Findes kærlig mobning?
torsdag, 30. april 2009“Du skal være mundskænk, for du er lettest at undvære,” driller min faster og rækker min far et stykke jordbærtærte med mazarinbund. Hun er dog ikke klar over, hvad hun har sat i gang…
Efter første bid tager han sig til halsen og falder rallende ned ad stolen. Snart erklærer han dog, at desserten smager skønt, bortset fra at bunden er lidt hård, hvilket viser sig at være en underdrivelse…
De ældre i selskabet har svært ved at tygge igennem, og der er ligesom gået hul på høflighedsbylden: “Undskyld, kan du række mig saven?” lyder det fnisende fra bordenden, mens en anden skubber hunden væk med ordene:
“Nej, du må ikke tigge, du knækker bare dine tænder eller får en slem hjernerystelse, hvis jeg taber en krumme.”
Alle griner.
Også bagermesterinden – om end anstrengt.
Da jeg (som ofte før) drømmer med åbne øjne og går frontalt ind i glasbordet, får jeg kommentarer om min elegante, panter-agtige måde at bevæge mig på, og da min kusine taler om sin frygtede eksamen i økonomi, spøges der med, at hun da kan så meget andet.
Vi fastholdes i roller, og vi spiller dem gerne.
Dét er kærlighed. Vi kan kun tale sådan, fordi vi i grunden elsker og respekterer hinanden.
Det fortæller vi os selv. Hvis kritik bliver sagt med et smil, så har man værsgo at grine … af sig selv.
Ordsproget ’Den, man elsker, tugter man’, frigør os til at være dumme svin!
For af og til er der nemlig en brod af alvor i det sagte, der stikker og generer længe efter, at latteren forstummer.
Den kærlige mobning binder dog også folk sammen, fordi det er svært at sige store ting i konflikt- og følelsesforskrækkede Danmark.
Når en kollega tørt konstaterer, at det er som at besøge Zoologisk Have at arbejde sammen med mig (fordi jeg ubevidst laver dyriske lyde, når teknikken driller), så ved jeg for eksempel, at det er en måde at sige, at hun holder af mig og mine særheder på. Og når jeg med falsk omsorg i stemmen spørger, om hun græder, da hun nynner, så bekræfter jeg, at følelserne er gengældt.
Men hvor ville det være befriende, hvis vi en gang imellem lod mazarinbund være mazarinbund og blot sagde tak, og jeg holder af dig, præcis som du er!
Tugter du den, du elsker?
