At blive hentet af din mor, mens hun kun har ét i tankerne: At komme hjem før X-Factor starter.

Spændende køretur må man sige!

Jeg kan se, at der står om toppen, der skulle holde på formerne:

“Denne magiske tanktop er den mest effektive tanktop, du kommer til at kende! Toppen giver med det samme et flot slankende resultat, hvor ujævnheder fjernes.”

Det er helt sandt. Den er VIRKELIG magisk. Jeg havde fx frit udsyn og - vups - pludselig havde jeg en stram elastiksag om hovedet og kunne hverken få den op eller ned.

Sådan kan man åbenbart effektivt fjerne ujævnheder - såsom et ansigt.

Oplevelsen minder mig om, at jeg skal begynde at læse brugsvejledninger FØR, det går galt!

Der sidder et par i caféens hyggeligste og mest afsides hjørne. Når han siger antydningen af noget sjovt, griner hun lidt for længe og et par oktaver over behageligt. De er på date, og kemien er elektrisk.

Fyren tænker højst en time frem, men det er ikke det første kys, hun pønser på. Hvorfor bekymre sig om nutiden, når man kan leve i fremtiden? Hun er allerede i udlandet, hvor de synkrontygger baguette i krumme-afstand fra Eiffeltårnet.

Et andet sted er en kvinde for første gang alene hjemme hos en mand, hun er ved at falde for. Hun inspicerer lejligheden og overvejer hvilken sofa, der vil passe bedst i deres fælles hjem. Og om hun kan leve med det persiske gulvtæppe, eller om han mon kan overtales til noget lidt mere … Marimekko-blomstret. Fodboldkruset er egentlig skægt nok. Måske deres søn kan arve det?

Det er anstrengende at tage på ufrivillig raketfart, hvor alt er en optændt ledetråd til fremtidsflugt. Siger han ”Mit ar på hagen? Det er fra et cykelstyrt på grusstien ved sommerhuset”, så betyder det uden tvivl ”Du vil elske stedet. Lad os gå hånd i hånd på grusstien til påske”.

Heldigvis kan vores tanker og plot ikke læses i bobler over vore hoveder eller som undertekster – så ville vi skræmme mere end os selv væk. Jeg er selv gået fra en mand, fordi at han ikke var en god far til vores børn. Han var for temperamentsfuld, og de små blev bange for ham. (Ikke at jeg har mødt dem i praksis).

Oscar-festen er slut, men der mangler en filmpris til kvinder. For skuespil og autonome manuskripter. Vi formår at spalte os selv i et ydre og indre liv, der sjældent hilser på hinanden.

Adolph Knigge skrev forundret i 1788: ”Kvinder har i langt højere grad end vi den evne til at kunne skjule deres virkelige meninger og følelser. Selv kvinder, der ikke har nogen videre fremragende forstand, har undertiden stor færdighed i kunsten at forstille sig.”

Vi kan forstille tvivl for hans jagttrangs skyld, mens vi forestiller os ham på knæ. Det kan derfor være svært at acceptere, at mænd lever i nuet, og at udsagn og signaler skal tages bogstaveligt. Hvor perverst!

Kvinder lever med fastforward brændstof i enhver celle af et bogstav. Jeg tror derfor ikke på kærlighed ved første blik, men kærlighed ved første tidsrejse.

Urban klumme

Jeg er travl og distræt for tiden. Nogle gange skal man samle på smil for at kunne holde det ud. Her er dagens samling:

Glemte mobilen på arbejdet og sagde til min veninde: “Hvordan skal jeg nu komme op til tiden? Jeg har ikke en alarm”. Og hun hjælpsomt svarede: “Jeg skal nok ringe og vække dig!” God plan.

Min kollega og jeg cyklede hjem, da hun pludselig kørte direkte ind i mig på cykelstien, hvorpå vi begge skreg men undgik at falde. Dog endte hun i et hegn med tabt kurv og jeg et lille smut ud i kørebanen. Vi grinte hysterisk af skræk og lettelse bagefter.

Jeg skulle klappe i takt til gospel (ikke noget, der kommer let til mig), men jeg kom til at klappe hende, der stod foran mig, et trin nede, fra hver side af ansigtet i mit “omfavnende” klap. Hun tog det overraskende pænt og hendes “Det kan ske for enhver”, fik mig til at fnise i en evighed.

Mindet om i lørdags, da jeg prøvede en lånt (til omtale) “slim nu” top, der skulle holde på formerne, men at jeg bare fik den over hovedet og så hverken kunne få den op eller ned og gik i panik og tumlede rundt i lejligheden kun med tanke om at finde en saks, mens jeg prøvede at berolige mig selv: “Jeg kan godt trække vejret, jeg kan godt trække vejret”.

