldte, at denne november kan blive den mørkeste måned med de færreste solskinstimer nogensinde. Jeg tror på dem.
På vej til arbejde synes jeg, at jeg så dig. En ung mand løb over gaden i hurtige ryk. På din måde. Ansigtet var skjult under en grå hættetrøje. Men det var selvfølgelig ikke dig. Du var ved at sige farvel.
”Man dør ikke, fordi man er syg, men fordi man lever”, skrev Seneca. Og du levede intenst. Første gang jeg mødte dig, vidste jeg ikke, at du ville påvirke mit liv på så mange måder. At du altid ville sige din ærlige mening ligeud. At du ville skubbe mig frem. At du ville være der for mig, når ingen andre var.
Samme mørke dag du blev taget fra os, drak vi, der kendte dig, gravøl sammen, tynget ned af en sorg, som gjorde fysisk ondt i hele kroppen. Først stod vi bare der skrøbelige, stille, forskrækkede og ensomme i det rum, hvor dit skrivebord virkede så tomt.
Det var som om, at vi ventede på dig. Og så dukkede du op igennem de historier, vi snublende begyndte at dele: Om hvor dårlig en taber du var, og hvordan dine humørsvingninger og tramp kunne påvirke et helt lokale. Din sindssyge sarkasme og selvironi. Så grinte vi, til vi græd.
Folk, der aldrig havde krammet før, stod pludselig tæt. Voksne mænd, dine venner, måtte støtte sig til hinanden for at hænge sammen og stå oprejst. Du citerede gerne Pippi: ”Dén, der er vældig stærk, skal også være vældig rar”. Du var rar og så utrolig stærk. Nu er det vores tur til at være stærke.
Jeg fik ikke skrevet om dig i mindebogen til dine børn, fordi der var så mange, der ville give dig ord med på vejen, men denne klumme er til dig du skønne mand, der gav verdens mest fantastiske knogleknusende og ‘mavepustende’ bjørneknus og til alle jer, der har prøvet at miste en elsket person.
Anne Linnet synger ”Jeg ved, at al min sidste tid skal leves, jeg ved, at tiden tæller hjertets slag, at alt, det vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag.” Jeg håber, at hun har ret, og at lyset vender tilbage.
Altid elsket, altid savnet, aldrig glemt.
