Nu begynder udgivelses-feberen at stige. Jeg har fået en mail fra forlaget om, at bogen kommer fra tryk på fredag. Der er både al for lang tid og alt for kort tid til…

Ja, jeg fatter ingenting!

Tog til Sats for første gang i lang tid (dyr dovenskab) - fast besluttet på at tage deres alderstest. Jeg regnede med et resultat, der langt oversteg min faktiske alder på 31 år. Fordi jeg er for travl og ikke får rørt mig.

Så det var med angst, at jeg tog strømperne af og stillede mig på en vægt med elektroder, der åbenbart sender signaler gennem kroppen for at afkode ens krops tilstand. Jeg regnede med at få diagnosen “Tyndfed” eller “Utrænet” men endte på “Slank og trænet” og “Metabolic age: 16″.

Jeg har ikke haft tid eller overskud til at dyrke motion meget længe, og kan ikke nå fra arbejde til kl. 17-timen, hvor min yndlings mandlige instruktør er (en humørbombe). Jeg er for usmidig og utålmodig til at dyrke yoga, hader timen “stram op” og er heller ikke pjattet med styrketræning. Spinning er tortur, og jeg har prøvet det en gang og kan ikke forestille mig at gøre det frivilligt igen.

Til gengæld cykler jeg på arbejde. Punktum. Og cykler hjem. Punktum. Og danser gerne i en brandert. Ikke altid punktum. Jeg spiser ikke så meget slik, som jeg gjorde for to år siden, hvor jeg var sukkerafhængig. Nu spiser jeg bare glade mængder af mørk chokolade og hvid nougat hver uge.

Testen kræver, at man skriver ens alder og højde. Så måler den vægt, fat mass, muscle mass, total body water, bone mass, BMI, metabolic age og visceral fat rating.

Jeg fik at vide, at den bedste træning for mig ville være styrketræning (nej tak) og så skal jeg spise proteiner for at styrke musklerne. Hende, der målte mig, sagde, at der ikke var noget galt med maskinen, da jeg nægtede at tro på resultatet. Der havde lige været en, der tog testen, og var 10 år over sin faktuelle alder.

Sådanne tests er blevet populære i fitnesscentre. Og jeg kan godt se, at de ikke tjener penge, hvis alle er i fantastisk kropsform og intet har at forbedre, men jeg er alligevel skeptisk. At jeg skulle være i besiddelse af et 15 år yngre hylster virker vildt.

Nu har jeg også talt med en læge, der siger, at det er lidt misvisende. For at virkelig måle ens krops tilstand skal man supplere med hvilepuls, kondital, blodtryk, kolesteroltal og mål omkring livet.

Men tag endelig sådan en test! Enten får du et chok, som sætter dig igang, eller også en positiv (og en smule demotiverende) overraskelse. Jeg gik derfra smilende og sov med info-bonnen, som jeg overvejer at hænge op i glas og ramme. Og så driller jeg min kæreste med, at han har hapset en teenager. At responsen var “Det vidste jeg da godt, første gang jeg festede med dig” er måske mindre flatterende…

Ps. Sådan en test koster cirka 200 kroner for to styks, der tages med 10 ugers interval.

- Und Florian und Mathilda und und und…

Af Ditte Steensballe, Berlin

Jeg sidder med udsigt til TV-tårnet og Karl-Marx Allee under himlen over Berlin. September-skyerne driver, kastanjerne falder og de sidste hvepse forsøger at overleve den snigende kulde. Det er biologi, keine Hexerei, så sandt som jeg hedder Ditte. Og Doris.

I hvert fald synger jeg nogle sange under sidstnævnte navn. Her er ikke tale om skizofreni. Doris er en konstruktion, men ikke kunstig. Hun er sammensuriet af historier fundet på vejen. Tilsat fri fantasi. Hun er Kærlighedsagent 006 med motto´et:

Fyld dit verdensrum/med elskov ad libitum.

Jeg besøger den danske filosof og forfatter, bosiddende i Kreuzberg, Peter Tudvad, og forærer ham en Doris cd. Efter gennemlytning skriver han:

Hallo Doris!

Godt, der ikke er så mange danskere i Kreuzberg, for så kunne de høre alle de rablerier, jeg uvilkårligt går og småsynger for mig selv. “Kussen er klar, kussen er klar” etc. Det er noget værre noget! Nå, dermed også sagt, at din cd jo har melodiøs og ørehængende velklang, så man netop ikke kan slippe sangene (det er ligesom, når man er kommet for skade at se Leni Riefenstahls “Triumph des Willens” og så bagefter går rundt og fløjter “Die Strassen frei” - altså uden anden sammenlignning).

