Det er halloween, og der er helt sikkert et udhulet græskar ved Skovhuset med lys i. Men man skal tænke sig om en ekstra gang, før man spiser af det.
Sådan her opfører et egern sig, når det er beruset! Ikke noget at sige til, at man selv kommer hjem med blå mærker, når man har kigget lidt for dybt i et græskar i byen!
Elsker når det regner på mørke aftener. Kendte engang en mand, der plejede at sige: “I love the rain. It washes away memories from the sidewalks of life!”* (rettet) Tror jeg faldt for ham, da han citerede Woody Allan. Men jeg er ikke enig.
De små sidegader fører til den vej, man ender på. Jeg husker hver enkelt sidegade. Men der er en mening med de gange, man er endt med tænderne i asfalten.
Lytter til Tina Dickow:
“Everybody´s gotta end up somewhere, I´m just taking my time to get there. And it looks like freedom and smells like fun, but it feels like being on the run!”
Det knager, så det brager i mit hoved. Håber ikke bloggen slår sprækker…
Elsker når bladene skifter farve. Kigger ud på unger, der spiller fodbold. De gør det ikke tavst. Det er som om, at alle hyler for hvert skridt, de tager. Det undrer mig lidt. Sidder i tykke uldsokker og studser.
Der er skift i årstiden på mange planer. Har lige modtaget to skønne beskeder. En ven er blevet far, og en anden har fået et PhD stipendiat. Fantastisk!
Vi er alle ved at finde vores vej.
Selv har jeg mest lyst til cola…
Efter at have hørt et spændende podcast på Blogmagasinet, hvor kvinden bag Nadjas* Relexioner bliver interviewet, så besøgte jeg bloggen. Kræs for en seer af “Forbrydelsen” - med teorier om, hvem der myrdede Nanna Birk Larsen.
Klik kun her, hvis du er klar på disse rekleksioner.
Hvor er det fedt, at Blogcity giver rum til alle os nørder 
Jeg manglede godt nok en blog i Twin Peaks dagene. Havde mine teorier om, hvem der myrdede Laura Palmer.
Sådan noget, hvor seerne interaktivt giver deres bud, og hvor den dræbte person udtales med efternavn, giver meget mere liv i en serie, end Anna Pihls fiktive blog fx. Eller hvis man havde lavet en i “Sarah Lunds” navn (politikvinden). Det må da også være sjovt for serieforfatterne at følge med i gisningerne. Og se om det er for tydeligt eller lige tilpas kringlet.
Må næsten fortælle min mor om bloggen. Hun kan slet ikke vente til næste afsnit på søndag. Bare lidt bange for, at hun begynder at stor-blogge så.
Igår så jeg en veninde. “Må jeg se vesten?”, spurgte hun med alvorlig mine. Vi havde lige haft en meget seriøs samtale. I næste nu rodede jeg rundt på mit kontor og kom ud med en fleece vest. Virkelig lang. Så græd vi af grin.
Mærkelig scene kan man tænke. Nu må jeg så hellere fortælle vestens historie, som jeg ikke er stolt af. Vi var i byen for nylig og blev fulde på den ucharmerende måde. Jeg pg.a. af bekymringer over pengemangel (godt tænkt Space - sådan kurerer man lige dårlig økonomi - køb alkohol), og hun pg.a. kærestesorg (den føles mindre, når man er så fuld, at man ikke kan huske hans navn).
Det var lige lidt for meget af det gode, men vi morede os ret meget. Tror vi nok. Vi kunne ikke rigtig hjælpe hinanden med cykelplaceringer, men om morgenen havde jeg da lige så ondt i mavemusklerne som i hovedet.
Men her kommer vesten ind i billedet. Dagen derpå kravler jeg ud i køkkenet for at få et glas vand. Der ligger min jakke. Indeni kan jeg ane noget gråt. Hvad er mon det? Jo, det var såmænd en fleece vest af Bilka-arten. Sådan en havde jeg altså ikke på, da jeg tog i byen…
Så får jeg sms “Er det dit broderede tørklæde, jeg er kommet til at putte i min taske?” Næ. Sådan et ejer jeg ikke. Og mig: “Undskyld, jeg er vist kommet til at tage din fleece vest!” Min veninde er strl small og jeg undrer mig over, at hun ejer en vest, der må gå hende til knæene. Fik da også svaret: “Jeg har da ingen vest. Hvad fanden har vi lavet?”
Vi håber, at vi har vundet genstandene i bordfodbold. Meget mærkeligt firma.
