Tør du elske?
fredag, 29. maj 2009“Jeg hader det, men jeg elsker dig!” Det er både en kærlighedserklæring og en fornærmelse.
Måske er du vild jordbær, men allergisk? Det samme gælder, hvis din kæreste ikke er god for dig. Der er folk, som lever i krigeriske forhold, hvor følelserne er stærke, men fornuften slået fra.
Når parterne endelig går hver til sit, har de såret hinanden så meget, at de måske aldrig lader nogen ind igen…
Forleden mødte jeg min ekskæreste. En mand, som jeg elskede højt, men vi kørte fuldstændig af sporet. Jeg har aldrig oplevet noget så intenst før. Det var fantastisk, og det var forfærdeligt.
Siden har jeg haft svært ved at føle noget. Jeg passerer hellere en vandpyt på tre meters afstand iført snorkel og badevinger end at kaste mig frygtløs ud i havet. Hvis der bare er optræk til uvejr, så tager jeg redningsvest på og isolerer mig.
Før havde jeg kæmpet mig gul og blå og nægtet at give op. Ingen af reaktionerne er sunde. Dengang overvejede jeg slet ikke, at man kunne drukne, nu tænker jeg ikke på, at man kan svømme eller flyde ovenpå.
Jeg så ham nogle sekunder før, han så mig. Vi udvekslede små historier fra vores liv. Som så mange gange før fik han mig til at grine. Hvis man så os udefra, ville man se to mennesker, der holdt af hinanden og måske antydningen af en flirt.
Som om at jeg ikke havde grædt, så der kun var tomhed tilbage. Som om der aldrig var blevet råbt i en sådan grad, at min underbo overvejede at ringe til politiet.
Alene faldt jeg sammen af lettelse, fordi alt er anderledes nu. Det behøver ikke at ske igen, selv om jeg giver mig hen. Lektien er lært. Og så skete det fantastiske: Jeg tilgav mig selv, og jeg tilgav ham.
Endelig forstod jeg, at vi måtte gå planken ud sammen, og at vi blev for længe, fordi vi nok skulle lære, at man aldrig må sætte kærligheden til en anden person højere end sig selv - i en sådan grad, at man helt forsvinder.
Siden har jeg kunnet mærke ting igen, og jeg kan ikke nødvendigvis lide det hele. Det er lettere at blive stående ved strandbredden med korkbælte på, men alligevel ønsker jeg det ikke for nogen.
Tør du elske?