Die Liebe ist wie das Farbefernsehen
På Sommerhaus Kaffebar i Prenzlauerberg får jeg ørerne op for baggrundsmusikken. Bandet Mathilda:

Die Liebe ist wie das Farbfernsehen/bei Dir und bei mir zu Haus/grösstenteils peinlich und schwer zu verstehen/doch es sieht viel besser aus.

Cd´en står til salg på den bagels bugnende bardesk og hedder ”M wie Mord.” ”Mange smukke ord begynder med M: Märchen, Mathilda & Mord, for eksempel,” står der i booklet´en.

Mathilda transporterer Berlins energi i sin musik. Det rå og hjertelige, det tragiske og komiske. Die Band spielt mit allen Stillmitteln der Popmusik – Rumba, Swing, Jazz, Soul, Rock, Elektronik und doch ist es immer chanson. Alles, was das Herz und Ohr begehrt.

Sommerhaus´ bestyrerinde Gabriela er ven med sangskriver og tekstforfatter Florian Bald fra Mathilda. Han kommer ofte på kaffebaren, siger hun, og om jeg ikke vil møde ham. Hun har set, at jeg sidder og skriver i min sorte notesbog. Spørger om jeg er journalist. Jeg fortæller lidt om, hvad jeg skriver.

Og så skriver jeg på en lap. Min e-mail adresse, som Gabriela vil aflevere til Florian Bald, næste gang han drikker kaffe på Sommerhaus.

Superstar Synkron Sprecher
Florian er hurtig på tasterne. Og dødtræt, da vi mødes. Han har spillet med Mathilda i Hamburg aftenen før, kommer lige fra toget. Koncerten gik fint, men hotellet var elendigt. Han lukkede ikke et øje, fortæller han.

”Tag det ikke personligt, at mine øjne er fuldstændig sammenknebne,” siger Florian, der bor lige om hjørnet her i Prenzlauerberg; bydelen med de mange smukt i standsatte huse med specialbutikker, cafeer, kæmpemæssige legepladser og i det hele taget plads. Og relativt roligt tempo. Det forekommer mig, at ingen rigtig stressser her.

Men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Nogle gange ser man, hvad man har brug for at se. Florian er en yderst sympatisk herre i begyndelsen af 30 érne. Han fortæller, at han udover at være kaptajn i Mathilda, det vil sige komponist, tekstforfatter og guitarist, skriver ”kurzkrimis.” De indtales på lydbånd. Konceptet er, at Florian skriver fire historier , der hver i sær tager to timer at lytte til, alt i alt otte timers krimikonsum.

Som bonus info får jeg at vide, at chefen på Lauscher Lounge, der udgiver disse kurzkrimis, er en af Tysklands mest brugte synkron-sprechers. Han har indtalt Emil fra Lønneberg som otte-årig og er nu ”Superstar Synkron Sprecher”. Tænk, at kunne titulere sig således. Florian forærer mig Mathildas første cd: Supersexy Rational. Titelen refererer til nummeret Philosophenkongress:

Zwei Philosofen waren verliebt in sich selbst und auch ineinander… Sie trafen sich beide auf einem Kongress über Vernunft und Moral…

Kald det knep eller knald
Oh, fornuft og følelse, disse verdensomspændende emner, der kan drive én alle mulige steder hen. Mathilda er i bund og grund anderledes end Doris, men der er interessefællesskaber. Ville egentlig kvittere med en Doris cd, men den er en så særdeles sprogforankret sag, at det ville kræve, at tyskeren tog et danskkursus, der lærte ham mere end at spørge om vej og andre verdensomspændende emner.

Og dog. Jeg fortæller lidt om cd´en, på tysk natürlich, og opfordrer Florian til at se musikvideoen. ”Men jeg får bare min ven Lasse til at oversætte teksterne på cd´en,” siger han. Jeg sender ham en, når jeg kommer til København. De udgiver en ny cd januar 2009. En af sangene hedder i øvrigt Nur ein Pferd.

Hjemme igen sidder jeg med en dansk-tysk ordbog og forsøger at finde en passende tysk titel til ”Kald det knep eller knald”-sangen. Mine tyske rim-kundskaber rækker beklageligvis ikke langt, men her er i det mindste et hurtigt forsøg til de to første linier i omkvædet:

Kom, mach liebe mit Mir/Nihm die kleider ab mit mir
Stück nach stück/Es geht um glück

Og helt med vilje, og ret sjusket, tjecker jeg ikke, om grammatiken er korrekt. Nu står det der bare. Rent fonetisk velfungerende. Rytmisk ligeså. Lad det blive ved det.

