Charlotte skriver sig ud af en leveblokering

I er på vej ud af hinandens liv. Der er aftener med tårevædede puder, og nætter hvor Ole med paraplyen holder pyjamasfest uden dig. Randene under øjnene giver dig et umiskendeligt Fogh-look, og alle kærlighedssange fra ’Fuck dig’ til ’Nothing compares to you’ minder om jer.

Du tager mobilen frem og finder i blinde det navn, du har ringet til hver dag, men hvad er der tilbage at sige? “Du er svær at få ud af hovedet” er egentlig bare en kode for, at han eller hun ikke må komme sig over dig, før du også er nået videre.

Vejen til heling virker kønsopdelt. Det er især problematisk for kvinder at få amputeret partneren, fordi vi nægter fuld narkose under indgrebet. Vi tæsker bevidst fantomsmerter frem og ville blive omdannet til saltstøtter, hvis vores liv skulle ’biblificeres’. Der er behov for at tale og græde bruddet igennem. Vi piner os selv med daterede lykkebilleder og gulnede kærlighedserklæringer, indtil kun tomheden er tilbage.

Her er mænd mere praktiske og samler ens tandbørste og dvd’er sammen og afleverer alt i en papkasse eller en Fakta-pose, som lige så godt kunne have etiketten ’Fortid’ på (han vil så gerne have, du ikke bliver længere). Som for at minimere risikoen for mentale blå mærker – nu hvor det ikke kunne være anderledes. Til gengæld har hankøn det med at ringe ulykkelige i en brandert. År efter.

Uanset metoden kan det være svært at give slip og umuligt at glemme. Jeg har lige genset filmen ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ og måtte bide mig i læben, for uanset hvor stor trangen kan være til at drukne sig i chokolade og forbande alt, når et forhold ender, så er pointen, at det ofte var hele hjertepinen værd.

Jeg har dyrket Gary Moores ’The Blues’ og har skrevet mig ud af brud i en så absurd grad, at ekskærester har fået ISBN-numre og kan lånes på biblioteket. Fremover vil jeg undgå at arkivere hjertesager og ønsker en hests udsyn. De kan ikke se lige foran eller lige bagved sig, men ejer et imponerende synsfelt til begge sider.

Det handler vel om at turde bevæge sig fremad, selv om man går med krykker, og blindt tro på, at man ender, hvor man skal, og at ruten giver mening på afstand.

PS. I morgen er det officielt Den Store Lusedag. Og her mener jeg ikke nødvendigvis ekskæresternes mærkedag.

Urban klumme

Vidste I, at der var noget, der hed det? Den er god nok - det er på lørdag. Jeg kan nærmest mærke dem nærme sig.

Lusene.

Uddrag fra en pressemeddelelse, der hedder:

Tager strøm på lusene - og dræber dem

“Robi Comb Pro fungerer ved at finde og dræbe hovedlus effektivt. Når en lus eller en lusenymfe bliver fanget mellem lusekammens tænder udløses et lille elektrisk stød, der er stærkt nok til at slå lusen ihjel, mens barnet til gengæld intet mærker. Du hører en tone, mens Robi Comb Pro arbejder. Hver gang tonen stopper, er værten blevet én lus “fattigere”…”

Hvor fint at barnet intet mærker, mens lusene dræbes på dets hoved.

Der var engang en mand, der fik en hjernerystelse. Min mor spurgte ham, hvordan han havde det. Han så helt rundtosset ud og sagde: Jeg har det både godt og skidt.

Sådan har jeg det også lige nu.

Jeg synes, at verden kører med 400 km i timen, og jeg håber bare, at jeg kommer af det rigtige sted.

Jeg er lige kommet hjem efter en lang dag, og hvad ligger der på måtten? Et brev fra Lindhardt og Ringhof i fint gulnet papir og en invitation til ællingebal for forfattere, der er nye på den litterære scene fra Lotte Garbers og Kristian Ditlev Jensen.

Og så sidder man der og kigger på verdens smukkeste invitation og bliver så rørt, fordi man inviteres ind i varmen med mulighed for at møde andre med samme drømme og kærlighed til ordet.

Og så er der fri bar - og det er vel ok, når det bliver februar

Ja, og så bliver man bare så glad. Og kigger håbefuldt på de bunker, man er ved at redigere og tænker - ja sgu, jeg er på rette vej. Måtte lige ind og røre ved mine bøger i reolen for at huske, at jeg faktisk har udgivet.

Det har altid været min største drøm - forfatterskab. Og hvor har jeg været heldig at blive opdaget, og hvor vil jeg give alt, hvad jeg har for at blive hængende. Det er hårdt arbejde og hver gang man får et hug, skal man lige rejse sig igen, men det er det HELE værd.

