På arbejdet har vi lagt en artikel op med vores alkoholforbrug i uge 39 - før denne alkoholfrie uge. Det så ikke godt ud

Min status:

Mandag- onsdag: O genstande
Jeg kan ikke egentlig ikke lide at nyde alkohol i hverdage, jeg bliver træt og kommer i dårligt humør dagen efter - også selvom jeg bare drikker en enkelt øl eller et glas vin! Jeg er nok mere en svamp…

Torsdag: Et glas asti og en øl
2 genstande
Torsdag drak jeg et glas asti spumante på arbejdet, fordi vi fejrede, at det går godt for Oestrogens trafik, og vi har fået ny startside, hvor man kan se flere artikler på.

Efter at have sunget gospel i 2,5 time drak jeg et glas Hougaarden med mine veninder på Stefanshus.

Fredag: Kun en halv flaske!
4-5 genstande
Jeg fik denne besked af en veninde, der holdt middag: ”Søde sjove damer! Kom dryssende i morgen mellem halv otte og otte. Medbring to flasker vin, og tænker du ”så meget drikker jeg da ikke” kan jeg kun sige: Det plejer at passe.”

Det passede også meget godt. Dog drak jeg selv mindre end en flaske, da jeg havde det lidt skidt efter en travl uge. Følte at jeg sad og svedte, og gik hjem ved midnat. De andre blev ved til klokken 3 og rygtet går, at hver en dråbe blev drukket. Der var en diskussion om, hvor mange genstande, der er i en karton vin. En mente, at det svarede til en flaske!

Min kæreste sagde, at jeg lugtede af sprut, da jeg puttede mig ind til ham. Han havde nogle problemer på arbejdet, og jeg havde lige hele løsningen udtænkt og lavede solosnak i en time, før jeg faldt i en tung drømmeløs søvn.

Lørdag: To flasker vin og det løse?
12 genstande
Lørdag vidste jeg godt, at det måske ville ende galt. Min kæreste og jeg havde to flasker vin med til en fødselsdag og endte med at købe en ekstra plus det løse. Det var min kærestes eks-kones fødselsdag. Han har et barn med hende, og da han holdt tale, der også handlede om undfangelsen, der vist fandt sted juleaften 1996, valgte jeg at bunde et glas vin og resten af aftenen var rimelig våd. Jeg drak nok to flasker vin, og vi var der fra klokken 18 til 03, og jeg husker ikke rigtig desserten men at danse til noget khlezmer-musik.

Uge 39 var meget våd i forhold til, hvad jeg plejer at indtage, og over det ugentlige max på 14 genstande for kvinder. Jeg gør det også helt forkert ved at drikke det hele på en gang, hvor Sundhedsstyrelsen fraråder, at man drikker over 5 genstande af gangen…
Status: 18 genstande - SHIT

Jeg kan ikke huske en eneste gymnasiefest. Jeg var så fuld, at det kan undre, at jeg aldrig kom til skade (når man ser bort fra uheldige kys, styrt i en busk og solosang på karaokebar, hvor jeg blev ved med at glemme, at jeg allerede havde sunget Celine Dions ”Think twice”).

Jeg kan højst huske at varme op. Det startede med små grå og endte med, at vi slingrede afsted med touperet pandehår. Resten af aftenen var bare noget, jeg hørte brudstykker af om mandagen.

Og så blev jeg voksen, eller … ”Jeg eleeescker at være fuld”, vrøvlede jeg indenfor ikke en alt for fjern fortid, da en veninde bekymret spurgte, om jeg ikke havde fået nok. Det var rigtigt – både at jeg havde fået for meget, og at jeg til dels elsker det. Der er noget ved alkohol, der kan få alle problemer og usikkerheder til at forsvinde. Problemet er bare, at de vender tilbage med tredobbelt styrke, når alkoholrusen letter, og tømmermændene bliver tilbage. Så får man ondt af sig selv og alle dem, der blev udsat for ens fulde tvilling aftenen før.

Vi drikker i det hele taget for meget i Danmark. Også når det går mere stille for sig. Januar skrev jeg en klumme om, at jeg ville være alkoholfri en måned som nytårsforsæt. Det holdt næsten det tredobbelte, hvilket var imponerende taget i betragtning, at der konstant var arrangementer såsom min mors 60 års fødselsdag, og at mange nærmest blev fornærmede over min afholdenhed, som virkede antisocial.

Det var ingen dåse- men en øjenåbner. Hvor må det dog være svært for tidligere alkoholikere. De skal ikke kun bekæmpe de indre tørstige dæmoner, men også omgivelserne. Ligesom hygge er synonymt med slik, så er fester og større middage synonymt med alkohol. Hvis du ikke drikker, så skal du helst være gravid eller syg.

Jeg holdt familiefødselsdag i denne måned med brunch men valgte at udelukke alkohol. En del af gæsterne var rystede. Da dagen var omme, sad jeg tilbage med en følelse af at være en dårlig værtinde. De er aldrig gået hjem så tidligt, og min eneste trøst er, at vi det blev en fest, vi alle vil kunne huske.