De andres liv
I Berliner Illustrierte Zeitung, søndag, står under overskriften ”Zahlen”, at 63% af alle tyske kvinder snakker med blomster, at Stalin var 1,62 cm høj og at en guldfisks hukommelse strækker sig til tre sekunder. Slutteligt informeres der om, at 0,3% af de mennesker, der kan rokke med ørerne, kun kan rokke med det ene øre. Jawohl. Der er noget særligt over udenlandske aviser.

Mange ord er ikke lige til at forstå. Man læser langsommere. Og der sidder Zelda & F. Scott Fitzgerald på et kornet S/H foto under overskriften Legenden der Liebe. Selvsagt først noget man bliver, når man er død. Der er så meget man bliver, når man er død. Nogle andres historie. En fortælling. Mange fortællinger.

Det optager mig, hvordan vores livshistorier er bevægelige At fortælle historier er en måde at forstå sig selv, sine omgivelser og relationerne til verden. Man holder vist en særlig fortælling i gang, en fortælling der giver en forestilling om, hvordan man er blevet, som man er, og hvorfra man kommer. Historierne bringer i bedste fald klarhed over vores liv, sammenhæng i kaos.

Passerer den store boghandel på Karl-Marx Allee fra den vidunderlige film De andres liv, der handler om Stasi regimets overvågningssamfund og samtidig er en en filosofisk fortælling om den gode vilje.

Men boghandelen er der ikke mere. Kun kulisserne er tilbage. Ikke nogle bøger. De er flyttet til andre lokaler. Alligevel er det rørende at stå og skue rammerne, hvor den formidable og nu desværre afdøde skuespiller, Ulrich Mühe, leverer sin i filmen sidste replik. Om bogen han køber, da boghandleren spørger ”er det en gave?” ”Nej, den er til mig.” De, der har set filmen, ved hvorfor den replik er så særligt god.

De, der ikke har set filmen: Se den!

Doris & Boris
Førnævnte Peter Tudvad har foreslået Doris at møde hans ven Boris, der residerer i Schøneberg. Doris og Boris mødes på Ilse H. Café i Winsstrasse til en kop kaffe og en kiks. Boris forærer Doris et ex. af sit magasin: Magasinet Menneske, udgivet på Forlaget Fahrenheit. Magasinet har underteksten ”Tegninger, kronikdigte og romanspøgelser.”

I dette nummer er der analt tema. Doris finder Boris´ magasin interessant og glæder sig meget til at læse det. Doris & Boris taler om, hvorvidt man i lille DK er frigjorte. Og om vor barndoms smølfer.

Vi er begge de glade ejere af Astro-smølf, hvis hovede befinder sig inde i en gevaldig, men dog gennemsigtig, boble. Boris har stadig samtlige af sine smølfer. Jeg er oprigtigt talt en kende misundelig. Boris-smølfen har en hjemmeside, der i særdeleshed er værd at kaste et blik på:

Klør Konge

Lassa und Mathilda
Sidder med udsigt til TV-tårnet og Karl-Marx Allee. Mødte tilfældigt Florian på gaden i dag. Han havde set og hørt Doris på myspace. Han sagde: ”Sehr gut, sehr lustig, Ich will dänish lernen!” Så tog han afsted til ”probelokale” i Kreuzberg.

Jeg lytter til Mathilda. Florian sagde, han havde en ven, der hedder Lasse. Det slår mig, at der måske findes et band i Berlin, der hedder Lassa. I så fald ville jeg sporenstrengs parre parterne og opfordre til en dobbeltkoncert ved navn: Lassa und Mathilda. Og så ville Fyn er fin blive til Berlin ist fin. Og det er lige hvad Berlin er. Berlin er fin. Og for en tid min. Og din. Og alles. Berlin ist alles!

Og med disse ord skal der her fra lyde Herzliche Grüsse, auf Wiedersehen og tjüss.

Kommer i morgen og skyder weekenden igang

Hav en dejlig weekend, når den begynder!

’Klokken er 7. Du skal op nu,’ lokker en kvindestemme venligt, men bestemt. Sidst, jeg vågnede sådan, var mit værelse prydet med jordbær-dekorerede gardiner og postordre-plakater af heste og muskuløse mænd.

