Når Snehvide selv spytter æblet ud
fredag, 30. maj 2008“Hvad er det store mysterium? Det er min vagina – ikke en sphinx!” De fire veninder er humoristiske, succesfulde og smukke og kan alt – undtagen kærligheden.
Først irriterede “Sex and the City”-serien med materialistiske kvinder, der priser at ældes, mens de stadig ligner tyve-årige og indtager topposter og drinks uden at få stress eller tømmermænd. Snart blev det kvindelige publikum dog nedlagt.
Billetter til filmpremieren forsvinder hurtigere end Samantha efter et engangsknald. Men hvorfor? Fordi singlekvinderne ikke er ulykkelige og kan have uforpligtende sex ligesom mænd? Næ, det har vi vidst i lang tid i Europa - det handler om det moderne kærlighedsdilemma.
Hovedrollen Carrie spørger: “Hvad hvis prinsen aldrig dukkede op? Ville Snehvide så fortsat have ligget i glaskisten? Eller ville hun have rejst sig, spyttet æblet ud, fået sig et job og være kommet videre med sit liv?”
Gu´ var hun så! Kvinder i dag skal ikke reddes. Vi kan selv og tjener gerne mere end prinserne, der ikke altid kan tåle, at vi er powerkvinder.
Det er så genkendeligt. Kvinderne vil gerne nærhed, men har svært ved den, efter de selv har spyttet giftæblet ud. Enten forfører de utilnærmelige mænd, eller også tiltrækker de partnere, som keder dem og giver kvælningsfornemmelser.
Veninderne har et “fabulous” liv. De elsker sig selv og hinanden og ved, hvordan en vibrator betjenes. Men noget mangler, og de går i selvsving ved snakken om mænd. Carrie lufter den skrækkelige teori om, at der inde i enhver succesfuld kvinde bare er en prinsesse, der venter på at blive reddet.
Selv den lettere afstumpede Samantha bliver sårbar og lader en kæreste holde hendes hånd. Troen på den store kærlighed er tabuiseret. Vi føler lykke med veninder, elskere og udfordrende jobs, men måske savner vi alligevel noget i vores selvtilstrækkelighed. Og det er dét, som serien tør vise.
Når det er sagt: Skal Carrie virkelig giftes med kongen af knudemænd? Det var slemt nok ved serie-finalen, hvor Mr. Big troppede op i Paris.
Hun og veninderne er kvindernes svar på Indiana Jones. Forhindringerne var de svære mænd og indre dæmoner. Skatten kan da ikke være ægteskab med et følelsesforskrækket hankønsvæsen, der har omvendt sig og bærer heltinden væk i solnedgangen? (Brækpose tak!)
Jeg vil hellere bekræftes i, at tosomheden blev en myte dengang, vi kvinder ikke længere passivt lod os indfange som Rapunzel, Askepot eller Tornerose.
Håret er klippet, stiletten fundet og søvnen rystet af. I had a dream, but now I´m awake.
Ps. Jeg skal giftes i en enkel hvid silkekjole - uden blonder.
Klumme publiceret i Urban
***
Bloglæsere kan da lige høre Sara Bareilles Fairytale i denne forbindelse 
Jeg lægger den ud her på dagen.
