For meget fjæs på Facebook
fredag, 27. juni 2008Med det digitale kamera sletter vi kiksede billeder ved et enkelt klik. Vi udstiller laminerede liv, hvor pletter fjernes med en fugtig klud. Børnene græder aldrig, og vi foreviges ikke længere med en gaffel kartoffelsalat skovlet langt ned i svælget.
Alt det skæve (menneskelige) ryger. Heldigvis. Sådan har det i hvert fald været indtil Facebooks angstprovokerende tag-funktion.
Fra selvvalgte portrætter stirrer vi kunstnerisk og tænksomt ud af rammen eller griner, som om vi virkelig morede os, da billedet blev taget. Højst sandsynligt havde vi blot ondt i den udstrakte arm, som holdt kameraet fra den bedste vinkel.
I digitale fotoalbums viser vi, hvor berejste vi er, og hvor glade vores nærmeste bliver i vores selskab. Selv grimasser er lagt i de rette folder, så man tager sig godt ud, når man vrænger af verden.
Vi indrammer ikke længere Kodak-øjeblikke, men publicerer Facebook-øjeblikke. Vi jagter ikke solopgange men profilbilleder, der viser os, som vi helst vil være.
Jeg har nøje opbygget et æstetisk parallelliv og troede næsten selv på det, hvorfor jeg fik en skumbanan galt i halsen forleden. Fra min Facebook profil hånede billeder fra folkeskolen. Vi taler om pandehår, der kan gøre en Nordbakke misundelig, og en kropsholdning der udstråler ulidelig generthed.
En anden bruger havde ”tagget” mig, hvilket betød fri adgang til de klassebilleder, som ellers var blevet begravet med minderne om at føle sig helt forkert.
Aldrig så snart fik jeg skjult beviserne, før min profil blev spækket med friske festbilleder af en kvinde, der skaber sig på en ulamineret, ikke chef-venlig vis. Der var rødvinstænder, karaoke, solosøvn i en sofa og noget nær regndans på gulvet (det kunne også ligne en aerobic-inspireret grapewine). Sikke dog en belastende type, nåede jeg at tænke, før grunden til ligheden i al sin rædsel gik op for mig.
Siden har jeg ikke turde sove eller logge mig ud af Facebook, men nu må det ophøre. Jeg nægter at underkaste mig taggeres tarvelige tyranni! Tillad mig derfor at oprette gruppen “Retten til at være kikset”. Alle er velkomne og skal blot lægge et selvportræt ud, som I krummer tæer over (nu med Fåresyge). Bevis at I hviler i jer selv og ikke er forfængelige.
Man må selvfølgelig kun udgive egne portrætter. Vi skal jo selv have lov til at vælge, hvordan vi bedst ser kiksede ud på den udholdelige måde …
Publiceret i Urban
Lige pludselig føles det virkeligt. Jeg kommer til at have en bog i mine hænder igen. En jeg har skrevet. Der er så stort, og jeg er bare så ubeskriveligt taknemmelig og glad!