Da jeg derfor bliver udsat for denne vækkemetode, springer jeg ud ad sengen og udbryder ’Mor?’, bare for at blive mødt af min kærestes undrende blik. Hans mobil maner åbenbart til opvågning på denne vis.

Det er skræmmende, når maskiner taler. Min kusine og jeg kørte for nylig på en nyanlagt vej. ’Vend om! Vend om!’ GPS’en lød som finnen, der på en YouTube-video før skolemassakren truede med at dræbe. Ifølge computerskærmen pløjede bilen igennem marker. Hver gang, en ordre blev ignoreret, lød stemmen mere aggressiv og hånlig. Vi kunne ikke få den til at tie, og bilisten måtte børnesikre døren for at undgå, at jeg sprang ud. Jeg måtte til gengæld insistere på, at hun ikke fulgte instrukserne om at vende bilen midt på motorvejen.

Engang var mennesket bange for, at computere og robotter ville overtage verden og ikke kun vinde over os i skakspil, men skabe Terminator-scenarier. Det, der er sket, er dog bare, at vi har ladet dem gøre os dummere.

Spøgelser er ikke længere nogle, der kommer tilbage i gennemsigtigt outfit. Nej, vi er dem, børn gyser af i dag, når de får fortalt godnathistorier: ’En mørk og stormfuld aften, hvor vinden ruskede i vinduesviskerne, nærmede en spøgelsesbilist sig, som var blevet forført af en falsk hjælper…’

Min Google-hjerne gør det svært at læse længere tekster eller at slå op i en ordbog. Vi kan ikke koncentrere os mere og er blevet dovne. Hvorfor kæmpe os igennem en roman, når vi kan skimme eller downloade en omtale?

Jeg kan sagtens se de teknologiske fordele. Toge skal i fremtiden råbe til de distræte: ’Læg Urban, du skal af nu.’ Når du søger baren en al for sen nat, skal det automatiserede dankort mane til besindighed: ’Vend om! Vend om!’ Og hvis du ellers ville støde på ekskæresten rundt om næste gadehjørne, burde den indbyggede chip guide dig væk: ’Drej til højre. Sæt i løb!’

Og så kan vi altid afmontere stemmerne, hvis de vildleder. Den, der ler sidst, ler bedst.

Spørgsmålet er bare, om vi ved, hvornår vi skal grine, hvis der ikke er nogen til at fortælle os det.

Klumme publiceret i Urban

Jeg har skrevet med ham i to år nu. Den gode Tumle. Nu skal vi ses, og jeg er spændt på at møde ham i helfigur.

Ps. Hvis jeg aldrig skriver her mere, så er jeg blevet spist af en tiger.

Uddrag fra “Skydykker uden faldskærm”:

Bør man holde igen?
Jeg er bange for at vade rundt med skyklapper på i kviksandsområde. Hvorfor skulle Entusiasten være vild med mig? Hvad hvis han mister interessen?

Og bestemt heller ikke selvom han ringede rødvinssød i går og sagde, at han er forelsket i mig. “Og jeg i dig”, fik jeg fremstammet med tårer i øjnene.

Fra forlagets forhåndsomtale:

“Gennem forfatterens yderst intime og selvbiografiske blogindlæg tegnes et billede af en ung kvindes krampagtige livtag med verden og med kærligheden.

Spacemermaid udgav Danmarks første weblogroman, har været nomineret til en Fun Fearless Female Award og er et Trivial Pursuit- spørgsmål. Også disse tekster blev skrevet anonymt på Fyldepennen.dk og kan læses selvstændigt.”

…… spændende altså Jeg lægger tekst ud fra pressemeddelelsen i aften - måske med et uddrag fra bogen.

(Jeg ville opdatere bloggen med “Skydykker uden faldskærm” forsiden, men kan ikke få fat i min veninde, der har fået baby. Det er hende, der har ejerskab over bloggen og grafik-koder, fordi jeg troede, at jeg skulle være anonym.)

I næste uge har jeg bogen i hånden, hvis alt klapper!

Er der noget at sige til, at man ryster lidt?

Må starte i morgen. Jeg er lidt for forpustet lige nu.

Igår var der rødvin (vi fejrede en afdød i familiens fødselsdag ved at spise hendes yndlingsmad, som hvert år på dagen), og i dag har der været en hel plade chokolade, to stykker kage og en hel hvid nougat pakke. Føj. Lidt for dejlig aftensmad bestående af guf.

I morgen! Tomorrow is another day.