Lad ånderne bestemme
fredag, 26. juni 2009Kvinden venter på drømmemanden. Hun har sagt sit job op og solgt sin lejlighed i Danmark. De første par uger elsker hun Spanien og nyder det lokale marked, men snart bliver hun bekymret og utålmodig.
Den blomstrede kjole falmer i solen i takt med håbet. Hvornår brager den mørkhårede fremmede mon ind i mørkhårede fremmede mon ind i hendes liv og tager hende med storm som lovet?
Efter ni måneder bliver hun så rådvild, at hun kontakter mediet Marion Dampier-Jeans. ”Hvad skal jeg dog gøre?” udbryder hun fortvivlet. ”En clairvoyant har sagt, at jeg skulle møde den eneste ene i Spanien, men jeg har ikke flere penge tilbage, og han har endnu ikke vist sig. Er jeg mon i den forkerte by?” Marion beder hende om at tage ansvar for sit eget liv og bliver irriteret på sin kollega.
Nogle mennesker lægger deres skæbne i andres hænder, fordi de ikke stoler på deres egen dømmekraft eller kan rumme livets ubekendte.
Jeg har altid været søgende og dømmer ikke dem, der har behov for røgelse, afdøde eller ånder i deres liv. Der er mere derude, end vi kan forklare. Som tidligere redaktør af et magasin med ufo-sider (jo sgu), fik jeg bare en overdosis og synes, at man skal passe på, at det paranormale eller alternative ikke bliver en religion og lov.
Sidste weekend var jeg med til at arrangere et astrologi homeparty for 10 veninder. Det hyggelige indslag tog en uventet drejning. Selv dem, der havde erklæret, at de ikke gav meget for horoskoper, lagde ansigterne i seriøse folder. Spørgsmålene til astrologen lød blandt andre:
”Bliver jeg forfremmet indenfor det næste år?” ”Jeg er i tvivl om mine følelser – passer min partners og mit horoskop sammen?” ”Kommer jeg til at skrive bøger?” ”Får min mand og jeg flere børn?”
De logiske løsninger, vi havde rådet hinanden til i månedsvis, for at løsrive os eller få drømmene til at gå i opfyldelse, fik pludselig pondus på grund af himmellegemernes placering for mange år siden. Grotesk?
Måske har vi alle på tidspunkter i vores liv brug for at få et okkult spark i røven for at turde handle.
Det er selvfølgelig også lettere at bebrejde Uranus, hvis noget går galt, men ligefrem at tage til Mongoliet og vente på en lønforhøjelse er nok ikke den smarteste metode.
Urban klumme
Har du søgt svar gennem den alternative verden ?
