En drukfuld uge
onsdag, 30. september 2009På arbejdet har vi lagt en artikel op med vores alkoholforbrug i uge 39 - før denne alkoholfrie uge. Det så ikke godt ud
Min status:
Mandag- onsdag: O genstande
Jeg kan ikke egentlig ikke lide at nyde alkohol i hverdage, jeg bliver træt og kommer i dårligt humør dagen efter - også selvom jeg bare drikker en enkelt øl eller et glas vin! Jeg er nok mere en svamp…
Torsdag: Et glas asti og en øl
2 genstande
Torsdag drak jeg et glas asti spumante på arbejdet, fordi vi fejrede, at det går godt for Oestrogens trafik, og vi har fået ny startside, hvor man kan se flere artikler på.
Efter at have sunget gospel i 2,5 time drak jeg et glas Hougaarden med mine veninder på Stefanshus.
Fredag: Kun en halv flaske!
4-5 genstande
Jeg fik denne besked af en veninde, der holdt middag: ”Søde sjove damer! Kom dryssende i morgen mellem halv otte og otte. Medbring to flasker vin, og tænker du ”så meget drikker jeg da ikke” kan jeg kun sige: Det plejer at passe.”
Det passede også meget godt. Dog drak jeg selv mindre end en flaske, da jeg havde det lidt skidt efter en travl uge. Følte at jeg sad og svedte, og gik hjem ved midnat. De andre blev ved til klokken 3 og rygtet går, at hver en dråbe blev drukket. Der var en diskussion om, hvor mange genstande, der er i en karton vin. En mente, at det svarede til en flaske!
Min kæreste sagde, at jeg lugtede af sprut, da jeg puttede mig ind til ham. Han havde nogle problemer på arbejdet, og jeg havde lige hele løsningen udtænkt og lavede solosnak i en time, før jeg faldt i en tung drømmeløs søvn.
Lørdag: To flasker vin og det løse?
12 genstande
Lørdag vidste jeg godt, at det måske ville ende galt. Min kæreste og jeg havde to flasker vin med til en fødselsdag og endte med at købe en ekstra plus det løse. Det var min kærestes eks-kones fødselsdag. Han har et barn med hende, og da han holdt tale, der også handlede om undfangelsen, der vist fandt sted juleaften 1996, valgte jeg at bunde et glas vin og resten af aftenen var rimelig våd. Jeg drak nok to flasker vin, og vi var der fra klokken 18 til 03, og jeg husker ikke rigtig desserten men at danse til noget khlezmer-musik.
Uge 39 var meget våd i forhold til, hvad jeg plejer at indtage, og over det ugentlige max på 14 genstande for kvinder. Jeg gør det også helt forkert ved at drikke det hele på en gang, hvor Sundhedsstyrelsen fraråder, at man drikker over 5 genstande af gangen…
Status: 18 genstande - SHIT