Det viste sig, at toppen skulle tages på nedefra?! Min nysgerrighed er dog kureret.

“Kære Space, du sidder jo her på din bryllupsdag i din fine brudekjole og ser så lykkelig ud”. Jeg fik ikke én men hele tre fine taler i søndags. I en blev jeg sammenlignet med sne. “Du er kold som sne” i en anden, blev jeg opfordret til at forlade gommen

Dog var det ikke mit rigtige bryllup, men et led i Carsten Islingtons historiefortælleruddannelse, hvor jeg underviste i blogs og klummeskrivning. Det var alletiders at opleve, hvordan eleverne brændte for at fortælle historier og lære at stille sig op foran hinanden og fange verbalt.

Jeg håber, jeg var med til at give et positivt syn på blogverden og give tips til at fange med skriftlige fortællinger og turde bruge sig selv.

Jeg bliver stadig rød i hovedet, når jeg stiller mig op, men det er fedt at få lov til at bidrage med at fortælle om ting, som man brænder for.

Er det mon at rende rundt til en forfatterfest med sit navn skrevet i chokolade på marcipan (lagkage formet som bog) og nægte at spise det?

Jeg var til fantastisk ællingebal i lørdags med andre nye på forfatterscenen. Mødte blandt andet Malene Dietz, som jeg stjal laks med, og hvis roman “Duften af kaffe” varmt kan anbefales som skøn weekendslæsning

Hvis arrangørerne Lotte Garbers eller Kristian Ditlev Jensen kigger forbi bloggen (i disse selv-googlings tider) så tak for en fantastisk aften. Jeg var meget beæret over at blive inviteret og håber at hænge ved i mange år. For ikke at sige altid!

Forleden cyklede jeg hjem fra arbejde efter en lang dag. Jeg skulle hjem og arbejde videre på andre projekter. Det sneede så fint, og jeg kørte forbi en park. Der er en bakke, og børnene kælkede nedad. De grinte og skreg og tumlede i sneen.

Det værkede i hele min krop for at kælke. Smide cyklen, sætte mig på en pose eller låne en kælk og bare suse ned. Og måske give en eller anden en vasker! Jeg stoppede op og ville over vejen, men så rystede jeg på hovedet. Hvad hvis min sædvanlige klodsethed gjorde, at jeg ville slå mig og få hjernerystelse?

Eller værre endnu: Hvad hvis forældrene ville tro, at jeg var en pædofil-tosse og børnene, at jeg ikke hørte til og ødelagde deres leg ved mit kæmpe korpus?

Nej, jeg måtte hellere vente til jeg havde en at være barnlig sammen med. Og så cyklede jeg slukket hjem og følte mig som 500 år.

Denne weekend skal der forhåbentlig kælkes, om jeg så ender på Riget. Og så skal jeg vist være bedre til at gøre spontane ting igen. Hvornår blev jeg så voksen, at det blev forbudt at grine og slå hovedet (fra)?

Hvor er uselvisk kærlighed dog smuk! Vi hører det alle vegne.

Billie Holiday synger: “Oh, my man, I love him so. He´ll never know. All my life is just despair, but I don´t care. When he takes me in his arms, the world is bright, all right.” Sangen fortsætter med, at hun bliver slået, og han er hende utro. Men livet er intet værd uden ham.

Er du nogensinde gået for langt i kærlighedens navn? Så er du ikke ene. Danmarks mest kendte eventyrfigur, den lille havfrue, er ingen undtagelse. Hun lever et fortryllende liv på bunden af havet. Men en dag forelsker hun sig i en prins. Under et frygteligt uvejr falder han over bord. Det er havfruens held, for nu kan hun redde ham.

Alle advarer hende. Han er et menneske og derfor uopnåelig. Hun indgår alligevel en aftale med havheksen. For at leve på landjorden må hun ofre sin tunge og hale. Hun kan ikke længere tryllebinde med sang, og hvert skridt vil føles som at træde på glasskår.

Prinsen nyder at se havfruen danse. Selvom det er smertefuldt, og fødderne efterlader blodspor, smiler hun. Hvad er takken? Hun får lov til at sove på en fløjlspude foran prinsens dør som en kostbar hund, mens han forlover sig med nabokongens datter.

Det bliver hendes død. Havfruen kan vælge at stikke en kniv i prinsens hjerte på bryllupsnatten og vende tilbage til havet eller selv ende som skum på bølgen. Som enhver kvinde af havfruearten foretrækker hun egen tilintetgørelse.

Mon ikke prinsens utilgængelighed tændte havfruen? Catherine Zeta-Jones faldt for ordene: ”Jeg skal være faren til dine børn.” Michael Douglas var heldig! Hvis han var gået over til en havfruekvinde, ville han aldrig have set hendes fødekanal for fartstriber.