I dag har ”Applaus” premiere. Filmen handler om en kvinde (Paprika Steen), der drikker for meget. I næste uge er det alkoholfri uge. Er du frisk på at lade sprutten stå eller lade være med at udstøde dem, der gør?

Urban klumme

Jeg er begyndt at powernappe. Det er faktisk noget, at jeg har skrevet i en kontrakt, at jeg skal gøre flere gange om ugen.

Jo, for jeg er begyndt på Pernilles Melsteds Passionclub (mere om det senere). Hver måned gennemgår vi et emne, hvor vi skal foretage nogle ændringer og nå mål. Denne måned handler det om træning og sundhed. En af tingene er, at jeg skal powernappe, når jeg kommer hjem fra arbejde.

Kan nemlig ikke love at gå tidligt i seng. Det vil jeg simpelthen ikke. Der arbejdes meget, og når jeg har fri, skal jeg nyde kæresten og vennerne (som også arbejder meget), læse og skrive. Så derfor powernap for ikke at gå rundt som en zombie.

Igår skulle jeg møde en veninde på en café, hvor hun var med nogle venner. Jeg ville lige lægge mig tyve minutter, men af en eller anden grund, er jeg først lige vågnet nu. Der er da tale om en powernap så kraftfuld, at den ville slå Kessler i gulvet

”Pas på du ikke kommer for sent til arbejde”, siger jeg i et venligt toneleje, kamufleret som omsorg. I virkeligheden skal jeg bare SÅDAN på toilettet, men min krop strejker med ham indenfor kysseafstand. Jeg er så oppustet som en skuespiller i et tidligt stadie af en VisitDenmark-kampagne efter ukendt turist-besøg.

Sandheden er, at det er umuligt at gå rigtigt på Det Lille Hus med andre i nærheden. Afholdenheden gælder også på offentlige steder og hos bekendte. Der kan gå dage i mellem under ferieophold, for det kræver, at jeg kan gå uset ind, være uhørt under akten - samt at ingen bliver udsat for luftgener efterfølgende!

Indtil for nylig troede jeg, at det kun var mig, der var sygeligt overfølsom, men så efterlyste min arbejdsplads kvindelige testpersoner online til et medikament imod fordøjelsesproblemer, fordi 20 procent af danske kvinder har sådanne. I løbet af den første time havde jeg modtaget over hundrede frivillige, der alle skrev (lidt for udførligt) om deres skavanker. Stakler, tænkte jeg, før jeg forstod, hvorfor deres problemer lød så velkendte…

En veninde betroede efterfølgende, at selvom hun bor sammen med sin kæreste på 5. år, så venter hun helst med latrinære sysler til, at hun er alene hjemme eller sætter høj musik på. Han tager derimod gladelig avisen med ud og siger som franskmand ”Je reviens” (jeg kommer tilbage). ”Finder du ham mindre sexet af den grund?” spurgte jeg nysgerrigt. Det gør hun selvfølgelig ikke.

Sikke et fængsel vi kvinder sætter vores kroppe i. Nogle af os er simpelthen så rædselsslagne over at kunne blive opfattet som … mennesker, at vi nægter at bruge toilettet til det, som det rent faktisk er opfundet til!

Groteskheden blev understreget under et bad, hvor shampooen lavede en prutte-lyd, idet jeg trykkede på flasken. ”SHAMPOO” råbte jeg ængsteligt, fordi min kæreste i hvert fald ikke skulle tro, at lyden kom fra mig. Som resultat dukkede han forvirret op: ”Undskyld, mangler du noget?”

Vi kvinder bør for vores eget helbreds skyld opdyrke et mere afslappet forhold til vores kroppes funktioner, indtil et geni opfinder en anden måde at udskille mad på.

Næste gang du føler trangen, så tag derfor demonstrativt Urban med på toilettet. Det tager tid at få kroppen til at fungere som en sådan igen, men så må du jo bare forsikre de nærmeste om, at du nok skal komme tilbage på et tidspunkt.

Urban Klumme

Jeg er så travl i hovedet, at jeg næsten har glemt, hvad jeg hedder. Kender I det?

Føler at jeg har løbet rundt hele dagen og alligevel ikke nået halvdelen af, hvad jeg havde håbet. Til et møde begyndte nogle at hyggesnakke lidt, og straks var jeg der: “Jeg har altså ikke tid til det her - kan I tage den senere?”

Åh, kan egentlig ikke lide at være sådan.

Kur: Sluk computeren og rør kroppen, til hovedet står stille.

Ps. Skal først se “My man” om en uge. Det, synes jeg, i grunden er lang tid… rart at have det sådan. Sådan at mit liv faktisk er bedre med ham i det.

Sidder på arbejde og kigger ud over vandet. Er helt ør i hovedet. Jeg og mine kollegaer holdt lige et “Find Guldet” møde, hvor vi havde forberedt tre positive faglige og menneskelige træk ved hinanden.

