Gæsteskribent: Jeg skal giftes
søndag, 24. juni 2007Jeg tror, at vi i vores kultur lærer, at smerte hører til den store kærlighed. Jeg ved ikke, om det er derfor, at jeg har kæmpet og kæmpet og kæmpet. I mange år – for at få kærligheden til at lykkes.
Hvornår lykkes den? Når der er flere gode dage end dårlige? Eller når man har valgt for livet, og ved, at med ham her/ hende her vil man blive sammen med altid. Det siger sig selv, at det ved man jo aldrig. Der kan jo ske noget. Men jeg tror ikke på, at kærligheden til en anden blot holder op.
Den holder op, fordi man ikke længere kan kommunikere. Fordi der er for mange sårede følelser, som man ikke formår at bearbejde eller forholde sig til. Eller fordi, man er så fucked-up inden i, at man selv karter rundt. Eller fordi, man tror at kærligheden kan udfylde ens eget store, gabende tomrum.
Min historie er måske lidt speciel, og dog alligevel helt almindelig, da jeg – som så mange andre – higer og søger. Har i lange og i fire perioder af mit liv været i parforhold. I mine 20’ere var jeg konstant splittet mellem to mænd. Nogle vil måske mene, at det er luksus. Men jeg følte det som at blive revet midt over.
Der var en periode, hvor jeg oprigtig mente, at et forhold til begge mænd ville være det ideelle. Så kunne de deles om mig 
og vi skulle bo sammen alle tre. Både kunstneren, med den følsomme og omsorgsfulde sjæl, og ham handleren, der kunne udrette for os. Og så mig, der ville få det bedste fra to verdener. Forstod ikke at ’handleren’ blot grinte ad mit forslag, men ’kunstneren’ tænkte faktisk over det. Han delte mig jo alligevel i perioder. Jeg brød med begge.
Så havde jeg et tre-årigt forhold til en meget yngre fyr. Det var et rigtig godt forhold. Jeg lærte, at kærlighed ingen alder har, og han lærte, at kærlighed kan gøre ondt. Og så mødte jeg Ham, troede jeg. Nu var det min tur til at få mit hjerte knust. Og først da han gik fra mig, begyndte jeg det lange og seje arbejde med at forstå mig selv og lære, at jeg aldrig nogensinde kan klaske kærligheden oven på en sjæl, der behøver at finde ro i sig selv. Dette havde jeg vidst i lang tid, men ikke følt. Nu kan jeg se, at dette var vendepunktet.
Efter nogle år med korte og mærkelige forhold, fandt jeg én, jeg kunne lide. Jeg var 33 år. Og nu, seks år efter, bor vi sammen, har en søn sammen og skal sørme også giftes til sommer.
Nogen gange tror jeg ikke på, at det er mig, der nu har fundet kærligheden, så det føles så godt. For det meste. Selvfølgelig har vi kriser og konflikter, og jeg sover da også under min egen dyne sommetider. Og nogen gange forbander jeg ham langt væk og er rigtig godt træt af, at han ikke sætter sin stol ind efter han har spist. Og vi har ind i mellem sex alt for lidt.
Men vores kriser kommer mere og mere sjældne, og de varer kortere og kortere. Og sørme om sex’en ikke bare bliver bedre og bedre. Det er så himmelsk at opleve, at jeg – ja Mig, der ’altid’ har kartet rundt, nu har fundet roen. Jeg leder ikke længere, jeg er ikke i tvivl og jeg er stort set glad for min kæreste hver eneste dag.
Jeg finder mere og mere ud af at et kærlighedsforhold ikke skal udfylde noget som helst tomrum indeni. Derfor bør livet handle om få det godt med sig selv. Det lyder så enkelt og så fortærsket. Men sådan er det, tror jeg. Ens partner er optimalt en, man kan følges med. Man kan holde hinanden i hånden, mens man har hver sit liv. Og så kan man dele nogle oplevelser og give og modtage ’øko’ (ømme knus og omsorg) en gang i mellem.
Nogle gange sker der det fantastiske at englene besøger os, og vi ser, hvor gudeskønne vi begge synes hinanden er. Men for det meste er parforholdet en ramme, som man fungerer godt i og som man kan lære noget igennem.
Men jeg har for fanden da også udstået min læretid. Jeg har søgt overalt, grædt og raset, været ved at miste livsmodet og fået knust mit hjerte flere gange. Og det underlige er, at nu hvor jeg endelig er faldet til ro ikke er så bange for at miste kærligheden mere. Ikke fordi, jeg ikke har noget at miste.
Men forestillingen om, at han kan gå fra mig, eller at jeg vil noget andet – tja, den skræmmer mig ikke så meget. Ved egentlig ikke rigtig hvorfor.
**Gæsteskribenten har valgt at være anonym**