At skrive er det bedste, jeg ved. Også selvom det af og til koster, når man har skrevet så personligt, som jeg har lagt ud med.

Hvor rart med et skulderklap. Forlaget har i det hele taget behandlet mig virkelig godt. Det betyder meget at ikke bare blive behandlet som en vare. Men hvor vil denne vare gerne blive ved med at være på markedet…

Jeg vil gerne til at skrive klummer om kærlighed igen.

Tænker umiddelbart:

Hvor meget må ekskæresten fylde?
De uskrevne regler i starten af et forhold
Kunsten at ændre/redde hinanden

Hvis I har nogle emneforslag til inspiration, tager jeg imod dem med kyshånd.

Håber at weekenden var bedre end god!

Jeg har så ondt i maven, at jeg nok har feber.«
En dreng ser bedende op på sin far. Vi er på biblioteket, og de afleverer en bog om solsystemet.

»Det skal nok gå. Du skal bare tale om Pluto i fem minutter.«
Jeg har lyst til at voldruske farmand, så han fatter, at sønnike står overfor sit livs mareridt.

»

Pludselig er jeg skudt tilbage til 5. klasse og deler drengens mavepine. Med sirlig skråskrift har jeg skrevet seks sider om rødkælken i et kladdehæfte og skal til at holde mit første foredrag. Jeg når dog ikke længere end til den røde bug, som signalerer kampgejst, før en uvant følelse rammer mig. Kinderne brænder, og Morten, klassens bedste rundboldspiller, siger kækt, at jeg selv ligner en rødkælk.

Men det er ikke det værste.

Min stemme lyder så skinger, at jeg mistænker mig selv for at være med i en gyserfilm, hvor jeg både spiller offer og bøddel. Jeg er blank og gør det eneste mulige – jeg lyver.

»Det var det,« siger jeg.

Læreren ryster på hovedet. »Forbered dig næste gang.«

Hjernen er en fantastisk ting. Den virker fra det øjeblik, du bliver født, og stopper med at virke i det sekund, du står på en talerstol, lyder et ordsprog. Kampgejst lader jeg rødkælken om at have og beslutter mig for at undgå lignende situationer fremover.

Folk med taleskræk laver gerne al gruppearbejde solo, bare de er fri for at fremføre resultatet. Det er en win win-situation for alle bortset fra, at der går nogle centimeter af ens indre højde. Hver gang.

For to år siden begyndte jeg at gå til retoriker og talecoach, og det ændrede alt. Nogle gange håber jeg stadig på at brække benet inden, og jeg bliver klam i hænderne og antager en rødkælke-farve, men det stopper mig ikke længere.

Det er bare surt, at der skulle gå så mange år. Mange stille børn bliver glemt og må kæmpe med taleskræk resten af livet.

Kun få kan tale snot ud af tilhørernes næser som Obama. Og selv om det kun er rødkælkehanner, der har en rød bug, og selv om Pluto ikke længere må kaldes en planet, så har mindre også ret til at være her.

Vi er alle præsidenter i vores eget liv, så lov mig at blive ved med at tale – uanset om din stemme også lyder som om, du spiller sav.

Urban klumme

For ti måneder siden kendte jeg ingen gravide så tæt på, at der var fare for at opleve vandet gå. Jeg og folk med børn var som Israel og Palæstina - ingen ville vedkende sig hinandens eksistensberettigelse.

Nu har jeg måtte socialisere med fjenden, idet fire af mine veninder blev gravide samtidig. De var alle karrierekvinder med peberbøsser. Nu er de som forandrede. Følgende stadier er noteret:

1. Jomfru Maria-effekten

Kender du Shaggys sang ”It was not me”? Det er soundtracket her. Da jeg arbejdede på et plejehjem for svagtseende ældre, hviskede en dement dame med et lumsk smil: ”Jeg blev gjort gravid bag min ryg”.

Jomfru Maria-effekten er en populær fortrængningsmekanisme hos de frugtsommelige. Sådan fortalte A, at de ellers havde besluttet sig for at vente: ”Men én gang og bam!” Ved nærmere granskning viste det sig, at det der ”Bam” tog to måneders ubeskyttet ondulering og en kostomlægning, så det var mere sådan et baaaaaaaaaam.

De ubeskyttede kvinder deler alle en utrolig overraskelse over at være blevet gravide. Og her er tale om eksemplarer, der førhen tog fortrydelsespiller, hvis de havde delt sæde med et hankøn i bussen.

2. ”Intet ændrer sig”

Når du ringer til en gravid, vil det lyde som om, at vedkommende taler fra en dyb brønd. Spørger du, om du vækkede dem, bliver det benægtet højt og skingert, og du får at vide, at du ikke skal sygeliggøre dem.