Og nu er det så, at vi har aftalt, at det er en “dumme” vest. Når den ene har gjort noget fjollet eller bare har brug for at grine, så får man vesten. Nu er alt “en vest”: X´er er vester, og lån er en vest. Min computer, der sluger dvd´er, er uden tvivl en vest!
Vores bytur var også lidt en vest…
Havde en rødvins diskussion igår med nogle kvinder. Den handlede om afvisning, og vi observerede et tydeligt mønster… (mænd er velkomne til at protestere)
Når vi før har sagt pænt nej tak til en date (uden at kamuflere det i hvide løgne), så har vi næsten uden undtagelse oplevet at blive svinet til. Ud over den, der er kom med i “1001 tårs tøsetanker”, om at blondiner er lig med dumhed, så har jeg også prøvet at blive fejlanalyseret i bund:
“Du vil mig ikke? Jeg kan mærke, at du er bange for at sige ja, fordi du ubevist føler noget for mig. Måske fordi du er blevet såret før? Du er bange for at give slip.”
De gange hvor jeg er blevet afvist, har jeg straks peget på mig selv som grund. Jeg er nok for grim, fregnet, kejtet, har for skinger en stemme, er for for rodet … til ham.
Ok indrømmet - jeg har da også analyseret mig grøn i hovedet over hans eventuelle grunde. Havde han måske en dårlig barndom, og ligner jeg måske hans psykopatiske fysiklærer? Men jeg har ikke druknet ham i teorierne. Det er jeg for stolt til.
Eller måske i virkeligheden bare for bange for, at han så virkelig vil gå i detaljer med, hvorfor han ikke vil have mig… Og at jeg ville føje det til registret over mine mangler.
Nogle gange har jeg ønsket mig at være mere mand. Så ville alt være de andres skyld! 
Skal holde 30 års fødselsdag i næste uge (åh gru). Når jeg kigger på gæstelisten, slår det mig, at jeg ikke rigtig har nogle drengevenner. Jo en forsvindende lille håndfuld, men ellers er min omgangskreds bare tøser. Gad vide om man bliver lidt miljøskadet af det?
Er på et sted, hvor jeg ikke ved, om man bør bede folk om at tage kærester med? Det er jo begyndt at blive tilpas seriøst. Veninder flytter ind med dem og lægger fremtidsplaner. Ordet “vi” erstatter “jeg”. Snart kan man ikke sende et kliche postkort fra Kos (med strand på) uden at tilføje “og Ole” i hilsenen.
Hvorfor har jeg ikke så mange drengevenner? Det var svært i singleårene. Der var fare for misforståelser, og det kan være svært at abstrahere fra kønnet, når man er sulten. Det er jeg lidt ked af. Mangler tit et mandigt perspektiv på tingene. Også fordi vi kvinder kan overanalysere alt, hvor mænd er bedre til at lukke ting med én forklarende sætning!
Igår var jeg i kulturklubben, og vi skulle få vores drømme op på en visual map ved at klippe klistre i blade. Nogle havde babyer på, æbletærte eller stilletter. Min var fuld af penge og rejser - og en brølende løve (som ikke skal symbolisere min bankrådgiver ).
Ps. Veninde har lige læst min opfølger, og den påvirkede hende mere end “1001 tårs tøsetanker”. Dejligt! Den er meget uden filter og får nok en lidt hårdere fødsel, så det betyder en del for mig…
Igår gik det lidt vildt her for sig her på bloggen med GrandeMuffin som motor. Vi kom meget bredt rundt i universet - dyreriget og politik you name it (hm). Og jeg kom til at fortælle min besvime historie, som jeg ikke er så stolt af:
Jeg arbejdede engang i en børnehave. Skulle lege kreativ og lavede malerier med børnene. Prøvede at vise dem, hvordan man kunne puste farven rundt med sugerør. Jeg gør ikke noget halvt. Det må man give mig. Pludselig befinder mit ansigt sig nede i “maleriet”, og lille Majken på 4 år rusker i mig: “Er du ok?” Ja da. (Besvimede bare lidt).
Og så kom de kloge ord “Børn husk at trække vejret”. Da jeg gik ud på toilettet og så mig i spejlet, lignede jeg en Monet produktion med grøn åkande-form i fjæset. Her begyndte jeg at græde af grin. Det var først der, at børnene blev lidt bange for mig
Er du nogensinde besvimet?
Spacemermaid1001@gmail.com
Du kigger i øjeblikket i weblog-arkiverne hos Spacemermaid fra oktober 2007.
Tanker om blogromanen
Bestil signeret udgave
Billigst her
Gæstebog
Spørg om bogen
Anmeldelser
Medier