Mandehaderen der elsker mænd
fredag, 30. oktober 2009”Det er sgu da dig, der skriver i URBAN og hader mænd! Hvad har vi gjort dig?” En mand pegede anklagende på mig med en ristet hotdog ved Hovedbanegården for et år siden. De ristede løg forlod ophidset pølsebrødet og blev mødt af sultne duer. Jeg tænkte, at han måtte have forvekslet mig med en anden og mumlede, at jeg var ved at komme for sent til et tog (fucking mand).
Igår genlæste jeg så mine gamle skriverier og må indrømme en hvis vrede imod hankønnet, når jeg for eksempel anbefaler at give sure smileys til ekskærester eller anklager mænd for at være mere dovne på arbejdspladser.
Så denne klumme er dedikeret til dig i skovmandsskjorten, der ramte plet, for jeg har nok været lidt træt… af mænd. Ikke fordi I har gjort mig noget (som jeg ikke selv har bedt om) men jeg har enten slået mig eller er blevet opslugt af tvivl i forhold, og så er det da lettere at beskylde jeres køn for hjerterodet end selv at tage ansvar. Undskyld mænd!
Livet er meget lettere uden en partner, for så kan man sætte folk i bokse og filosofere distanceret over kønsforskelle. På den måde undgår man også at blive sårbar.
Hvis jeg i stedet for spydighederne skulle til at indrømme overfor mig selv, at jeg drømte om at møde et menneske, som jeg kunne elske og som elskede mig tilbage, så ville det føles gammeldags og taberagtigt. Man skal da ikke reddes af et andet menneske - men først og fremmest elske sig selv, og hvad skal man i øvrigt med tosomhed, når man har vennerne, familien og et fantastisk arbejde?
Men nu har jeg altså mødt en mand, der gør noget ved mit lykkebarometer, som jeg aldrig ville kunne opnå på et kursus om at lokalisere min indre gudinde.
Jeg vågnede før ham forleden og betragtede ham betaget, imens jeg bare tænkte – dig elsker jeg. Og ud fløj vreden, som aldrig var et mandehad men akkumulerede skuffelser og en frygt for at give slip på alle forbehold og parader.
Vi mennesker har måske forandret os igennem generationer, men der altså én ting, som aldrig rigtig ændrer sig, og det er det dér med kærlighed og evnen til at elske og smide
hjertekrykkerne, når det føles rigtigt. Soundtrack: As Time Goes By.
Og det var historien om mandehaderen, der kom til at elske en mand.
Urban klumme