De bliver mærkeligt fulde af alkoholfri øl, som de bare må smage. Ting som ”Lov mig en vild bytur, når jeg har fået tingesten ud af mig” bliver sagt med et bedende udtryk. ”Så skal vi rigtig danse”. Her aner du, at de er ved at køre lidt af sporet. At rigtig danse er ikke noget, I har gjort siden halvfemserne.

3. Alle skal lide

Det er gået op for de gravide, at de faktisk skal være mødre. Men før dette kan ske, skal de føde! Alle emner fra tomatsauce til lønforhandling drejes ind på fødsler. Her tvangsindlægges du til historier og fotos af folk, der sprækker, skriger og bløder.

C stoppede en fremmed med baby i Metroen og spurgte om fødslen under dække af at være nysgerrig, velbalanceret og venligtsindet. Som resultat fik hun fortalt, at det føltes som at skide et græskar ud.

Det tog en uge at berolige hende, men det var en fejl for mig at kalde det en naturlig smerte: ”Hvad ved du OVERHOVEDET om det, du har ALDRIG født og bruger ikke engang tampax men bind!”

4. X-files: Forældreflugten

Du stiller op til et maraton, men ved målstregen er der intet. Alene undrer du dig over, hvorfor du løb, og hvor de andre er henne. Sådan er det at være veninde med en, der går fra gravid til at være mor. De forsvinder sporløst (ikke på baaaaaaaaaam-, men på pist-måden).

A var den eneste, der overholdt sin termin, ellers var der hulkende natteopkald i slutspurten: ”Jeg bliver det eneste permanent gravide menneske”. Men der blev født, og der blev… stille.

Hvis du er heldig, får du sms´er med babyernes vægt og længde. D skrev ”Flot søn på 35 cm” efterfulgt af en ny besked ”Hov, smuk dværg! Ammehjerne? 53 cm seføli”. Øh, nå ja? Det er som at få et masseproduceret postkort fra Kos om badevandets temperatur.

Ved min side ligger fire tillykke-gaver. Måske børnene får dem til deres 1 års fødselsdag, når deres forældre har overskud, og mødrene er muteret tilbage.

Femina klumme

“Jeg har altid haft gigantiske problemer med at skulle tale for forsamlinger. Man kan godt kalde det taleskræk - medmindre der findes et ord, som beskriver en værre tilstand.

Det har stået på lige fra folkeskolen til den dag i dag. Jeg har gennem årene lært at fortælle mig selv, at det er OK, at jeg sniger mig uden om de offentlige taler, og at mit liv nok skal blive aldeles fremragende alligevel. Men jeg har opdaget, at jeg desværre har levet på en løgn.

For sandheden er, at alle mennesker fortjener at kunne udtrykke sig frit - i alle sammenhænge. Det er uretfærdigt, at nogen ikke kan udtrykke sig foran forsamlinger, for alle mennesker indeholder idéer, holdninger, drømme og alt muligt andet godt, som fortjener at blive hørt - og desuden er det jo netop i forsamlingerne, at man for alvor kan føre nogle ting ud i livet og ændre verden.

Så i 2008 besluttede jeg mig for at kaste mig ud i en masse frivilligt socialt arbejde. Dels fordi jeg elsker at hjælpe andre mennesker, dels fordi det er godt til cv’et - og dels fordi jeg så måske kunne finde nogle situationer, hvor jeg kunne kaste mig direkte ud på det dybe vand, og tale for forsamlinger.

Det lykkedes at finde disse udfordringer, og selvom jeg har lagt navn til mange mindre overbevisende taler, så har jeg stille og roligt udviklet mig. Gennem øvelsen.

Jeg følte dog ikke for alvor, at jeg fik øvelse nok, så derfor fik jeg idéen til at stifte foreningen, 1-2-3 TAL!. Formålet er at løse menneskers problemer med at tale for forsamlinger ved at give mulighed for øvelse. Med denne forening kunne jeg altså dels få øvet mig selv og dels give andre mennesker mulighed for at øve sig.

Der er blevet afholdt seks møder, hvor medlemmer deltager og holder tale. Jeg tror på, at rigtig, rigtig mange mennesker har det, ligesom jeg har det nu. Jeg bliver stadigvæk meget nervøs, når jeg skal tale for forsamlinger, og i bund og grund skyldes det nok, at jeg endnu ikke har fået øvet mig nok til at overbevise mig selv om, at det nok skal gå.

Så håber jeg bare, at jeg kan nå at få øvet mig nok, inden der kommer nogle skæbnesvangre taler, for eksempel jobsamtale, tale på arbejdspladsen, bryllupstale, og lignende.”