Sådan noget kan man godt glemme på travle dage. At sætte ord på de ting, man værdsætter.

Jeg blev simpelthen så rørt over, hvad folk sagde om mig. Også fordi at de ting, som de fremhævede, at jeg var god til, var nogle af de ting, som jeg føler, at jeg skal blive bedre til.

Nu kan jeg nærmest flyve og ville bare lige anbefale det til jer!

Tak til Rieke og Flame til inspiration til denne klumme, som drillede. Jeg skrev et opråb herinde, så tak for alle jeres kommentarer. Blogcity er et fantastisk sted. Nogle gange kan man bare ikke komme videre alene (og nogle gange lokker et mandfolk til andet end arbejde ):

Fuck høfligheden?

En ældre dame træder ind i den overfyldte bus. Chaufføren venter ikke med at køre, til hun har fundet noget at holde fast i eller har fået sig en siddeplads. Hun svajer faretruende.

En dreng rejser sig og smiler høfligt. Han sidder på en af de pladser, der er tilegnet ældre mennesker og gangbesværede, men hans mor hiver ham irriteret ned på sædet igen: ”Nej, Oliver. Du har også lov til at være her!” Jeg tilbyder min plads og giver idiot-moderen dræberøjne. Egentlig tankevækkende, at vi har brug for klistermærker til at fortælle os, at vi bør rejse os for dem, der har svært ved at stå oprejst.

I går udkom Peter Olesens debatbog ”Høfligheden – hvad blev der af den?” Journalisten og forfatteren er født i 40´erne og ser med gru på et dansk samfund, hvor høfligheden er gået tabt. Jeg har ikke som ham oplevet høfligheden forsvinde, men da jeg boede i Canada, fik jeg et kulturchok.

Her var folk var så høflige, at hvis man kørte ind i en person med sin indkøbsvogn i supermarkedet, så sagde den påkørte undskyld! Og da jeg rendte rundt med mine kufferter ved ankomsten, spurgte hele tre mænd, om de skulle bære dem for mig. Jeg sagde nej som en sand dansker og tænkte, at de var ude på at hapse mine ting eller at voldtage mig. Senere fandt jeg ud af, at gestussen skyldtes noget så fremmedartet som høflighed.

Men er det nu virkelig så forfærdeligt herhjemme? Høflighed kan faktisk godt fornærme. Således tilbød en bekendt sin siddeplads til en ældre dame, der fornærmet vrissede ”Jeg er sgu da ikke død endnu!”

Og omvendt er min canadiske veninde begejstret over, at ingen danske mænd holder døre for hende, og at hun kan panikke uforstyrret på Strøget med et kort over København. Hun synes, det er en befrielse at hverken blive set som hjælpeløs eller ”bare” en kvinde. ”I love the Danes. Fuck politeness”, griner hun.

Måske har høfligheden været syg i det offentlige rum mange år? Den er smittet af mangel på opdragelse, individualisme, effektivitet og stress. Kassedamer føler sig overfuset, cafégæster føler sig nærmest uønskede…

Selvom køen er lang, ungerne skriger, det er varmt, og man har haft en dårlig dag, så burde man måske se ud over sig selv og prøve det der gammeldags høflighedstrip! Man kan højst blive stemplet som en tosse.

Urban klumme

Forleden mødte jeg mit første kys, der er ved at lave noget håndværk på min arbejdsplads.

Eller mit første rigtige kys skete først mange år efter. Men han var min første forelskelse, og jeg tror, at det var i 5. klasse, hvor han kom ind i klassen efter at være blevet smidt ud på en anden skole.

Han havde sølvstøvler, brune øjne og var halvt engelsk. Meget eksotisk. Jeg havde meget meget pandehår og var en genert ridepige. Hvad han ville med mig var et under. Hver gang han prøvede at kysse mig, gav jeg ham en lussing To gange ramte hans læber mine. Min krop kunne ikke følge mit hjerte.

Når men forleden stod han der ved mit skrivebord og viste mig et billede af sin søn.

“Hvor er han dejlig!” udbrød jeg, som man skal (et barn).
“Ja! Må jeg se billeder af dine børn?”
“Jeg har ikke nogen”
“Bor du sammen med nogen?”
“Øh nej… men..”
“Du er blevet en rigtig karrierekvinde og har fravalgt en familie, det er da også fedt nok.”

Og så stod jeg der og var paf. Det er jo ikke fordi, jeg har udelukket det en dag.

Ps. Jeg har ikke haft netadgang hjemme de to sidste dage, hvilket har været ret irriterende, fordi jeg har haft lyst til at skrive…

Sikke en lang dag. Er helt grøn i hovedet! Jeg skal stadig blogge om noget, der skete igår. Det kommer i morgen. Har faktisk savnet det her

Prøver at få skrevet min klumme. Tusind tak for jeres historier om høflighed. Det er så fedt. Det er i hvert fald ikke jeres skyld, at den driller.

Min manglende koncentrationsevne kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at den skønneste mand sidder overfor mig og skriver på sin computer… Har mest lyst til at kysse ham.