Det bedste er alligevel de mænd, vi bliver advaret imod. Scorereplikker som: ”Hvor har du været hele mit liv” virker bare ikke. ”Jeg kan ikke binde mig” eller ”Jeg er lidt bange for at åbne op” er derimod ren dynamit.

Min omsorgsfulde veninde er lige flyttet fra sin kæreste. De havde et stormfuldt forhold. Hun gav mere, end hun fik igen og undskyldte altid for hans opførsel:

”Jeg burde have set det fra starten. På vores første date lånte han mit dankort, men blev oppe i baren og begyndte at flirte med en anden kvinde. Jeg nægtede at finansiere det, hvorpå han skreg, at jeg alligevel ikke havde en chance hos ham.” Ugen efter var de kærester!

Den lille havfrue redder sin prins fra druknedøden, men mister sig selv. Mænd, der advarer med omvendte scoresætninger, vil ikke frelses. Og kommer til at straffe dig for at prøve.

Er prinsen et svin? ”Jo, du er Mig kjærest thi Du har det bedste Hjerte af dem Alle, Du er mig meest hengiven”, siger han til havfruen, mens han trykker sin rødmende brud ind til sig.

Men han lovede faktisk ikke noget. Havfruens martyrium skyldes skyklapper. Hun ofrer alt for at være med en mand, der ikke vil hende.

Smerte kan forveksles med forelskelse og giver samme sug i maven. Selv har jeg kæmpet for at indfange mænd, der ikke kunne vindes. Og afvist søde hankønsvæsener som var ukomplicerede og derfor virkede kedelige.

Hvis du i dag har børn og er gift med en kostbar og svær prins så tillykke! Jeg håber bare ikke, at du har kæmpet så hårdt for at få ham, at gnisten er forsvundet, nu hvor manden er tæmmet. Eller at du stadig ikke ved, hvor du har ham.

Uanset hvad så bør havfruer elskes, som de er. Kræver kærligheden, at du lider, så montér en propel i halen og svøm hurtigere væk, end prinsen kan nå at sige havskum.

Ældre Femina klumme - apropos jeres reaktioner på min sidste Urban klumme om at ville det svære

Min veninde vågner i fryse-kramper, fordi kroppen ved hendes side har snuppet hele dynen. Forsigtigt forsøger hun at tillempe sig et hjørne og stivner så for alvor.

Mandspersonen har besudlet sine øregange med ørepropper! Han bliver rusket vågen, og hun gestikulerer fortvivlet, om hendes evne til at tale i søvne generer.

“Aner det ikke! Jeg sover bare bedst sådan, fordi mine underboer larmer om morgenen,” vrisser han og vender atter ryggen til, mens propperne demonstrativt stoppes en anelse dybere ind.

Hun må hoppe kraftfuldt for at låne hans shampoo, der er placeret på en hylde over badeværelsesdøren. Han har været single i fem år, og der er ikke rigtig plads til andre i hans liv – i hvert fald ikke til hende – men hun kæmper til et punkt, hvor hun skrider i badet.

Tavse mobiler og halve meldinger kan være et sært spændende projekt, men det er udmattende i længden. Nu har min veninde mødt en mand, som ikke er bange for at have hendes tandbørste stående og endda selv har købt den. Hun kan nå hans shampoo uden at stå på tæer, og når hun taler i søvne, er han ligefrem interesseret i at tolke, hvad hun plaprer om.

Den biografaktuelle ’Han er bare ikke vild med dig’ bygger på teorien om, at hvis en mand ikke tager initiativ eller virker interesseret, så er han det ikke. Punktum. Der er intet at analysere, og tager du kampen op om hans hjerte, kommer du ud som taber (nu uden selvrespekt).

Det er alt sammen meget fint, men der mangler stadig en film, der viser, hvorfor kvinder har svært ved at tro på denne form for enkelhed i mænds tankerækker. Vi tager ikke ting bogstaveligt, fordi vi selv løber et imponerende tankemaraton indeni i starten af et forhold.

Hvis kvinders indre liv skulle filmatiseres, så ville det komme til at koste mere end de samlede udgifter til Jurassic Park, Hancock og Ringenes Herre. Det ambitiøse projekt ville blandt andet kræve en avanceret tidsmaskine, der kunne storme afsted med et halvt sekunds varsel.

Hvis en kvinde ikke er betaget, så er hun ret let at tolke – måske endda lettere end manden, fordi hun sjældent siger nej og lokkes til det modsatte. Hun forsvinder bare sporløst.

Balladen begynder først, når hun er interesseret. Min næste klumme løfter dynen for et knap så opløftende kig ind i kvinders tankeverden.

Be afraid, be very afraid.

Urban klumme